Danmark er fint repræsenteret på en auktion, der 4. november finder sted hos Sotheby’s i Bond Street i London.

Dansk møbelarkitektur er i hvert fald. På auktionen finder man stole af blandt andre Hans Wegner, Poul Kjærholm, Finn Juhl, Ole Gjerløv-Knudsen og Ole Wanscher, der alle er blandt heltene i dansk designs guldalder. De skabte stole, der dannede skole.

Der var mange af dem, de var usædvanligt dygtige – og det blev bemærket også ude i verden. En af de stole, Hans Wegner tegnede, blev af amerikansk presse ganske enkelt døbt »The Chair«. Stolen. Et amerikansk designtidsskrift bragte et fotografi af den på forsiden og kaldte den runde stol for verdens smukkeste. Det skadede ikke ligefrem eksporten til USA, hvor Danish modern blev et begreb.

I det hele taget var den succes, dansk møbelarkitektur opnåede internationalt, en del af fortællingen, ikke mindst vores egen, om det lille tapre land, der på forunderlig vis rejste sig efter nederlagene i 1800-tallet.

Det var – som det fremgår af artiklen om guldalderen - dengang, Danmark gik så grueligt meget ondt igennem fra krige med naboerne til statsbankerot og tab af territorium. Men til gengæld oplevede en voldsom opblomstring af kunst og kultur.

På samme måde da nationen trods to verdenskrige, hvor Danmark geografisk var placeret i tysk interesseområde, opbyggede, hvad der efterhånden blev til et velfungerende velfærdssamfund.

Det er fortællingen om opdyrkningen af heden og omhuen for den stump land, der var tilbage efter de politiske og militære fiaskoer, og det er fortællingen om andelsbevægelse og arbejderbevægelse og et samarbejdende demokrati, hvor partierne gennem store dele af det 20. århundrede, når det kom til stykket, var så nogenlunde enige om det meste. Det blev i hvert fald resultatet.

Det er også historien om initiativer som Bedre Byggeskik og om en fornemmelse i dansk arkitektur og møbelarkitektur af mådehold. Vi var jo heller ikke et land med undergrunden fyldt med råstoffer, så sparsommelighed blev på mange måder fundamentalt for materialeforbrug og fremstilling og dermed ideen om moderne møbler til moderne mennesker. Enkle og smukke, funktionelle og konstruktivt selvforklarende.

Møbler til folket

Dansk modernisme er ikke skarp og stringent som den amerikanske. Den er blød og føjelig og organisk i udtrykket. Det blev et ideal, at arkitekturen puttede sig og fint underordnede sig landskabet. Og så blev det historien om disse dygtige møbelarkitekter i nært samarbejde med lige så dygtige møbelsnedkere og fremsynede fabrikanter, der formede stolene i dansk designs guldalder.

Stolene, bordene, skabene osv. har vist sig forbløffende langtidsholdbare. Møbler af Wegner, Børge Mogensen, Finn Juhl, Poul Kjærholm, Arne Jacobsen osv. osv. er gengangere i hele det prestigebetonede genbrugssystem, der består af auktionshuse, Den Blå Avis og andre handelsportaler.

Og dog har møblerne ikke altid været for alle.

For mange stoles vedkommende gælder det, at de oprindeligt var tiltænkt en langt større udbredelse, end der først blev dem til del. Der lå for mange arkitekters og fabrikanters vedkommende et klart socialt sigte. Stolene og de andre møbler skulle ud til folket.

Men det var ikke hele folket, der åbnede deres hjem for de moderne stole, der selvfølgelig gerne skulle have selskab af lamper af for eksempel Poul Henningsen, reoler af Mogens Koch og kultiveret mønstrede, vævede tæpper af nogle af landets mange fremragende tekstilkunstnere. Og så nogle moderne malerier på de hvide vægge.

Det var der så en del, der ikke syntes, var særligt hyggeligt, og i mange år var det overvejende halv- og helakademikere, der erhvervede møblerne. Bortset fra, at de vitterligt var smukke - sådan helt objektivt - og en del af dem faktisk også funktionelle, var de et middel til at vise, at man var med fremme, fortrolig med avantgarden, at man var moderne og samtidig kunne lægge afstand til det egentlige borgerskab, der dengang typisk iscenesatte deres hjem med tunge møbler, som udstrålede soliditet og kvalitet.

Hvad de også var; solide og af håndværksmæssig kvalitet. De møbler, der blev produceret i klunketiden, var en fabrikationsmæssige forudsætning for alle eksperimenterne, der i efterkrigstiden, de stille 50ere og de vilde 60ere førte til dansk møbelarkitekturs internationale succes.

Tilbage i produktion

1960erne og hippietiden og i endnu højere grad 1970ernes puritanske munkemarxisme lagde på den anden side en vis dæmper på succesen.

Hvis man forestiller sig, at det overvejende havde været de kulturradikale eller de såkaldt progressive, der havde kurateret sig selv gennem moderne dansk møbelkunst, blev det pludselig moderne at indrette sig med plakater på væggene, stearinlys i ølflasker, ølkasser til Lp-pladerne, madrasser på gulvet og i det hele taget udstrakt genbrug af møbler og indbo, der blev sat sammen efter nye retningslinjer.

Det skulle jo bare fungere. En stol var vel en stol, en reol kunne lige så godt være en stabel ølkasser, og hvor var det dog småborgerligt med bestik, hvor hver enkelt gaffel eller kniv lignede hinanden til forveksling. Desuden var designmøblerne jo fars og mors smag.

Siden begyndte udlandet at røre på sig. Danmark kunne ikke længere betragte titlen som verdensmester i design og møbelkunst som selvskreven. Efter demokratiets indførelse i Spanien var der for eksempel et vældigt opsving blandt spanske designere, og også mange andre lande gjorde sig gældende. Herhjemme hvilede producenterne nogen tid på laurbærrene; forvissede om at de havde fat i den lange ende.

Men efterhånden begyndte nye generationer af designere og møbelarkitekter at søge at formulere en ny møbelkunst.

Det tog tid. Skyggen fra kæmperne i dansk møbelarkitektur faldt langt ind over årtierne. Mange yngre designere havde også haft de store skikkelser som lærere, og hvordan kunne man tegne noget nyt, når nu det, der var tegnet, var så perfekt? Det var i hvert fald langt hen ad vejen fabrikanternes og forhandlernes synspunkt.

Siden ændrede stilen, smagen og markedet sig. Endnu en ny generation begyndte at stifte bo og indrette hjem – og efterspørgslen på stole, der dannede skole, blev stærkt stigende. Nogle af dem er atter blevet sat i produktion. Og mange af dem dukker op forskellige steder i auktionssystemet. Og minder om da danske stole var efterspurgt over store dele af verden.

På udstillingen i London er der også møbler af blandt andre Ray og Charles Eames, Bruno Mathsson, samt et større udvalg af lamper og lysdesign.