• Målet med den lyssky operation

De 13 tiltalte russeres opgave var, som den amerikanske vicejustitsminister, Rod Rosenstein, sagde på et pressemøde fredag, at udføre en »informationskrig mod USA« med det erklærede mål at sprede mistillid til kandidater ved det amerikanske præsidentvalg i 2016 og det politiske system generelt. Af anklageskriftet fremgår det, at målet fra februar 2016 var at »støtte« præsidentkandidaten Donald Trump og at underminere hans modkandidat, Hillary Clinton. Ifølge amerikansk lov er det ulovligt for udlændinge at blande sig i politiske aktiviteter i USA uden først at have opnået godkendelse fra den amerikanske

• Stjålne identiteter

De tiltalte, der arbejder for den russiske »trolde-fabrik« Internet Research Agency i Sankt Petersborg, arbejdede under falske amerikanske navne og herunder med stjålne identiteter, hvor de brugte amerikaneres navne, CPR-numre, adresser og fødselsdatoer.

• Tiltalt bagmand tæt på Putin

Den mest prominente tiltalte er oligarken Jevgenij V. Prigosjin, som kontrollerer det selskab, der finansierer Internet Research Agency. Han er ifølge New York Times meget tæt på den russiske præsident, Vladimir Putin. Et foto fra 2012 viser Prigosjin servere middag for Putin – heraf hans øgenavn »Putins kok«. Prigosjin sagde fredag til det russiske nyhedsbureau Ria Novosti, at »amerikanerne er meget letpåvirkelige mennesker – de ser, hvad de gerne vil se«, og han tilføjede: »Jeg er overhovedet ikke ked af, at jeg endte på denne liste. Hvis de vil se djævelen, så lad dem se ham.«

• Operation fra 2014

Den russiske operation på de sociale medier begyndte allerede i 2014. De tiltalte og deres medsammensvorne begyndte at følge og studere amerikanske hjemmesider, der handlede om amerikansk politik. De studerede nøje gennemslagskraften og aktiviteten, såsom hvor ofte der kom nyt indhold på siderne, antallet af kommentarer og responsen på disse.

• Løj i visumansøgninger

Flere af de tiltalte rejste ind i USA for at indsamle information. I deres visumansøgninger angav de, at de var på private rejser og oplyste ikke deres arbejdsplads »for at skjule det faktum«, at de arbejdede for det russiske internetbureau.

• Rejste på tværs af USA

To af de tiltalte, Krylova og Bogatjeva, rejste i sommeren 2014 rundt i USA i tre uger for at indsamle efterretninger. De var i staterne Nevada, Californien, New Mexico, Colorado, Illinois, Michigan, Louisiana, Texas og New York. Efter turen udvekslede de to efterretnings-rapporter.

• Hundredvis af falske konti

De tiltalte arrangerede politiske stævner i USA og oprettede på baggrund af bedrageri hundredvis af falske konti på de sociale medier for at skabe offentlig debat. Målet var at medvirke til en »politisk intensitet gennem støtte til radikale grupper«, og debat for »sociale modstandsbevægelser« og mellem folk, der var »utilfredse med den sociale og økonomiske situation«. I 2016 havde grupper oprettet af de tiltalte hundredtusindvis af følgere online.

• Annoncer for Trump og imod Clinton

De tiltalte købte tusindvis af annoncer på de sociale medier Facebook og Twitter. I annoncer blev Hillary Clinton blandt andet fremstillet som Satan, mens der var støtte at hente for Donald Trump. Blandt andet indrykkede russerne annoncer med opfordringer til at gå til valgstævner for Trump og deltage i politiske marcher til støtte for Trump.

• Liste med over 100 amerikanere

Internet Research Agency havde en liste med amerikanere, som de russiske tiltalte kontaktede ved hjælp af deres falske identiteter med anmodning om at hjælpe. Listen omfattede over 100 amerikanere i august 2016, og den indeholdt amerikanernes kontaktoplysninger og et resumé af hver persons politiske synspunkter, og de aktiviteter russerne havde bedt dem om at gennemføre.

• Slettede data

Efter at Facebook i 2017 offentligt fortalte, at man havde identificeret russisk indblanding i præsidentvalget med indrykning af annoncer på Facebook, dækkede tiltalte spor ved at destruere data, herunder e-mails og konti på sociale medier, for at hindre opklaringen. »Vi har en mindre krise her på arbejdet: FBI har opdaget vores aktiviteter (ikke en vittighed). Så jeg er optaget af at dække spor sammen med kolleger,« skrev den tiltalte Kaversina til et familiemedlem og tilføjede: »Jeg stod bag alle disse billeder og posteringer, og amerikanerne tror, at det var skrevet af deres folk.«

• Trump efterforskes stadig

Præsident Trump erklærede sent fredag på Twitter, at han med tiltalerne er blevet frikendt for aftalt spil med russerne. »Rusland begyndte deres anti-amerikanske kampagne i 2014, længe før jeg havde meddelt, at jeg ville gå efter at blive præsident,« skrev han. »Resultaterne af valget blev ikke påvirket. Trump-kampagnen gjorde ikke noget forkert – intet aftalt spil!«. Det er korrekt, at anklageskriftet ikke dokumenterer aftalt spil mellem hans kampagnestab og Rusland. Men det er ikke korrekt, at han er frikendt. Præsidenten og hans stab efterforskes fortsat for aftalt spil og for ulovligt at have lagt hindringer i vejen for efterforskningen. Den særlige efterforsker, Robert Mueller, går for øjeblikket efter at afhøre præsidenten.

• Og hvad med de 13 tiltalte?

Ingen af dem er i dag anholdt. Men de får fremover svært ved at rejse ud af Rusland, da amerikanerne går efter at få dem arresteret og udleveret til retsforfølgelse.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.