Bestyrelsesformand Stine Bosse fratræder som bestyrelsesformand i den børsnoterede producent af maling, Flügger.

»Stine Bosse har i dag meddelt, at hun pr. dags dato ønsker at fratræde som bestyrelsesformand og udtræde af bestyrelsen i Flügger,« skriver selskabet torsdag i en meddelelse til fondsbørsen.

Som årsag anføres uenighed med hovedaktionæren om ansvarsfordeling og overordnet sam­arbejde.

Ulf Schnack og sønnen, Sune, ejer tilsammen 44,2 pct. af aktiene i Flügger, men med 81,4 pct. af stemmer bestemmer de suverænt over selskabet.

Umiddelbart betyder Bosses afgang, at bestyrelsen i Flügger reduceres fra fire generalforsamlingsvalgte til tre, og at næstformanden, den 24-årige Sune D. Schnack, konstitueres som bestyrelsesformand.