EGYPTEN: Egyptisk politi har anholdt en fremtrædende politisk aktivist torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. Samtidig rapporterer flere medier, at en 19-årig studerende er blevet dræbt ved en islamistisk demonstration i hovedstaden, Cairo.
Aktivist og blogger Alaa Abdel Fattah, der betragtes som et symbol på oprøret mod den tidligere præsident Hosni Mubarak i 2011, blev anholdt i sit hjem, oplyser embedspersoner til Reuters. Han havde ifølge nyhedsbureauet tidligere offentliggjort en erklæring om, at han havde planer om at melde sig selv lørdag.
En omstridt lov, der netop er blevet vedtaget, giver Egyptens indenrigsministerium ret til at forbyde alle offentlige forsamlinger på over ti personer.
Alaa Abdel Fattah blev ifølge Reuters anholdt på baggrund af anklager om, at han havde opfordret til demonstrationer mod en bestemmelse i landets kommende forfatning, der vil gøre det muligt at retsforfølge civile ved militærdomstole.
»Det er en anklage, jeg ikke benægter,« lød det i erklæringen fra aktivisten.
Tidligere torsdag blev en studerende dræbt ved Cairo Universitet under en demonstration for præsident Mohamed Morsi, der blev afsat i juli, oplyser embedspersoner til flere internationale medier.
Den 19-årige studerende blev dræbt, da politiet konfronterede demonstranterne, hvilket førte til sammenstød. Yderligere otte blev såret, oplyser en talsperson for det egyptiske sundhedsministerium.
Egyptens nye forfatning vil formentlig blive sendt til afstemning i december.