Støjberg vil stramme udvisningsregler efter Levakovic-dom
Integrationsministeren har ladet en kommentar falde på det sociale medie Facebook, efter Gimi Levakovic har fået lov til at blive i Danmark.
Integrationsministeren har ladet en kommentar falde på det sociale medie Facebook, efter Gimi Levakovic har fået lov til at blive i Danmark.
Integrationsminister Inger Støjberg (V) lover nu at gøre noget ved de danske udvisningsregler, efter Østre Landsret tirsdag afgjorde, at kroatiskfødte Gimi Levakovic slipper for at blive udvist af Danmark.
Det skriver bt.dk.
Politikere fra alle sider af Folketinget har tirsdagen igennem efterlyst politisk handling, da de ikke forstår ikke, hvordan den omstridte sigøjnerboss kan slippe for at blive udvist af landet.
Og nu ser det ud til, at deres bønner er blevet hørt. I et opslag på Facebook skriver Inger Støjberg, at hun vil tage udvisningsreglerne op til overvejelse:
»Som minister må jeg ikke kommentere konkrete retssager, så lad mig nøjes med at sige dette: Det er blevet tid til at stramme udvisningsreglerne,« skriver Inger Støjberg.
Gimi Levakovic blev tirsdag i Østre Landsret idømt et år og seks måneders fængsel. Det sker, efter han tidligere er blevet fundet skyldig i trusler og våbenbesiddelse.
Tidligere i sagsforløbet i byretten blev han også dømt til udvisning af Danmark i 12 år.
Men Østre Landsret valgte tirsdag at omstøde byrettens afgørelse. Blandt andet fordi det var en formildende omstændighed, at kroatiskfødte Gimi Levakovic har børn i Danmark, og at han ikke tidligere er blevet dømt i sager, der kan resultere i udvisning.