Der findes ikke mange værker for scenen, der er så rige på nuancer, så subtile i både ord og musik, som Richard Strauss´ mest populære opera, »Rosenkavaleren«. Hvilket ikke alene skyldes, at komponisten var én af de dygtigste, verden har set, men også, at den, der skrev ordene, Hugo von Hofmannsthal, var en stor kunstner i sin egen ret.

Når de to arbejdede sammen, og det gjorde de lykkeligvis ofte, skete der mirakuløse ting, og »Rosenkavaleren« fra 1911 er et af disse mirakler. At Det Kongelige Teater har valgt at fejre Richard Strauss´ 150 års fødselsdag i år med netop dette værk, er der derfor i sig selv kun godt at sige om.

Mindre overskudsagtigt er det, at fejringen af den store mand sker med en genopsætning. Marco Arturo Marellis iscenesættelse havde premiere på Operaen i 2008. At hylde en af historiens største operakomponister ved at tage en ældre forestilling og støve den af og sætte den på scenen igen, er ikke helt en nationalscene værdigt.

Men når det er sagt, så er Marco Arturo Marellis fortolkning af »Rosenkavaleren« faktisk en ganske fremragende løsning på en meget vanskelig opgave.

»Rosenkavaleren« er så svær, fordi den er så meget. Blandt andet dette: Den er historien om den liderlige baron Ochs, der, mest for pengenes skyld, vil gifte sig med den nyrige hr. von Faninals kønne teenagedatter, Sophie.

Den er også historien om den modne feltmarskalinde, der har en hed kærlighedsaffære med den unge Octavian (operaens rosenkavaler!), og om samme Octavian, der undervejs koreograferer en intrige, så baron Ochs ganske taber ansigt, og så han, Octavian, kan få den kvinde, ovennævnte Sophie, som han i mellemtiden er blevet dybt forelsket i.

Det er historien om, hvordan feltmarskalinden vemodigt resignerer og uden at kny overlader sin unge elsker til hans nye kærlighed. Så meget sker der, og musikalsk bevæger Strauss sig fra kompleksitet til enkelhed, fra fortryllende henvisninger til wienervalsen til det æterisk sublime. Han kunne det hele.

Eminent

Svær at forløse? Uha da, ja. Men som antydet: Marco Arturo Marelli, der også har stået for scenografi og lysdesign, er mand for at klare dén opgave. Hans sans for personinstruktion er eminent, sangerne spiller skuespil, allerbedst Elisabeth Jansson i bukserollen som Octavian, der undervejs forklæder sig som kvinde og altså således er en kvinde, forklædt som mand, der spiller en mand, forklædt som kvinde.

Wolfgang Bankls baron Ochs træder brovtende frem med en fin kobling af vulgaritet og en rest adelig værdighed. Ann Petersen som feltmarskalinden udstråler det, figuren kræver: Modenhed, erotik, visdom.

Det er også så fint, at Marelli, skønt han henlægger operaen fra dens egen tid, 1740erne, til operaens egen tilblivelsestid, bibeholder duften af det gamle Wien, og de store spejle i loftet, der spejler det, der sker, skifter form, og til sidst knuses spejlet. Det kan man fortolke på mange måder, elementært smukt er det.

Duftene i Strauss' partitur

Og fint også, at Det Kongelige Kapel under Michael Boder får alle de fantastiske dufte i Strauss´ partitur frem. Hvis man så bare også kunne opleve det sublime, rent sangligt, så ville vi stå med en »Rosenkavaleren« i verdensklasse, men dels er der det sædvanlige problem med balancen i lyden i Operaen, hvor stemmerne drukner.

Dels er der, med al respekt for de gode indsatser, ingen af sangerne, der er helt i topklasse. Den følelse af her og der at høre sang, der får én til at glemme tid og sted og bare svæve med, ja, den mangler altså.

»Rosenkavaleren« anno 2014 på Operaen er værd at gå til, bestemt, men altså ærgerligt nok ikke helt på internationalt niveau. Synd for Strauss, synd for os.

Hvis det store, dyre operahus ved vandet ikke opper sig lidt, vil det drukne i mængden af bedre operahuse i landene omkring os. Ikke helt værd at rejse efter. Heller ikke, når det er runde fødselsdage, der skal fejres.

Hvad: Richard Strauss: »Rosenkavaleren«.

Hvor: Operaen.

Hvornår: Sidste gang 24. januar 2015.