Supersangeren Stevie Wonder har søgt om skilsmisse fra sin kone gennem 11 år. Grunden er »uforenelige forskelligheder«.
Det skriver hjemmesiden tmz.com, der har billeder af den blinde sangers ansøgning. Kai Millard Morris og Stevie Wonder har været gift siden 2001 og har to drenge sammen. Parret har været separerede siden oktober 2009, så det endelige split kommer næppe bag på nogen.
Ifølge skilsmissepapirerne har Stevie Wonder, der er et af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstnere, sagt ja til at betale både hustrubidrag og børnepenge til Kai Millard Morris. Begge beholder de forældremyndigheden over de to drenge på syv og ti.
Det er Stevie Wonders andet forliste ægteskab. Først sagde han ja til sangerinden Syreeta Wright i 1970. Stevie og Syreeta var begge i stald hos pladeselskabet Motown Records, hvor Wonder stadig er i dag. Det ægteskab varede kun to år, til 1972. Og nu er det altså også slut med Kai Millard Morris, som han har to børn med.
I alt har sangikonet syv børn med sine eks-koner og -kærester.