10. maj var en af de mere bizarre dage i det langstrakte forløb under 2020-forhandlingerne. Det var dagen, da finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nåede at invitere til forhandlinger, som aldrig kom i stand. Og hvad ingen opdagede: dagen, da regeringen og Dansk Folkeparti landede en aftale om grænsekontrollen, som skulle kaste lange skygger over kongeriget Danmark. Det, alle opdagede den dag, var, at de Radikale på direkte TV smækkede med døren og meddelte, at de ikke længere ville vente på finansministeren og i stedet tog hjem fra Christiansborg. Og at Dansk Folkeparti forgæves prøvede at lyve sig ud af Christiansborg, indtil det blev afsløret, at partiets topfolk i virkeligheden havde sneget sig ind ad en bagdør til Finansministeriet.

Ligeledes at de aldrig fik spist den bestilte thaimad og i stedet fik serveret kolde pizzaer i Finansministeriet. Hvad de færreste opdagede var, at det slet ikke handlede om spidsfindigheder om efterlønnen. Men om slutforhandlinger om toldere, politifolk, scannere og overvågningsudstyr ved de danske grænser. Forhandlinger, som en måned senere endte med at sende Danmark ud i det største internationale stormvejr siden Muhammedkrisen. Årsagen til, at Hjort Frederiksen aldrig kunne indkalde til afsluttende forhandlinger om en forringelse af efterlønnen, var, at Dansk Folkeparti ikke havde fået de bestilte papirer om grænsekontrollen.

På det tidspunkt nærede ikke mindst Pia Kjærsgaard (DF) stadig en dyb mistillid til de Radikales leder Margrethe Vestagers reelle vilje til at gå hele vejen i tilbagetrækningsaftalen. Midterpartiet havde få dage forinden provokeret Dansk Folkeparti ved at kræve skriftlige garantier for, at aftalen stod til troende også efter et valg. Derfor havde Dansk Folkeparti besluttet, at de partout skulle have landet en grænseaftale, inden forhandlingerne om tilbagetrækningsaftalen kunne gå videre.

Mærkeligt nok handlede forhandlingerne ikke om, hvad man kan inden for Schengen-reglerne, erfarer Berlingske. De handlede såmænd om praktikaliteter. Om kontrollen ved udrejse fra Danmark, om toldernes præcise rolle og detaljer om bl.a. færgetrafikken til og fra Bornholm. I aftentimerne blev aftalt, at næste dag skulle Dansk Folkeparti have lov til at præsentere aftalen i medierne, og derfor blev efterlønsforhandlingerne udskudt. Dagen tilhørte Pia Kjærsgaard & Co., som efter det gode gamle mønster fra de senere års finanslovsaftaler kunne sole sig i partiets trofæ i 2020-forhandlingerne: Aftalen med den aparte parentetiske titel: »Permanent toldkontrol i Danmark (styrket grænsekontrol)«.

Længe forinden havde regeringens trofaste støtteparti meddelt, at grænsekontrollen var hovedsagen, hvis det på nogen måde skulle komme på tale at give køb på års forsikringer om så sandelig aldrig nogensinde at lægge stemmer til efterlønsforringelser. Den ikke videre EU-begejstrede finansminister kvitterede venligt for kravet, ligesom Skatteministeriet og Justitsministeriet havde udarbejdet notater om, hvordan en sådan grænseaftale kunne skrues sammen. Den skulle på den ene side honorere DF-kravet om en permanentgørelse af kontrollen ved de danske grænser.

På den anden side skulle den efterkomme regeringens ønske om ikke at bringe det lille EU-skeptiske land mod nord på kant med Schengen-reglerne. Den regnede alle så med var i hus, da Claus Hjort Frederiksen dagen efter til Dansk Folkepartis forbløffelse præsenterede aftalen med ordene, at VKO nu havde lavet en aftale om permanent grænsekontrol. Et ordvalg han givetvis i dag ville vælge med større omhu. Regeringen har til bevidstløshed lært at pointere, at det skam udelukkende handler om en styrket toldkontrol, som så sandelig ikke involverer politifolk ved grænsen og derfor ikke kolliderer med Schengen-reglerne. Selv om en stor del af ekstrabevillingen rent faktisk går til politiets budget.

