Den kommer snigende allerede halvvejs ude i Kattegat den dér følelse af temposkift. Fra stor klinge til frihjul og tænketid. Om det er bølgernes vuggen, vindens susen eller simpelthen Læsø i horisonten og erkendelsen af, at målet for rejsen ikke bare er udkant, men økant, er underordnet. Tempoet er anderledes herude. Det er fakta, og proppet ind i en nøddeskal er det både udfordringen og redningsplanken for de affolkningstruede øsamfund, turen skal beskrive.

Vi skriver om »Succes på kanten«. Business har i flere artikler vist, at det kan lade sig gøre selv i de mest nedtalte områder. Men indtil videre har kanterne været landfaste. Denne gang besøger vi Samsø og Læsø, hvor tendensen er klassisk udkant, men hvor afviklingsdystopien har endnu en dimension: Alt skal - med omkostninger og besværligheder til følge - fragtes over vandet, før det skaber vækst, og for produktionsvirksomheder og et samfund, som forsøger at fastholde liv også uden for sommerens turistsæson, er det en dræbende udfordring.

Alligevel giver det mening at skrive om succeserne, for øboerne kan faktisk vende udfordringen til fordele. Men det kræver, lyder det fra optimisterne, at de slipper trangen til at bevare og i stedet kaster sig ind i en fremtid af nye mål for succes, nye afgrøder på markerne - og et nyt syn på deres plads i verden som oaser af livskvalitet og bæredygtige ressourcer.

»Det er klart, at de her mellemstore øer ikke kan skabe vækst på linje med København, men spørgsmålet er, om det er en fair målestok. Der er andre idealer end storbylivet, og hvis øerne for eksempel kan koble sig på nogle af de trends, hvor det lidt langsommere eller bæredygtige liv har værdi, så åbnes der muligheder,« siger professor Henrik Halkier, der forsker i turisme og regional udvikling på Aalborg Universitet.

Samsø i front

På den front har Samsø taget føringen med masser af vindmøller og et internationalt energiakademi, som tiltrækker studerende og erhvervsturister fra hele verden. Læsø kæmper for at finde en plads under samme sol med eksempelvis bæredygtigt tangtagsprojekt, elbiler, sundhed og salt. Begge steder sideløbende med en kamp for at sikre de få kriseknusende private virksomheder optimale vilkår.

Øerne har stadig succesfulde producenter med rod i klassiske erhverv. Samsø-kartofler, Læsø-jomfruhummer. Begge steder tjener virksomhederne penge, men effektive moderne landbrug skaber ikke ret mange helårs arbejdspladser, og på Læsø er det mange år siden, at kutterne lå side om side i de to fiskerihavne.

Optimismen ligger et andet sted, og professor Halkier peger på to faktorer, som er afgørende for at trække et ø-samfund i retning af de nye bæredygtige idealer: Lokale aktører, der er villige til at forfølge projekter med stor energi, og som formår at skabe lokal opbakning til det samt evnen til rent faktisk at udpege de trends, som åbner dørene. Folk som Søren Hermansen, der leder energiakademiet på Samsø, saltbissen Poul Christensen på Læsø og en række andre af de i alt knap 6.000 øboere har viljen. Og selv om de erkender, at fremtiden er skrøbelig, tvivler de ikke i kampen for at bygge perspektiver på de lokale succeser, de står bag: Politisk guf som »fossilfri ø«, fødevareinnovation, kulturarv. Projekter som netop drejer sig om øernes evne til at fokusere på det gode rolige liv i et globaliseringsramt og hurtigtkørende samfund og knap så meget om at fastholde økonomisk selvkørende geografiske områder med industri og produktion, der ifølge alle eksperter og fremskrivninger kommer under stigende pres.

Innovativt springbræt

I selskab med ildsjæle lader man sig nemt overbevise om, at det rent faktisk kan lade sig gøre at bruge afsondretheden som innovativt springbræt. Udfordringen bliver at lande det rigtige sted: Først og fremmest skabe grobund for et syn på øerne som mere end sommerdestination og vinterafvikling. Dernæst tiltrække og fastholde liv, viden og måske endda nogle få nye virksomheder, der passer ind i tempoet og livsstilen.

Netop ølivet og dets kontrast til byen skal i centrum, lyder det fra Poul Christensen på Læsø.

