Mere end 300 af Radius kunder i København måtte onsdag morgen starte dagen uden varm morgenkaffe. En ekstern skade på Radius Elnets kabler er nemlig skyld i, at strømmen er gået hos hustandene, fortæller presseansvarlig i Radius Elnet Morten Kidal til TV2 Lorry.

»Et kabel er formentlig blevet ramt måske af noget gravearbejde. Vi har mandskab på vej, og de leder strømmen udenom det skadesramte kabel,« siger han.

Strømafbrydelsen er gået ud over husstande på Vesterbrogade og kan betyde slukkede lyskryds i området.

Radius Elnet regner med, at alle københavnere har strøm igen omkring klokken 10.30 onsdag.

Opdatering: Klokken 12.30 er strømmen tilbage på Vesterbro