En sag fra Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor man i 2010 tvangsfjernede syv børn fra en somalisk familie, har i dag kostet kommunen knap 22 millioner kroner, og i Lolland Kommune hænger man på en årlig millionregning i forbindelse med den såkaldte Brønderslev-sag, hvor otte børn blev tvangsfjernet. Der er brug for en helt ny finansieringsmodel, når det gælder anbringelser, lyder det fra Camilla Schwalbe, DSU-formand.

»Lad os nu lave en finansieringsmodel, der er uafhængig af kommunernes økonomi, så det aldrig nogensinde bliver stramme økonomiske tøjler, der skal afgøre, hvorvidt man får anbragt et barn eller ej,« siger hun.

Lisbeth Zornig fra den sociale tænketank, Huset Zornig, er enig og påpeger, at hun i flere år har argumenteret for behovet for en uafhængig pulje, der kan tage over i sager som i Brønderslev eller Ringkøbing-Skjern.

»Anbringelser er hamrende dyre. Det er ikke ualmindeligt, at en anbringelse koster 100.000 kroner om måneden, og det er ikke rimeligt, at man, fordi man enten er en lille kommune eller en kommune med vigende skattegrundlag, bliver nødt til at træffe nogle beslutninger ud fra økonomiske overvejelser frem for faglige overvejelser,« siger Lisbeth Zornig og uddyber:

»Jeg har altid talt for, at området på en eller anden måde skal statsfinansieres. Om det skal være en fond, lige som det er tilfældet med barselsfonden eller feriefonden, ved jeg ikke, men der er i hvert fald behov for, at man ikke behøver at kigge i pengepungen, når man pludselig får en stor sag om anbringelser i en kommune.«

Lennart Quist (V), formand for børne- og familieudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune, som i 2010 valgte at tvangsfjerne børnene i en stor somalisk familie, bakker op om en uafhængig pulje til formålet, da det kan være meget tilfældigt, hvilken kommune der ender med millionregningen i nogle sager.

»Man bør finansiere de her anbringelser anderledes ud fra den betragtning, at når en familie bosætter sig et eller andet sted eller flytter mellem forskellige kommuner, er det jo ofte meget tilfældigt, hvilke kommuner der ender med at lave anbringelsen. Reglerne er de samme i hele landet, og derfor giver det god mening, at et andet refusionsmønster kan træde ind i de her tunge sager, der i nogle tilfælde kan belaste det samlede sociale budget ganske meget,« siger Lennart Quist.

På Christiansborg henviser socialordfører Maja Panduro (S) til, at man i fremtiden vil kunne undgå »de ulykkelige anbringelsessager« ved en tidlig indsats allerede i vuggestuen. Jane Findahl (SF), formand for børne- og kulturudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), bekræfter, at man i kommunerne har stor fokus på en tidlig indsats og føler sig overbevist om, at man på sigt vil nedbringe de store sager.

»Kommunerne er i langt højere grad begyndt at fjerne børn i vuggestuen i stedet for først at gøre noget, når børnene bliver udadreagerende omkring teenagealderen. Det er jeg meget glad for. Det vil mindske problemerne betydeligt,« siger hun.