Det er rent bluff, når dansk erhvervsliv påstår, at der skabes 1.450 nye danske job ved at sænke afgiften på øl og sodavand i Danmark. Sådan lyder det fra grænsehandelsvirksomheden Fleggaard, der med bl.a. store dagbladsannoncer nu prøver at afværge de afgiftsnedsættelser, som regeringen og oppositionen forhandler om i disse dage.

»Ikke en eneste købmand i Danmark kommer til at ansætte flere folk, fordi han kommer til at sælge en palle sodavand mere om måneden,« siger Mike Simonsen, adm. direktør hos Fleggaard-kæden, der lever af at sælge øl, sodavand og slik ved den dansk-tyske grænse og nu beskylder både opposition og erhvervsliv for at udstede dækningsløse jobgarantier.

Dagligvarekoncernen Coop støtter en afgiftsnedsættelse, men er enig i, at det bliver svært at ændre danskernes – især jydernes – vane med at køre over grænsen.

»Det er blevet en tradition i Jylland, at man tager til Tyskland og handler med jævne mellemrum. Det gjorde man i Vejle, da jeg var ung, og det gør man stadig. Og man bliver nok ved med det. Afgifterne i Danmark skal ret langt ned for at ændre på det,« siger Lasse Bolander, bestyrelsesformand i Coop. For kort tid siden åbnede han to Fakta-butikker syd for grænsen, og han vil ikke nødvendigvis lukke dem, hvis afgifterne kommer ned, for det er stadig muligt, at de kan gøre en god forretning, siger han.

Bruno Christensen, direktør i konsulenthuset Detailhandelspromotion: »Der er opstået en tradition i Jylland for at grænsehandle, som er så stærk, at det for mange ikke betyder alverden, om de i det store regnestykke sparer eller tjener 100 kroner ved at køre syd for grænsen.«

Bo Sandberg, skattepolitisk chef hos Dansk Erhverv, understreger, at det kun er et skøn, at en halvering af sodavands- og ølafgifter giver 1.450 danske job: »Skøn om beskæftigelse er altid behæftet med usikkerhed, men der er ingen tvivl om, at det samfundsøkonomisk er en god idé at sænke afgifterne.«

Med netop det som argument forsøger V og K at få sænket afgifterne under forhandlingerne om en vækstplan. Regeringen regner ifølge Berlingskes oplysninger fortsat på finansieringen.