Også den konservative leder, Lars Barfoed, var på det tidspunkt fremme i skoene. Justitsministeren var særdeles tilfreds med, at det via en »permanent toldkontrol og en styrket politiindsats ved de danske grænseovergange« var muligt at »slå hårdt til i kampen mod den grænseoverskridende kriminalitet«. Men 11. maj var Pia Kjærsgaards dag i manegen, og den fik ikke for lidt. På direkte TV sagde hun igen og igen, at der var tale om en tilbagevenden til situationen før 2001, da Danmark kom ind i Schengen-samarbejdet og de gode gamle grænsebomme, toldstationer og toldbetjente blev fjernet fra grænseregionens landkort.

Med vanlig sans for timing og tilrettelæggelse af pressearbejdet blev journalister inviteret med til events i partilokalerne, hvor sejren blev fejret med overraskelseschampagne og baconchips inden turen rundt i de store nyhedsudsendelser.

Men der foregik også andre ting den dag. Ting, som skulle vise sig at lægge kimen til den større historie, som via international presse placerede Danmark på landkortet som det lille, fremmedangste land mod nord, der helst vil have så lidt som muligt at gøre med verden omkring sig. Tyskland har i årevis været Danmark en tæt allieret, vores største og vigtigste eksportmarked og i det hele taget et land, der er investeret uendelig energi på at udvikle et nært forhold til.

Men i grænselandet havde mindretalspartierne nord og syd for den dansk-tyske grænse fabrikeret en særdeles kritisk fælles pressemeddelelse. I Landdagen i Kiel var ministerpræsidentens team allerede på stikkerne. På Christiansborg var den tyske ambassadør og CDUs formand for Slesvig-Holsten netop den dag mødt op for at diskutere integration mellem Danmark og Nordtyskland. Og han udtalte sig kritisk.

Dagen efter protesterede den liberale tyske udenrigsmnister Guido Westerwelle i Berlin, mens indenrigsminister Hans-Peter Friedrich fra det højkonservative bayerske CDU i Bruxelles stod klar med bramfri kritik af den danske aftale. Samtidig foreslog den grønne EU-parlamentariker og gamle 68-oprører Daniel Cohn-Bendit, at EUs medlemslande ét for ét bør kræve visumpligt for danskere, hver gang de passerer en europæisk grænse. Alt sammen kritik som integrationsminister Søren Pind (V) samme dag forsøgte at stå på mål for i Bruxelles, mens justitsminister Lars Barfoed hastekontaktede sin tyske kollega Sabine Leutheusser-Schnarrenberger for at forklare aftalen.

Lynhurtigt stod det altså klart, at lige netop denne politiske studehandel mellem regeringen og Dansk Folkeparti rummede andet og mere, end det seneste årtis aftaler, hvor støttepartiet som tak for støtten til endnu en finanslov, skatteaftale, genopretningspakke eller velfærdsaftale handlede en symbolsk mærkesag hjem.

I første omgang valgte samtlige ministre på sagen, herunder statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at slå sagen hen som et resultat af en misforståelse begrundet i en forkert gengivelse af grænseaftalen i international presse. »Jeg kan jo se, at der i en række europæiske medier har været skrevet om de her beslutninger, der er truffet i Danmark, med en, hvad skal man kalde det, manglende nuance. Og når den bliver afklaret, så er der ikke noget problem der,« sagde statsministeren f.eks. på sit pressemøde 17. maj.

Det var nogle dage efter, at EUkommissionens formand, José Manuel Barroso, i utilsløret kritiske vendinger både telefonisk og pr. brev rejste »alvorlig tvivl om« grænseaftalen, hvis den bliver »implementeret i den intensive og permante form«. Men Løkke stod fast, som han har gjort lige siden, og han holdt sig til, at aftalen »er fuldstændig i overensstemmelse med det, man kan i Schengen«. Fra Grønland, hvor udenrigsminister Lene Espersen (K) sjovt nok var til topmøde i Arktisk Råd, ringede hun til Guido Westerwelle og forsøgte at forklare om aftalen.

