Ugen igennem har det skabt uro internt i regeringen, at Venstres næstformand Kristian Jensen offentligt luftede sine drømme om en dag at blive formand efter Lars Løkke Rasmussen.

Overraskende er det naturligvis ikke, at udenrigsministeren efter syv år som næstformand har en »ambition om at træde op på den øverste skammel«, som han så billedligt formulerede det i Jyllands-Posten. Men at sige det højt – oven i købet kort efter en stor regeringskrise med ministerexit til følge – opfattes som et uhørt brud på disciplinen og loyaliteten og det tilmed på et tidspunkt, hvor Løkke har hårdt brug for ro i egne rækker og ikke at få flået arrene op fra det smertefulde formandsopgør, som partiet var igennem i sommeren 2014.

Ikke blot har regeringens første ni måneder ved magten været betydeligt sværere, end statsministeren kunnet have håbet på. Selv forsøgte Lars Løkke Rasmussen efter sin tiltrædelse ellers at skabe en fortælling om, at han trods sit store valgnederlag i juni – Venstre gik tilbage fra 47 til 34 mandater – så klare fordele i at stå i spidsen for en smal mindretalsregering med kun sit eget parti.

»Det er med fod under eget bord, selv om bordet er blevet lidt mindre,« forklarede han: »Styrken ved at være lille er, at man kan være vågen. Mere adræt, mere agil.«

Her ni måneder efter folketingsvalget har det nu primært vist sig at være en ulempe at være lille, da regeringen ofte bliver udfordret på grund af netop dens lille størrelse.

Sejre er der da også – som nu forleden, hvor der blev landet en trepartsaftale, der skal bringe flere flygtninge i arbejde, hvilket Løkke havde sat stor prestige ind på.

Men to ministre er røget på den første korte regeringstid, en EU-folkeafstemning er tabt, og regeringen presses tilbagevendende fra alle sider og endog af sine »venner« i blå blok.

Regeringens største udfordring har været og er fortsat flygtningekrisen, men selv om Løkke & Co. har gennemført historisk store stramninger i et forsøg på at dæmme op over for strømmen af asylansøgere, så glemmes dette let, når andre partier – fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance – overbyder hinanden med nye stramninger. Nogle gange tilmed med populistiske forslag, der synes at være i åbenbar strid med de konventioner, som Danmark har tilsluttet sig. Denne agiteren for svært realistiske løsninger fra andre partiers sider frustrerer naturligvis regeringen.

Flygtningekrisen, der ventes at tage ny fart med forårets komme, er i sig selv en af årets store jokere. Hvis en ny stor bølge af flygtninge og immigranter sætter kurs mod Danmark, men strander her som illegale i titusindtal, fordi de ikke kan komme videre til Sverige, har det ingredienserne til en ny stor konflikt mellem regeringen og støttepartiet DF bl.a. om, hvorvidt den danske grænse skal lukkes hermetisk af. Udelukkes kan det ikke, at en ny stor flygtningekrise i Danmark tryktester Løkke & Co. til det yderste. Men mange andre farer venter regeringen.

Særligt i efteråret hvortil Lars Løkke Rasmussen har skubbet en række svære problemstillinger, der er vævet ind i hinanden, og som i yderste konsekvens kan føre til regeringens fald, fordi løsningerne er så svære at finde og det økonomiske råderum så begrænset.

Regeringen skal bl.a. finde en løsning og erstatning for statens ulovligt indkradsede danske PSO-afgift på årligt otte mia. kr. og finde flertal for et nyt ejendomsvurderingssystem som erstatning for det nuværende og skandaliserede.

Men det største politiske drama i efteråret kan let blive forhandlingerne om en skattereform, der skal sænke skatten på arbejde.

DF ønsker ikke topskattelettelser men vil have ny velfærd på finansloven. Liberal Alliance har til gengæld truet med at vælte regeringen, hvis partiet ikke får lettelser i topskatten. Hvor stålsat eller blød Anders Samuelsen vil vise sig at være, hvis der ikke bliver råd til topskattelettelser – hvilket absolut er en mulighed – kan der kun spås om.

Liberale vælgere vil næppe skåne Liberal Alliance, hvis partiet vælter en borgerlig statsminister med stor risiko for, at Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen i stedet flytter ind i statsministeriet. Med hende som landets leder vil LA helt sikkert ikke få lettelser i topskatten. Men hvis nogen vurderes at være uforudsigelig og ikke følge de gængse uskrevne regler, er det Anders Samuelsen, der har gjort kravet om topskattelettelser til et kardinalpunkt over for Lars Løkke Rasmussen.

Selv om et dramatisk efterår venter, hvor statsministeren kan blive væltet af eget støtteparti eller simpelthen bare køre fast med sin lille regering, er det mest sandsynlige scenarie dog fortsat, at Løkke også holder nytårstale 1. januar 2017 uden at have afholdt valg i utide.

For trods de mange forskellige dagsordener blandt blå bloks partier, så har de naturligvis en fælles interesse i at holde fast i Lars Løkke Rasmussen og skærme hans Venstre-regering. Men hvis det alligevel ikke holder, og en rød regering kommer til magten ved et nyvalg, og Lars Løkke Rasmussen må trække sig som V-formand som konsekvens af et valgnederlag, kender alle nu i hvert fald en, der gerne vil tage over.

Om det så skal blive ved et »kampvalg«, som Kristian Jensen offentligt har talt om til irritation for andre i den allerede hårdt prøvede regering. For i en situation, hvor regeringen har rigeligt at gøre med at styre skibet gennem skærfyldt farvand og holde styr på sit parlamentariske grundlag, er det sidste, den har brug for, intern uro.