En voldsom brand på det gamle musikuniversitet på Klerkegade i det centrale København har fået politiet til at evakuere tre opgange. Udendørs ophold i området frarådes.

»Vi er dernede sammen med brandvæsenet. De slukker branden. Vi har afspærret og evakueret nogle opgange. Det er der, den står lige nu,« siger vagthavende ved Københavns Politi, Michael Poulsen til bt.dk.

Branden opstod kl. 4.30 og blev anmeldt otte minutter senere. Det gamle musikuniversitet beliggende på Klerkegade 2 er ejet af frimurerlogen og er under renovering, så bygningen var tom, da branden opstod. Ingen er kommet til skade.

»Branden er under kontrol, men vi har problemer med en gavl, der vender ud mod Adelsgade. Der er en bygningsinspektør på vej for at vurdere den,« siger operationschef Mads Graversen til bt.dk.

Brandvæsenet er stadig i gang med slukningsarbejdet, men ilden spreder sig ikke længere.

»Branden startede inde i bygningen, hvorefter den fik fat i taget. Som det ser ud nu, har vi reddet halvdelen af bygningen. Vi er omkring 45 dernede lige nu, og der er rimelig travlt derinde,« fortæller Mads Graversen.

I en beredskabsmeddelelse opfordrede Københavns Politi alle borgere i området omkring gaderne Klerkegade, Adelgade, Rigensgade, Rosengården og Sølvgade op til Øster Voldgade til at holde sig inden døre og lukke vinduer og slukke for ventilationsanlæg. Men nu må de beboere, der ikke er evakueret, igen forlade deres hjem.

Ophold udendørs i området frarådes stadig.

»Vi har stadig evakueret tre opgange i Adelgade på grund af røggener,« fortæller Mads Graversen.

Borgergade er spærret mellem Sølvgade og Fredericiagade på grund af branden. Det samme gælder Adelgade.