Et hemmeligt netværk af selskaber er blevet afsløret i at have smuglet cigaretter og vandpibetobak til Danmark fra Mellemøsten. Tobakssmuglerne blev taget på fersk gerning, da SKATs medarbejdere fulgte en forsendelse til smuglernes lager uden for København.

To millioner cigaretter og 3,5 ton vandpibetobak er nu blevet beslaglagt. Samlet set løber afgiften på cigaretterne og vandpibetobakken op i 4,2 mio. kroner, vurderer SKAT, der kalder fangsten usædvanlig stor.

- Det hører til sjældenhederne, at vi konfiskerer så store mængder tobak. Det sker maksimalt et par gange om året, fortæller Kim Müller fra SKATs afdeling for punktafgifter, der står bag den store tobaksfangst.

Medarbejdere fra SKATs toldafdeling blev mistænksomme over en forsendelse fra Mellemøsten, der fyldte tre paller. I papirerne stod der nemlig at de tungt læssede træpaller kun indeholdt, hvad der svarer til 50 kartoner med cigaretter.

Fulgte efter smuglerne

I stedet for at undersøge forsendelsen straks fulgte SKAT efter, da pallerne blev afhentet fra toldlageret.

- Ved mindre forsendelser åbne toldafdelingen forsendelsen op for at lave en toldbehandling på stedet. Men i særlige tilfælde kan vi have interesse i at finde ud af, hvor cigaretterne sendes hen, fortæller Kim Müller

Cigaretterne blev kørt til et uregistreret lager i udkanten af København, hvor de blev læsset af. Da SKAT slog til, viste det sig, at lageret ud over to millioner cigaretter i de tre paller indeholdt 3,5 ton vandpibetobak og yderligere 90.000 cigaretter, som der ikke var betalt told, moms og afgifter af.

Ifølge Kim Müller foregik beslaglæggelsen udramatisk og uden hjælp fra politiet. SKAT er nu ved at undersøge en række andre virksomheder, som har tilknytning til de virksomheder registreret i Danmark, som har forbindelse med de indsmuglede cigaretter.

SKAT beholder nu de mange ton tobak som sikkerhed for den manglende toldbetaling og en sandsynlig meget stor bøde. Hvis importøren ikke kan betale, vil SKAT sælge cigaretterne og vandpibetobakken til højestbydende ved en auktion.