Klart, at man dropper kontakten

Det er blevet sådan, at det private forbrug sættes over familien. Mange familier har personer, hvor egoet er størst: »Hvad vil jeg? Hvad vil jeg have? Jeg vil have oplevelser, tøj, o.s.v.« Hvor er samhørigheden og sammenholdet henne? (...) Invitationen til juleaften kommer kun, for at visse personer kan få aflad for deres dårlige samvittighed. Eller når fødselsdagen nærmer sig, er forventningen om en pengegave stor. Derefter er der resten af året intet fællesskab, da ens selskab er uønsket i en hverdag, hvor egoet tager over. Dette har jeg valgt fra med den konsekvens, at kontakten til familien er brudt. Forventningen om, at man skal have noget materielt i bytte for en menneskelig kontakt, og ikke bare ønsker den personlige kontakt for samværets skyld, gør, at man føler sig udnyttet. Jeg føler mig i dén grad som en uønsket person, hvis jeg ikke gør, som familien vil have det, så hvad skal man med en familie?

Jan Larsen

Børn må blive mere tykhudede

(...) Mange voksne børn føler sig dårligt behandlet, fordi forældrene blander sig for meget. Men, er det ikke naturligt, at man har holdninger til, hvordan dem man elsker, lever deres liv? De voksne børn må lære at blive lidt mere tykhudede. Jeg tror, mange voksne børn kommer til at fortryde det senere, hvis de afskærer deres forældre, og de kommer til at snyde deres egne børn for at have bedsteforældre. Jeg er 43 år og har oplevet skilsmisser, alkoholisme, alvorlige sygdomme hos mine forældre, en meget dominerende stedfar og dertil et hav af halv- og bonussøskende, der desværre i større eller mindre grad har afskrevet vores sammenrend af forældre. Billiger jeg alt, hvad mine forældre har gjort? Nej, naturligvis ikke. Men de har givet mig og giver mig et meget rigt liv, og da jeg selv blev forældre, blev det meget tydeligt for mig, hvor meget mine forældre har betydet for, at jeg er den, jeg er. Det vil gerne have, at mit barn oplever – på godt og ondt.

Klaus B. Møller

Forældre udstøder nogle gange selv deres børn!

Debatten er fra pressens side meget ensidig. Ingen har fokus på, at det reelt kan være en eller begge forældre, der bevidst eller ubevidst skærer båndene til deres barn. Der bygges en myte op om, at forældre altid elsker deres børn. Men er det nu sandt? Næppe. Det kan være traumatisk for for eksempel en mor at få et barn, hun slet ikke kan identificere sig med. Folkedomstolen er hård og fordømmende, hvis sandheden virkelig kom frem. Moderen vil måske ikke engang selv erkende det. I stedet bygger hun en historie op om det umulige barn, hun ikke kan håndtere. Måske bryder barnet senere kontakten, men reelt er det moderen, der langsomt har lagt sten på sten til det endelige brud. [...] Debatten trænger til en nuancering. I dag kører den i en rille om de uskyldige forældre, der forlades af et forkælet, selvfokuserende, umodent barn. Der bør skabes et langt større fokus på, at brud også kan skyldes, at forældre reelt udstøder deres børn på bedste modbydelige, kafkaske vis, så børnene tilmed ender med at få ansvaret for bruddet.

Hanne Christensen

Det går begge veje

(...) Jeg tror, at vi har fået skabt en generation af egoistiske individer. De [børnene, red.] er jo opvokset i opgangstider og har ingen grænser haft, hverken materialistisk eller åndeligt. Når der så kommer »modhager« på livet, bliver det pludselig svært. For os, som har trukket vores børn igennem skilsmisse og andre genvordigheder, er der nok en tendens til, at vi kompenserer for det. En latent dårlig samvittighed. Det gør, at de voksne børn har alt for høje forventninger, og når de ikke indfries, ja så »hopper kæden af«. Jeg har gjort så godt jeg kunne under de givne omstændigheder, sådan tillader jeg mig at sige til mine børn. Er det ikke nok, er jeg kommet så langt i min bearbejdning af livets genvordigheder, at jeg kan sige: Så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg er ikke ligeglad, men kan mine børns og mit liv ikke fungere sammen, må det være sådan. Selvfølgelig skal vi prøve at gøre en indsats for at få det til at fungere, ikke mindst for børnebørnenes skyld, men der er grænser. (...) Jeg kender desværre ikke grunden til mit barns afstandtagen, den har jeg aldrig fået at vide. Jeg fraskriver mig ikke ansvaret, passer bare på mig selv. Jeg har været i terapi og lært at leve med og tackle mit problem. Derfor kan jeg skrive som jeg gør. (...)

Dorte Uldall Stougaar

Livets gang

Der er selvfølgelig en logisk og rationel forklaring på, at voksne børn pludselig fatter en større interesse for at styrke det lidt fraværende forhold til forældre og bedsteforældre. Det sker i samme øjeblik, hvor disse voksne børn selv får børn og lige pludselig får et løbende behov for børnepasning, når lille Marie eller lille Jens bliver syg og skal passes, hentes og bringes fra institutioner, sportsklubber med mere. Denne serviceydelse er helt uundværlig for, at den ny familie kan fungere. Vi har selv oplevet dette fænomen, og vi kender adskillige, der kan berette den samme historie. Og det er vel egentlig heller ikke så galt endda. Det er vel bare »livets gang i Lidenlund« i en moderne tidsalder, hvor hovedparten af alle forældre i dag er på arbejdsmarkedet og derfor har afskåret sig fra den mulighed selv at tage vare på deres børn. Det klarer forældrene, bedsteforældrene og institutionerne, indtil de »kære« børn kan klare sig selv, hvorefter cyklussen starter forfra igen, med at børnene løsner forholdet til familien.

