Hun fik aldrig svaret på den telefonbesked. Skulle hun have gjort det? Taget telefonen og tastet det udenlandske nummer, der stod på sedlen?
Det var Nimbus Film, der havde modtaget opkaldet og givet beskeden videre.
Men hun gjorde det ikke, ringede tilbage.
HBO ville have fat i den smukke danske skuespiller med den svage neurotiske understrøm og en sarthed i sin styrke, som Stine Stengade er kendt for.
Hvad den amerikanske betalings TV-kanal, der står bag tv-serier som »Game of Thrones«, »Sex and the City« »The Sopranos« og en lang række andre succeser helt præcist ville, fandt hun derfor aldrig ud af.
Stine Stengade havde netop modtaget en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i dogmefilmen »En kærlighedshistorie« som den unge Kira, der befinder sig på randen af det totale psykiske sammenbrud. »Et mesterligt og hjerteskærende kammerspil,« skrev anmelderne om stykket, som hun også modtog en Robert for.
Hvad ville der være sket, hvis nu hun havde ringet tilbage til HBO den dag for 12 år siden?
Ville hun have boet og arbejdet i Los Angeles som »moviestar« den dag i dag? Eller være glemt i en skånselsløs tv- og filmindustri, hvor der kun er plads til de bedste? Mens resten kan reklamere for vaskepulver, medvirke i dårlige soap-serier eller lydløst glide ud i arbejdsløsheden?
Et af de store valg
Det er en moden kvinde på 41, der sidder i sin garderobe på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé. Og som prøver at forholde sig til et af den slags valg, som kunne have betydet et helt andet liv end det, hun har i dag. Måske.
Hun tænkte over det lige efter. Men har aldrig fortrudt, at hun ikke ringede tilbage.
»Jeg kunne ikke,« siger hun som den første forklaring og ryster på hovedet.
»På det tidspunkt var jeg slet ikke mentalt parat. Jeg var genert, jeg var ung og stadig meget uerfaren, og det var også en anden tid. Det var før »agent-tiden« i Danmark, jeg havde ingen agent, og ingen at tale med det om.«
Egentlig husker hun ikke, at hun forholdt sig særlig meget til opringningen.
Det var ikke en oplevelse af: »Wow, nu har de ringet fra HBO, og så er jeg næsten på vej til USA«Hun tænker et øjeblik.
»Jeg tror, at jeg på en eller anden måde stod et skridt ved siden af det hele, et skridt ved siden af succesen, som på det tidspunkt var ret massiv. Måske havde det været noget andet for mig i dag.«
I øjeblikket medvirker Stine Stengade i teaterstykket »Den mystiske sag om en hund i natten«, der havde premiere i torsdags.
En engelsk komedie med alvorlige temaer og barokke scener om en 15-årig autistisk dreng, spillet af Thure Lindhardt. Stine Stengade er drengens mor. En kvinde, eller en sommerfugl, som hun kalder moren, der er lidt af en drømmer. Mild og sød, men også utålmodig og med et voldsomt temperament, hvor hun på et splitsekund kan skifte fra det ene til det andet.
Stine Stengade har selv temperament, meget, siger hun, men afviser at hun på nogen måde ellers ligner sin karakter.
To yderpunkter
Hun har, hvad hun beskriver som to yderpunkter. Det ene fører privatpersonen Stine Stengade godt og sikkert gennem livet med stor ro og stabilitet, det andet yderpunkt er mere vildt. For hun har også altid søgt det uforudsigelige, det usikre og er desuden gået efter sin drift: skuespillet.
Et højspændingsfelt hvorfra Stine Stengade henter noget af sin energi. Men som samtidig giver nogle udfordringer, når det indimellem kan rive og flå i hende fra hver sin side: Det eksplosive over for det hæmmende.
»Jeg kan ikke lige komme i tanke om nogle konkrete situationer, måske er det mest en følelse af, at det er sådan, det er.«
Siden hun brød igennem med »En kærlighedshistorie« har der været bud efter Stine Stengade.
Fra den anmelderroste og altoverskyggende hovedrolle som Anna Karenina på Betty Nansen Teatret i forrige sæson til den krævende rolle som Marianne i Ingmar Bergmans »Scener fra et ægteskab« i en teaterversion sidste år.
Blikket er fast og roligt, kindbenene høje og make-up’en yderst diskret, som hun sidder dér i garderoben.
»Jeg er et meget konstant menneske og ikke én, der svinger i humøret eller har det meget forskelligt i perioder. Jeg kan lide at have et konstant liv, det er vigtigt for mig. Et liv med en nogenlunde regelmæssighed.«
Hun beskriver sig selv som et »base-menneske«, der har brug for »sine ankre«, som hun kalder det.
Draget af vildskab
»Når man er draget af noget vildskab, som for mig er skuespillet og hele den verden, er der behov for noget ro. Jeg kan for eksempel ikke have for meget rod i mit hjem, samtidig har jeg brug for nogle rene flader, også i overført betydning, og mine vægge er ikke plastret til med billeder. Men det er heller ikke sådan et hjem med pinlig orden i alt.«
Hun trækker vejret dybt.
