Mens regeringen har lagt an til en fordobling af strømproduktionen fra vindmøller i løbet af bare ni år, stikker regeringens egen miljøminister, Ida Auken (SF), nu umiddelbart en kæp i hjulet på de landvindmøller, der skal levere en indfrielse af det ambitiøse energipolitiske udspil. Står det til regeringen, skal der rejses langt flere vindmøller i landskabet de kommende år, men den første effekt af nye støjregler fra miljøministeren er, at der bliver rejst færre møller, på grund af de strammere krav til støjudledning.

Brancheforeningen Vindmølleindustrien vurderer, at de nye regler, som netop er sendt i høring, er så skrappe, at op imod en femtedel af de møller, som for tiden er på tegnebrættet, ikke vil få luft under vingerne.

»Vindmøllerne skal naturligvis rejses under respekt for naboerne. Men de regler, som gælder i dag, yder allerede en god beskyttelse. Hvis de nye regler bliver vedtaget i den form, de er sendt i høring i, vil det berøre mange af de projekter, som er under planlægning i kommunerne for tiden. Vi vurderer, at mellem 15 og 20 pct. af de planlagte møller ikke kommer op at stå som følge af de nye regler,« siger direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg.

Op mod 50 møller truet

Lige nu er der i kommunerne planer om at opføre cirka 270 møller fordelt på 60 projekter, og ifølge Vindmølleindustriens skøn, kan de nye regler altså smide et halvt hundrede af dem ud af tegnebrættet igen.

En af de virksomheder, der arbejder med at opstille vindmøller, er Wind1. Her siger direktør Jørgen Poulsen, at reglerne vil ramme vindmøller i projekter, hvor en kommunes areal i forvejen er udnyttet til grænsen.

»Nogle steder vil det betyde færre møller, andre steder er der måske plads til at én mølle eller flere kan flyttes længere væk fra beboelse,« siger Jørgen Poulsen.

Kommunernes Landsforening (KL) har ikke et samlet overblik over, hvordan de nye støjregler vil påvirke vindmølleudbygningen i kommunerne. Men foreningen har tidligere slået fast, at en udbygning med flere vindmøller på land, kræver lempeligere - og altså ikke skærpede - regler. Og i Billund Kommune har byrådet allerede taget konsekvensen af de støjregler, miljøministeren har spillet ud med.

Ifølge dagbladet JydskeVestkysten har Billunds borgmester, Ib Kristensen (V), indledt en revurdering af to projekter, og det kan ifølge bladet ende med alt fra helt at stoppe opstillingen af møller over en mellemløsning til et uændret projekt.

Regler skal beskytte vindmøllenaboer

Udspillet fra miljøminister Ida Auken handler om såkaldt lavfrekvent støj, der opfattes som brummende eller buldrende som en lastbil i tomgang. Tidligere har Miljøministeriet vurderet, at der ikke var behov for særlige regler for lavfrekvent støj, fordi de almindelige støjregler var tilstrækkelige. Men lang tids debat om betydningen af den særlige lavfrekvente støj endte for nylig med, at Ida Auken sendte særlige regler for den type støj i høring. Selv om ministeren medgiver, at reglerne umiddelbart kan føre til opførelse af færre møller end planlagt visse steder, mener hun ikke, at reglerne spænder ben for regeringens ambitiøse udbygningsplaner for vindkraft.

»Med reglerne sikrer vi en god beskyttelse af naboerne mod den lavfrekvente støj. Det giver større tryghed i befolkningen og dermed mindre modvilje mod møllerne. Vindmølleindustrien skal huske på, at det er vigtigt at have befolkningen med, når vi skal udbygge vindkraften. Og de nye helt klare regler er med til at nedbryde den barriere, som befolkningens modstand ellers er for udbygningen,« siger Ida Auken.

Hun er som miljøminister også øverste chef for den planlægning, der skal tilvejebringe arealerne til de nye vindmøller, der er brug for, hvis regeringens ambitiøse klima- og energiplan skal have vinger at snurre med.

I dag dækker vindkraften godt en fjerdedel af danskernes strømforbrug. Efter regeringens udspil, skal vindmøllerne levere halvdelen af vores elforbrug allerede i 2020.

Det stærkt øgede fokus på vindkraft skal bidrage til at nedbringe Danmarks udledning af drivhusgassen CO2 med 40 pct. fra 1990 til 2030. For tiden forsøger regeringen at skabe et bredt forlig i Folketinget om en ny energiaftale.