Dansk Folkeparti mener, at flygtningebørn skal fratages de særlige rettigheder, de i dag har krav på, så snart de er fyldt 15 år.
»Det er et logisk næste skridt at stramme op på dette område og skrue ned for niveauet af positiv særbehandling af asylansøgerne mellem 15 og 18 år, for vi kan se, at der kommer mange af dem til Danmark. Derfor er det helt nødvendigt, hvis vi skal bremse tilstrømningen,« siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen.
I 2015 blev der foretaget 355 aldersvurderinger af asylansøgere, fordi der var tvivl om deres alder. 234 af dem blev efterfølgende vurderet til at være over 18 år.
