Mindst fem personer er lørdag omkommet i en lavine-ulykke i det østrigske skiområde Wattener Lizum i Tyrol. Ulykken skete lørdag over middag, skriver det østrigske nyhedsmedie Kronen Zeitung.

Redningsfolk er lørdag eftermiddag fortsat i gang med at redde folk ud af snemasserne, hvor 17 personer blev fanget ifølge Kronen Zeitung, der citerer den lokale politichef Gerhard Wieser.

Lavinen var ifølge det østrigske medie to kilometer bred og fem meter høj. Flere medier skriver på Twitter, at de fem omkomne er tjekkiske statsborgere.

Den dræbende snevæg kom angiveligt rullende omkring kl. 12.25 i Wattener Lizum - ca. 30 km fra Innsbruck. To grupper af tjekkiske skiturister med i alt 17 personer blev fanget af snemasserne. Foreløbig er fem af dem fundet døde.

Angiveligt skulle der sent lørdag eftermiddag kunne høres signaler fra snedyngerner, som giver håb om at redde nogle af de indespærrede ud i live. Både redningshelikoptere og en talstærk styrke af redningsfolk er sat ind i aktionen.

De østrigske myndigheder havde forud for lavinen angivet risikoen for laviner i området til tre på en fem-punkts-skala. Ikke desto mindre indtraf der i løbet af lørdagen også mindre lavine-tilfælde syv andre steder i Østrig, hvor det dog kun resulterede i kvæstelser og kortvarige ophold under sneen for de involverede.