Er »Lang dags rejse mod nat« et gammeldags stykke? Det kan man påstå. Det er Eugene O’Neills skuespil om hans egen ungdom - om hans delvist forsumpede livsløgner af en skuespillerfar, som svigtede kunsten for penge. Om hans mor, skønheden fra klostret, hvis lykketilværelse og gudstro fordampede, og som i stedet hyller sig i morfinens tågeslør. Om den vildfarne storebror, som hensynsløst gør, hvad han kan for at leve op til rollen som en fiasko. Og endelig handler det om O’Neills egen drøm om at blive digter - ikke mindst som en vej til at bryde ud af familiens torturkammer.
Men det er fremmest et opgør med den kernefamilie, som her vises i fuld opløsning indefra. Hvis ulykkelige medlemmer er ude af stand til at rive sig løs fra hinanden, ude af stand til at leve med hinanden: familien som et msibrug. Et stykke, der i sin sandhedssøgende, nådeløse form og sin moralske dom er en slags urtekst for den type af familieopgør, vi siden har oplevet brutalere hos Edward Albee og ikke mindst Lars Norén. Men det er også et meget også et kærligt stykke i sin forståelse for fire martrede sjæle - fortiden og forklaringerne lever som et spøgelse i store monologer. Og det er denne ømhed, Morten Kirkskov får så flot frem i sin iscenesættelse på Det Kongelige Teater. Klogt har han klippet, så fokus nu kun er på familiens fire medlemmer. Megen undøvendig palaver er skåret fra i den ordtunge tekst.