Otto Klæbel

Familiesamvær er nostalgisk selskabelighed

Familiens funktion som netværk for individet er almindeligvis i høj grad erstattet af professionelle netværk mellem kolleger, selskabelige netværk mellem venner og velfærdsstaten. De færreste børn skal jo i dag overtage gården eller anden familievirksomhed efter forældrene. Så de forlader hjemmet i en vis alder, hvorefter de bliver afhængige af nye mennesker og opbygger alternative netværk i andre miljøer og erhverv. De nye fællesskaber har ofte andre normer, der strider mod familiens gamle normer og andre børns nye normer. Tilbage er blot en nostalgisk selskabelighed, der må være overfladisk og tolerant, hvis den ikke skal gå til grunde i konflikter af alle mulige slags.

Arvid Holm

Børnene er en skat

Det hele handler om gensidig respekt, og det får man kun, hvis man lærer at betragte sine børn som en skat, som man er blevet betroet, og ikke som et individ, hvorover vi har ejendomsret. Hvis man fra starten respekterer sine børn som selvstændige individer og behandler dem derefter, det vil sige støtter dem i det, de gerne vil, det, som de er gode til, så udvikler de sig som selvstændige mennesker, og der opstår en gensidig respekt og en stor kærlighed, som ikke går i stykker, selv om man bor 3.500 kilometer fra hinanden. Selvfølgelig kan der komme gnidninger, og det er ikke altid kun, fordi forældrene blander sig i de voksne børns liv, men også fordi børnene føler en vis ret til at blande sig i forældrenes liv. Hvis man tager det med samme stoiske ro, som man gjorde, dengang de var små og ville trampe deres vilje igennem, så finder man frem – som dengang – til en kompromisplatform, og det hele går videre, uden det store skår i den gensidige respekt og kærlighed. Når nogen blander sig i, hvad man går og laver, er det jo i sidste ende fordi de bekymrer sig om os. Og det samme gælder for os, når vi prøver at komme med gode råd. Men man skal passe på ikke at komme med nedbrydende kritik, bare fordi den anden part lever livet på en måde, som man ikke selv ville gøre det. I det store og hele handler det om at kunne tale med hinanden på lige fod og glæde sig over, at det er lykkedes for en at opdrage børnene til selvstændige mennesker, i stand til at tage deres egne beslutninger. Det var jo det, vi forældre gerne ville have, at de skulle blive, ikke? Så sid ikke og græd, fordi det er lykkedes.

Mette Gauguin

Ren sviger-idyl

Skærm din ægtefælle fra forældrene, og rum kritikken af dem, anbefaler eksperter. (...) Jeg har den modsatte mening. Ægtefælden er den, der mærker, hvis der er problemer, og er så stor en personlighed (ellers havde man jo ikke giftet sig med vedkommende), at han/hun kan og skal tackle evt. problemer.

Skal man skyde ægtefællen ind foran sig, er man et skvat. Så går man i en ægte fælde. Det kan jo også være ægtefællen, der er lidt kantet, når for eksempel mormor kommer slæbende med nyt tøj til børnene ved hvert besøg!

Endelig er svigerforældre så optaget i dag af eget liv, at der ikke er samme intensive risiko for problemer, som også de 84 procent viser.

So why worry, just to worry?
Torben Knudsen

Min far var en røv, men han er tilgivet

Selv om jeg selv havde en hård barndom, hvor jeg som den ældste i en børneflok på tre skulle være den dygtigste, hvor jeg fejlede og havde konstant behov for bekræftelse, så burde jeg for mange år siden have slået hånden af min familie. Samtidig overbeskyttede min mor mig, fordi jeg havde finmotoriske vanskeligheder – lige den rigtige cocktail. (...) For mere end 15 år siden døde min far af en hjernesvulst. Jeg hadede ham mange år efterfølgende for, hvad han havde gjort mod mig. Jeg måtte gå til adskillige psykologer for at få bearbejdet mit lort.

Jeg har forsøgt at forstå, hvad der lå til grund for deres handlinger. Efterfølgende kunne jeg forsone mig med min skæbne og tilgive. Det har krævet blod, sved og især tårer. Jeg har måttet tage nogle kæmpe skænderier med min ældste, yngste søster. Det har selvfølgelig ikke gjort det nemmere, at jeg også var konfliktsky.

I dag har jeg et rigtig godt forhold til min familie. Jeg ser min søster flere gange om måneden og elsker mine nevøer overalt på jorden. Min far, er jeg glad for, ikke eksisterer længere. Han ville aldrig kunne forstå. Jeg tager det ikke personligt, for jeg ved, hvordan hans egen barndom var.

Med hensyn til karriere, så måtte jeg frigøre mig fra min tidligere profession, fordi min far bestemte, hvad jeg skulle uddanne mig til, og gå nye veje. I dag nærmer jeg mig målet, og ser frem til endelig at få afsluttet en lang rejse.

Anders Bo Petersen

Se seriens øvrige artikler her og læs flere kommentarer fra læserne her.