»Det er utopi at gå efter at standse affolkningen. Det er en del af udviklingen, og den kan ikke bremses. I stedet skal vi som øboere fokusere på livskvaliteten for dem, der bliver tilbage og dermed gøre stedet attraktivt,« siger Poul Christensen, der som »sydemester« passer de store pander på det saltsyderi, han selv var med til at starte som delvist arkæologisk udgravning delvist aktiveringsprojekt i 1991. Siden er det gået stærkt, og Læsø Salt eksporteres i tonsvis til diverse fødevareproducenter, kendte køkkener og ganske almindelige danskere, der gerne vil have historiefortælling til deres æg. En succes med både helårsarbejdspladser og millionomsætning. Samtidig er virksomheden et eksempel på, hvordan fødevareinnovation, kulturformidling og bæredygtighed i en enhed kan skabe vækst selv derude, hvor mågerne mellemlander.

Og selv om saltet næppe alene kan redde fremtiden, skaber det glæde hos politikerne på Læsøs kommunekontor, for der er brug for succeser på en ø, hvor til salg-skilte er lige så fast haveinventar som nisser og fuglebade. Og hvor det nærmeste fastland også selv kæmper med lavvækst og affolkning - i modsætning til på Samsø hvor der arbejdes på en hurtig pendlerrute til Aarhus.

Den barske sandhed

»Vores klassiske erhverv som landbrug og fiskeri er under pres og kommer også til at være det fremover, men vi ser samtidig masser af potentiale, og vi er ikke i en situation, hvor vi ikke kan køre videre som en selvstændig kommune,« siger Læsøs borgmester, Thomas W. Olsen.

Han tror på det - det samme gør i øvrigt Læsø Fiskeindustri, som samtidig med udbygning af et skotsk datterselskab netop har investeret ti millioner i produktionsanlægget på øen. Men under optimismen ligger en barsk erkendelse. I cirkatal fødes syv læsøboere om året, mens 30 dør, og helt i tråd med regeringens målsætninger på uddannelsesområdet rejser over 90 pct. af en ungdomsårgang fra øen efter niende klasse. De færreste vender tilbage.

Læsø-borgmesteren siger, at det handler om at holde balancen mellem industri, service, turisme og så de lidt flyvske men perspektivrige projekter, der i bedste fald kan løfte de andre faktorer. Samme balance forsøger de at holde på Samsø, hvor kartoflerne og en række afledte forretninger i blandt andet transporterhvervet stadig giver øboerne grund til en rank holdning, men hvor befolkningstallet også falder, mens gennemsnitsalderen stiger.

Professor Bjarne Madsen fra Center for Regional- og Turismeforskning på Bornholm taler om, at øerne skal passe på med at have for høje forventninger til en fremtid som selvstændige økonomiske enheder, ligesom han også maner til besindighed i forhold til kultur-, fødevare- og energiprojekters evne til at sikre helårssamfund i klassisk forstand.

»Man kan jo ikke være modstander af fødevareinnovation, men i et økonomisk perspektiv giver det et begrænset antal arbejdspladser. På samme måde med det grønne, som selvfølgelig kan tiltrække nogle mennesker, som ser stor værdi i bæredygtighed, og til dels kan øerne blive et sted, hvor man afprøver ny teknologi i mindre målestok, men vi skal nok ikke regne med, at fremtidens banebrydende vindmøller udvikles på Samsø,« siger professoren, som forsker i netop øsamfundenes overlevelse med udgangspunkt i det noget større og lidt bedre rustede udkantsområde Bornholm.

Fremtid i ældre tilflyttere

Ens for de små isolerede samfund, siger Bjarne Madsen, er, at fremtiden afhænger af eksportarbejdspladser. Det kan være i fisk eller kartofler, men måske mere oplagt - i ældre tilflyttere - som tiltrukket af det gode liv medbringer formue og pension, og så måske i helt nye virksomheder, med produkter og produktionsformer, der passer til forholdene.

»Øerne står ikke stille, og der er altid muligheden for et »lucky punch«, men den helt barske udgave er, at vi kommer til at se nogle samfund, som primært består af gamle mennesker og nogle få serviceerhverv til at servicere dem,« siger han.

Måske har han ret. Men måske er det slet ikke så farligt, lyder det fra øernes projektmagere, hvis man på den baggrund formår at brande sig på livskvaliteten og samtidigt tiltrække gæster, der bidrager aktivt til ølivet.

På Samsø har Søren Hermansen i hvert fald optimismen i behold.

»Øerne går en hård tid i møde, hvor tingene kommer til at ændre sig. Men der er masser af fremtid. Det handler om at skabe alliancer mellem by og land med øerne som energiproducenter, fødevareproducenter og repræsentanter for et bæredygitgt liv. Som en slags hele Danmarks kolonihaver, hvor man kan vende tilbage til rødderne, men hvor det er »for real« og ikke bare for ferie,« siger han.