Omkring 100 politibetjente stormede mandag aften klokken 20.00 fristaden Christiania. Aktionen endte ude af kontrol, da aggressive personer kastede sten mod betjentene, der måtte svare igen med tåregas.

Københavns Politi oplyser om udrykningen i en pressemeddelelse:

- Siden december 2010 har Københavns Politis narkosektion efterforsket en gruppe personer, der var under mistanke for at handle med hash og for at opbevare hash og penge. Mandag trængte narkosektionen ind i Tinghuset på Christiania og foretog ransagninger på tre lokaliteter. I alt seks personer blev anholdt.

Politiet havde afspærret et stort område omkring bageriet Sunshine Bakery, hvor op til 30 mennesker blev tilbageholdt. En mur af politibetjente stod rundt om bageriet, så ingen kunne stikke af.

- Tilskuere på den anden side af politiafspærringen kastede tre kanonslag efter politiet. Et af dem ramte en betjents hjelm imens et andet sprang for føddderne af en anden betjent, siger B.T.s mand i marken.

Efter 20 minutter lukkede politiet de 30 mennesker ud, imens flere folk var mødt op på stedet for at kaste sten efter politiet.

- Politiet får store mængder sten kastet på sig i perioder. Jeg har set en betjent få en sten i ryggen. Politiet har valgt at forholde sig neutralt til angrebene, men der kommer hele tiden flere aggressive personer til, sagde B.T.s mand på stedet før politiet begyndte at bombe området med tåregas.

- Så kom der tåregas. Politiet tog gasmaskerne på og gik i gang med at sprede gas. Hele området er dækket nu. Puha, jeg kan mærke det nu - *host* *host* - ej nej nej, det kradser godt nok, siger B.T.s journalist på stedet, der straks prøver at finde en udgang.

- Nej nej altså, det er ikke engang til at komme ud - *host* *host* - de har skudt tåregas ved alle udgange. De er alle sammen gasset til. Der er voksne mænd, der går og smågræder omkring mig. Politiet skyde tåregas så snart nogen gør det mindste, siger han efter at have ledt efter en udgang i ti minutter.

Politiet fandt en del hash og penge, der nu er beslaglagt.

Klokken 22.30 var politiet stadig massivt tilstede, og der ransages fortsat.