Nærområderne skal styrkes markant, der skal oprettes statslige flygtningelandsbyer i Danmark - og så skal der etableres »fast myndighedsberedskab« ved de danske grænser. Sådan lyder nogle af de initiativer, Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), torsdag har fremlagt i lyset af den aktuelle flygtningesituation.

Der er behov for politisk handling. Så langt er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) enig med oppositionslederen. Men Socialdemokraternes udspil er i ministerens optik ikke vidtrækkende nok.

»Der er brug for mere markante tiltag, og det vil vi fra regeringens side lægge frem i morgen,« siger Inger Støjberg til Berlingske Nyhedsbureau med henvisning til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har indkaldt de øvrige partiledere til et møde fredag om yderligere asylstramninger.

»Jeg håber selvfølgelig, at Socialdemokraterne er parate til at bakke op om den pakke, vi fremlægger i morgen. For det her handler om at få dæmpet tilstrømningen,« tilføjer Støjberg.

Lars Løkke fremlagde onsdag regeringens udspil til stramninger, der har til formål at lukke færre ind i Danmark. Det skal blandt andet ske ved at forkorte varigheden af opholdstilladelsen og stramme familiesammenføringsreglerne for flygtninge med midlertidig beskyttelse. Derudover skal indsatsen med at hjemsende asylansøgere uden lovligt ophold styrkes.

Socialdemokraterne sigter også mod færre familiesammenføringer, skærpet hjemsendelse og skærpede krav for permanent opholdstilladelse.

Spørgsmål: For det utrænede øje kunne det set ud til, at I er enige på mange områder. Er der ikke meget af Mette Frederiksens udspil, I kan se jeres egen politik i, og som I kan mødes på i morgen?

»Det håber jeg. Helt bestemt,« siger Støjberg og tilføjer:

»Men det er fuldstændig uklart, hvad Socialdemokraterne egentlig vil, når det kommer til familiesammenføring og spørgsmålet om tildeling af permanent ophold.«

Derimod kan integrationsministeren ikke se, hvad Mette Frederiksens forslag om flygtningelandsbyer skal gøre ved tilstrømningen.

»Det er jo først og fremmest en praktisk foranstaltning, der handler om at få placeret de mange, der allerede er kommet hertil, og som har fået ophold i Danmark. Flygtningelandsbyer i sig selv reducerer jo ikke tilstrømningen,« siger ministeren.

Socialdemokraterne lægger også op til at målrette ulandsbistanden mod nærområderne ud fra tanken om, at dårlige flygtningelejre i nabolandene sender flere flygtninge mod Europa. Og her er Støjberg »fuldstændig enig«:

»Det er derfor, det er noget, der diskuteres meget i EU-regi, for det er jo ikke noget, vi kan gøre alene i Danmark. Når det er sagt, er det jo lidt flot at komme og pege på, når nu det er sådan, at Mette Frederiksen på ingen måde har finansieret det.«