»Er det et behov for kontrol? Jeg tror mere, det er et behov for ro. Hvis man forsøger at tage kontrol, er det måske fordi, man har brug for et eller andet holdepunkt, måske et holdepunkt i sine følelser. Men hvis man har et sensitivt sind, er det nødvendigt at passe på det.
Det kan kontrol hjælpe med til, men uden at der er tale om overdrevet kontrol.«
Yderpunkterne oplever hun ikke bare personligt, men også som skuespiller. Fra den bærende kvindelige hovedrolle i DR’s klassiske film noir tv-serie »Edderkoppen« over psykisk ustabil i »En kærlighedshistorie« og derfra direkte på hovedet ind i »Langt fra Las Vegas«.
I 13 afsnit spillede hun »the girl next door«, sygeplejersken Anne fra Århus, som Casper Christensen hele tiden vil score.
Humoristiske roller
Siden er det blevet til flere andre og mere humoristiske roller, for hun er, som hun siger, mindst lige så glad for humoren og det mere skæve skuespil.
Som hjemvendt skuespiller-diva i filmen »Undskyld jeg forstyrrer« for eksempel sammen med Nicolas Bro. Til publikumssuccesen »Alle for to« sammen med Jonathan Spang og Rasmus Bjerg.
Senest har Stine Stengade været på optagelser i Tyskland i foråret. Her er hun med i filmen »Die Abmachung«, der stadig er under produktion. Og inden længe skal hun i gang med optagelser til DR’s julekalender i 2014.
Som en kontrast til det, hun beskriver som et ekstrovert job, er Stine Stengade et menneske, som i perioder »trækker sig lidt væk fra verden,« som hun formulerer det.
»Jeg læser meget, langt mere end jeg ser film og går i teatret, og jeg går mange ture, også alene,« forklarer hun.
»Mens nogle mennesker lader deres energi op ved at gå i byen eller være sammen med mange andre mennesker, gør jeg nok det modsatte i de perioder, hvor jeg ikke har så travlt.«
Ekstrovert og introvert på samme tid
Hun kalder sig selv for både ekstrovert og introvert.
»Hvis jeg har brug for at tappe noget ny energi, gør jeg det ikke altid mutters alene, men sammen mine nærmeste. Med min familie og min nære venner.
Mit liv er meget op og ned, men det er rent arbejdsmæssigt. Lige nu har jeg sindssygt travlt, bagefter ved jeg, at jeg får brug for en periode med tid til.. pyha, ja, til eftertanke.«
Hun trækker sig også lidt tilbage, når hun som i øjeblikket er med i en forestilling.
Mens nogle skuespillere står ude bagved og snakker sammen under forestillingen, når de ikke er på scenen, men stadig er koncentrerede, står Stine Stengade for sig selv.
»Jeg står som regel på bagscenen og lytter til den forestilling, jeg er med i. Det er sådan, det fungerer bedst for mig. Jeg lytter til små ændringer i stykket og til publikum, som er forskelligt fra aften til aften.«
Hun har vidst det, siden hun var 12-13 år. At det var skuespiller, hun ville være. Det begyndte med portrætudsendelser, hvor Stine Stengade sad hjemme på sit værelse i huset udenfor Kalundborg.
»Jeg var både interviewer og den, der skulle interviewes. Så var jeg måske et stakkels, stakkels herregårdsbarn,« griner hun.
»Eller én, der blev interviewet, mens hun blev tvunget til at hænge vasketøj op for sin mor. Det optog mig meget, jeg prøvede forskellige stemmer af, indtog forskellige roller og lyttede bagefter protrætudsendelsen igennem.«
Også som barn og teenager holdt Stine Stengade af at være alene.
»Det var ikke sådan, at jeg ikke havde kammerater, jeg havde mange gode veninder, men jeg kunne godt lide at være mig selv, også når jeg var sammen med andre.«
Hun hælder mælk op i sin kaffe og veksler hurtigt et par ord med skuespilkollegaen, Merete Voldstedlund, der lige er kommet ind i garderoben for at hente en taske.
Stine Stengade taler om den dybe kærlighed til skuespillet og scenekunsten. Om at det koster at investere så meget af sig selv. Og at det er en af forklaringerne på, hvorfor det er så nødvendigt for hende med et roligt privatliv i faste rammer sammen med sin søn, Svend, der er ti år.
Indimellem kan hun godt blive i tvivl, om skuespillet er det, hun skal blive ved med. Det er et usikkert fag i enhård branche.
»Men generelt er jeg en tvivler, og det synes jeg, at jeg bliver mere og mere med alderen. Men der er jo også noget godt ved at tvivle. Det kan være en drivkraft, og måske bliver man også lidt klogere af at tvivle? Det tror jeg.«