Stormramte borgere genhuses på Jægerspris Slot
Borgere, der står og mangler et tag over hovedet på grund af stormskader, kan blive genhuset på Jægerspris Slot.
Borgere, der står og mangler et tag over hovedet på grund af stormskader, kan blive genhuset på Jægerspris Slot.
Eftervirkningerne af stormen »Bodil« er stadig store, og mange mennesker står akut over for det problem, at deres hjem ikke er beboelige.
Det oplyser Morten Egeskov, der er sekretariats- og udviklingschef i Frederikssund Kommune og initiativtager til at genhuse nødstedte borgere på Jægerspris Slot.
»Mange borgere står over for det problem, at de ikke kan bo i deres hjem på grund af stormskader. Og da forsikringen ikke dækker i forhold til genhusning i forbindelse med stormflod, synes vi, at det er naturligt, at vi som kommune går ind og tilbyder borgere at blive genhuset,« siger Morten Egeskov og tilføjer:
»Vi har ikke tid til at etablere et bureaukrati, hvor folk skal igennem en større screening for at kvalificere sig. Nu handler det bare om at huse folk, så de kan have en varm seng at sove i,« siger han med henvisning til den voldsomme storm, der ramte Danmark 6. december.
På nuværende tidspunkt bor der ifølge Morten Egeskov fire borgere på Jægerspris Slot, men tallet ventes at stige, da flere sommerhusområder i Frederikssund Kommune har været hårdt ramt af oversvømmelser.
Frederikssund Kommune har råderet over Jægerspris Slot de næste seks måneder.