Politiet er netop nu i gang med at undersøge en mulig voldtægt mod en kvinde ved Strøget i København. Et større område er afspærret.

To vidner fandt klokken 05.45 torsdag morgen en forslået 23-årig kvinde, der vandrede målløst rundt omkring midt på Strøget tæt ved Storkespringvandet. Politiet leder nu efter spor efter en mulig voldtægt.

Det oplyser Søren Hansen, central efterforskningsleder i Københavns Politi.

- Nogle vidner har fundet en kvinde gående rundt på Helligåndskirkens område her til morgen. Hun er forslået i ansigtet og det tyder på, at hun muligvis er blevet udsat for voldtægt. Så det arbejder vi ud fra, siger han.

Den 23-årige kvinde er nu på Rigshospitalets Traumecenter, hvor hun skal hjælpes med sine skader og undersøges for spor efter voldtægt.

- Hun er ikke i livsfare, siger Søren Hansen til bt.dk

Den centrale efterforskningsleder fremhæver dog, at det er ikke er slået fast, at der er tale om voldtægt endnu.

- Vi behandler det som en voldtægtssag, men vi ved ikke om det er det, som der er tale om, siger Søren Hansen til bt.dk

Politiet har afspærret store dele af strøget, mens de undersøger gerningsstedet.

Der er afspærret helt ned til Storkespringvandet, hvor politiets teknikere blandet andet undersøger grundigt de offentlige toiletter under Amagertorv.

Afspærringen vil opretholdes indtil politiets teknikere og hunde har finkæmmet området for mulige spor.

Afspærringen betyder, at hverken butiksejere ikke kan komme til deres butikker, før den er fjernet.

- Der vil i hvert fald være spærret af i de næste tre eller fire timer, og det vil formentlig være til gene for nogle, men det er den tid som vi skal bruge til at få teknikere og hunde til stedet, siger den efterforskningslederen til bt.dk