Luis Suarez har nu fået sin straf for at bide Giorgio Chiellini under en VM-kamp tidligere på ugen.

Angriberen har fået en karantæne fra Uruguays landshold i ni kampe, hvilket omgående sender ham hjem fra VM i Brasilien, hvor han heller ikke må vise sig på noget stadion.

Det var vel isoleret set nærmest i underkanten af, hvad man havde forventet.

Suarez har også fået en bøde på 100.000 schweizerfranc, som pudsigt nok er en mindre bødestraf, end hvad Nicklas Bendtner fik for at vise sine sponsorerede underbukser under EM for to år siden. Altså økonomiske også til den bløde side.

Men til gengæld fire måneders karantæne fra alle fodboldaktiviteter. Det er forholdet, der virkelig strammer sagen.

Luis Suarez, som tjener sine penge i Liverpool FC, kan først komme på banen til november og kan til den tid potentielt have misset 16 kampe for englænderne, de fleste i Premier League, men også tre styk i Champions League og en lille håndfuld i Liga Cuppen.

Når alt er lagt sammen altså potentielt 25 spilledages karantæne for at bide en mand. Plus det løse i testkampe, sommerkampe og andet.

Var det så for meget eller for lidt eller ganske passende? Det er vanskeligt at besvare.

Liverpool FC vil allerede have en horde af advokater i arbejde for at overbevise FIFA om det urimelige i, at Suarez’ straf primært rammer klubkarrieren og ikke FIFAs primære organisatoriske ansvar, landsholdsfodbolden.

Liverpool FC kunne have en pointe.

Det er også den hårdeste VM-straf nogensinde og dermed hårdere end albuer til ansigtet, forsøg på skaller og latterligt hensynsløse tacklinger. Der vil være masser af mennesker, der beder om proportioner, og som vil bebrejde et mediehysteri, som måske påvirkede FIFAs beslutning.

FIFA betonede desuden, at det er en skærpende omstændighed, at Suarez bed under en VM-kamp, hvor millioner af mennesker ser med. Men Suarez bliver altså straffet mange gange hårdere end franskmanden Zinedine Zidane, som nikkede italieneren Materazzi en skalle i seve VM-finalen for otte år siden.

Hvor er linjen så?

Luis Suarez bed bare.  Han har ikke begået matchfixing. Han har ikke dopet sig. Begge dele meget mere ødelæggende for al sport end et bid.
Og så vil der sidde andre atleter i den olympiske familie og minde om, at man uden for fodboldspillets beskyttede værksted kan ramme to års karantæne fra sport bare for at sjuske med en oplysningspligt.

Touché.

Jeg havde selv ventet en mildere straf. Mit gæt var 15 kampe i karantæne for Uruguay. Jeg havde ikke set, at hans lade og gøren for Liverpool FC skulle involvers. Det virker hårdt med tanke på FIFAs forhistorie i disciplinære sammenhænge.

Så konspirationsteoretikerne vil have en fest nu. Var der i straffen et element af hævn over Uruguay?

Det er kendt, at FIFAs eksekutivkomité i optakten til VM har udtalt kraftig kritik af Uruguay, fordi landets regering tidligere på året besluttede at opgive politiarbejde i forbindelse med de to storklubber Peñarol og Nacionals hjemmekampe. De to klubber er ganske vist plaget af hooligans, men FIFA tager den kraftigste afstand fra politisk indblanding i sport og var ikke imponeret af fodboldforbundets håndtering.

Det er også kendt, at FIFA-toppen havde vanskeligt ved at finde den passende grimasse, da uruguayanerne for fire år siden ved VM i meget udtalt grad hyldede og fejrede Luis Suarez, efter han havde taget med hånden på målstregen og dermed snød Ghana for dét, der lignede en sikker sejr.

Var det hævnen?

Og hvad betød det mon for strafudmålingen, at Uruguays fodboldforbund havde fået gang i de mest pinlige bortforklaringer, man kunne forestille sig?
FIFA markerede jo i forbindelse med Eric Cantonas kungfuspark på Selhurst Park i 1995, at man havde stor respekt for den ærlighed og selvransagelse, der dengang prægede Manchester United og Cantona.

Luis Suarez var genstand for hidsige rygter inden VM. En megatransfer til FC Barcelona eller Real Madrid blev bragt i spil. Det virker lidt mindre oplagt nu.Vil man investere i en mand, der er væk i de fire første måneder af den kommende sæson, og som slæber rundt på det ringeste fodboldrenommé siden italieneren Claudio Gentile eller tyskeren Harald Schumacher?

Ja, det vil man selvfølgelig nok, hvis Liverpool FC nu får den idé, at en mand, der tre gange siden 2010 har bidt et andet menneske ikke helt repræsenterer klubbens adelsmærker.

Hvad han jo ingenlunde gør.

Luis Suarez vil til efteråret have siddet i karantæne i 34 kampe siden 2010 uden at have fået et rødt kort. Alt er stablet sammen, fordi han bider andre mennesker. Den engelske avis Independent har regnet ud, at det nu er mere sandsynligt at blive bidt af Luis Suarez på en fodboldbane, end det er at blive bidt af en haj.
Det er noget af et renommé at bakse med. Det kan tage lang tid at overbevise kolleger, konkurrenter, klubber og hele fodboldens indre liv om, at Luis Suarez er et nogenlunde fornuftigt tænkende menneske.

Og det er selvfølgelig den værste straf af dem alle.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard