Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen (R) er en glad mand. Torsdag gav et stort flertal i Folketinget homoseksuelle ret til at indgå ægteskab i den danske folkekirke. Det har været en mærkesag for ministeren. Og nu har otte af landets 10 biskopper foreslået et vielsesritual, der gør hans smil endnu bredere.

- Jeg synes, det er et meget smukt ritual. Det er en svær sag, men de har landet det rigtig godt. Det er jeg enormt stolt af, siger Manu Sareen til Berlingske Nyhedsbureau.

Hidtil har homoseksuelle par med ønsker om mere formelle bånd været henvist til rådhuset. Kontrasten er slående, mener ministeren:

- "Registreret partnerskab" lyder som to virksomheder, der fusionerer. Det her handler om én ting. Det handler om kærlighed, siger Manu Sareen.

Før lovforslaget om homovielser blev vedtaget, var fire af de otte biskopper imod at tale om ægtefæller af samme køn. Man burde holde sig til begrebet livsfæller, mente de. Men da lovteksten formulerede et krav om mulighed for ægteskab, gik de fire med til et ritual med udtrykket »ægtefæller«. Det fortæller biskop Kjeld Holm fra Aarhus:

- Da lovgivningen får den ordlyd, er der ikke så meget at diskutere. Så hedder det dét. Vi kunne godt have sagt, at ikke kunne gå med til det. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad konsekvenserne havde været. Det kan være, ministeren selv havde lavet et ritual. Det har han myndighed til, siger biskoppen.

At de fire modstandere var med til at udforme ritualet, gør ministeren ekstra stolt. Det illustrerer folkekirkens rummelighed, siger han.

- Man kan sagtens være imod noget men alligevel være en del af kirken. Og det er næsten det vigtigste. Der er plads til begge parter, siger Manu Sareen.

Mandag formiddag præsenterer biskopperne formelt det nye vielsesritual for ministeren.