Men sagen ville ikke dø, og det er der flere grunde til. I EU-Kommissionen, der er unionens vogter over de fælles regler, ses den danske grænseaftale som et farligt eksempel på, at det lykkes for et højredrejet parti at trumfe en aftale igennem, som kan brede sig til andre steder og dermed udvikle sig til en alvorlig trussel mod ikke bare Schengen-samarbejdet, men også en anden af EUs kronjuveler – den frie bevægelighed for personer, varer og tjenester.

Det slagsmål var forventet. Men at Tyskland meldte sig med så bramfri kritik var ikke ventet. Og slet ikke, da det fortsatte i en slags anden bølge i denne uge. Nemlig da først viceudenrigsminister Werner Hoyer, dernæst den tyske ambassadør Christoph Jessen og endelig igen indenrigsminister Hans-Peter Friedrich i forskellige varianter angreb regeringen for at lege med »nationalismens ild«, at anvende forkerte tal om antallet af toldere på tysk side og endelig at underminere Schengen-aftalen.

Her gik det for alvor op for regeringen, at sagen ikke er klaret ved, at embedsmænd på kontinentet får læst aftalen igennem og forklaret deres politikere, at grænseaftalen ikke kolliderer med Schengen-reglerne. Hverken Hoyers indlæg i Berlingske eller Friedrichs udtalelser kunne reduceres til en spontan reaktion. Den var planlagt, og regeringen måtte erkende, at Tyskland rent faktisk både havde læst og forstået aftalen uden at være blevet formildet.

Erkendelsen er, at der er kræfter og interesser på spil ude omkring, som tager sagen alvorligt og holder den i live. Lidt på samme måde som det i vinteren 2005-06 gik op for Anders Fogh Rasmussen & Co., at muslimske kræfter af vidt forskellige observans kunne bruge et par håndfulde tegninger i en jysk avis til at fremme deres eget politiske projekt. Derfor erkendte Lene Espersen i denne uge, at der var brug for en ekstraordinær indsats, hvor Udenrigsministeriet med hjælp fra hele det diplomatiske klaviratur forsøger at lægge den »problematiske diplomatiske situation ned«. Imens hvæsses knivene.

Erfarne diplomater lægger navn til at spørge, hvor samme Espersen og ikke mindst Lars Løkke Rasmussen har været henne i de seneste uger. Hvorfor de ikke tidligere forlods havde orienteret Berlin, Bruxelles, Stockholm med videre? Hvorfor man lod Dansk Folkeparti præsentere aftalen indadtil og udadtil? Hvorfor det har været justitsministeren og skatteministeren, der har håndteret sagen? Og hvorfor der skulle gå en hel lille måned, før der blev lagt en engelsksproget version af grænseaftalen på Skatteministeriets hjemmeside? Den foreligger nu, men det gør krisesituationen også.

Som en erfaren Politiken-fotograf bemærkede i fredags efter det møde i Folketingets finansudvalg, hvor grænseaftalen efter planen skulle konfirmeres, er det sjældent, at hans billeder skal sendes direkte til Associated Press. Eller som Morten Østergaard bemærkede efter mødet, har han aldrig været ude for at blive interviewet af både New York Times, ZDF, NDR, finsk TV og en lille håndfuld tyske aviser.

»Det er da ikke som under Muhammedkrisen, hvor udenlandsk presse hele tiden belejrede Naser Khaders kontor. Men jeg har personligt aldrig prøvet noget lignende,« siger Morten Østergaard. 10. maj anede han ikke, at det var en sådan sag, der ventede i kulisserne. Det gjorde Claus Hjort Frederiksen og triumviratet Kjærsgaard, Thulesen Dahl og Skaarup heller ikke. Men Danmark har fået en ny krisesag, som helt sikkert ikke var skrevet ind i drejebogen før 2020-forhandlingerne. Og denne artikel har som bekendt slet ikke handlet om den indenrigspolitiske situation...