Fra sin jakkelomme hiver han en æske frem, åbner den og placerer hurtigt og rutineret en lille klump snus mellem overlæbe og tandkød. Med et lidt indforstået glimt i de knaldblå øjne, siger han smilende:

»Svensk«.

Han lader det lille ord hænge et stykke tid i luften, som var det timing i en filmscene, mens han giver sig god tid og roligt propper æsken tilbage i jakkelommen. En uformel og afslappet tone er fra begyndelsen slået an, og identiteten på plads:

Stellan Skarsgård, svensker.

Født og opvokset i Sverige, i årevis bosiddende på Södermalm, en livlig bydel i det centrale Stockholm. Far til syv drenge og en enkelt pige, den ældste 39, den yngste tre. Selv er han også vokset op i en storfamilie med højt til loftet og en ubegrænset frihed til at være nøjagtig den, man er.

Noget, han selv senere har forsøgt at videreføre i sin egen storfamilie.

Udover at være svensker, uformel i sin omgangstone og afhængig af snus, er Stellan Skarsgård skuespiller. Et vaskeægte Hollywood-ikon i liga med Max von Sydow og Greta Garbo. Og med en imponerende karriere, der tæller over 80 svenske og udenlandske spillefilm, deriblandt seks Lars von Trier film. Siden deres første samarbejde i »Breaking the Waves« i 1996, har de været personlige venner, det er de stadig.

»Lille Lars, lille Lars,« siger Stellan Skarsgård smilende og ryster let på hovedet, da Berlingske spørger, om han skal være med i Lars von Triers kommende projekt »The House That Jack Built«.

Så griner han, kærligt og drillende på én gang.

»Lille Lars,« gentager han på samme måde, som når man omsorgsfuldt stryger et mindre barn over håret.

I et interview med den britiske avis The Guardian har Stellan Skarsgård tidligere fortalt om det tilbud, han fik fra den danske instruktør, forud for »Nymphomaniac«.

»Lars ringede til mig, før han skrev »Nymphomaniac« og sagde:

»Stellan, min næste film skal være en pornofilm, og jeg vil gerne have dig til at spille en af hovedrollerne.«

»Ja, Lars, jeg er med.«

»Men du kommer ikke til at knalde med nogen.«

»Det er helt okay, Lars, jeg er med alligevel.«

»Du kommer til at vise din tissemand, og til slut vil det hele i filmen blive meget »floppy«.«

»Det er okay, Lars. Jeg er med.«

Men ikke i Lars von Triers kommende projekt.

»Neeej ... det skal jeg inte ... det skal jeg inte ...«

Han har ingen begrundelse.

»Intet er sort eller hvidt, for livet er fuldt af tvetydighed, derfor skal vi forsøge at forstå kompleksiteten...«

Fra på torsdag er Stellan Skarsgård til gengæld aktuel som den karismatiske russiske pengevasker, Dima, når der er premiere på »Our Kind Of Traitor«.

En thriller, baseret på John Le Carrés spionfortælling om Oxford-professoren Perry, spillet af Ewan McGregor (Obi-Wan Kenobi fra »StarWars«), der indblandes i den russiske mafias top gennem mangemillionæren Dima. I andre bærende roller ses Damian Lewis (Homeland) og Naomi Harris (Miss Moneypenny i James Bond).

Det er en Stellan Skarsgård med tilbagestrøget macho-hår, guldkæder, tatoveringer og tyktflydende russisk accent, vi møder i filmen. Hård udenpå, blød indeni ... når det handler om hans familie.

»Dima er formet og rundet af et fattigt og kriminelt sovjetimperium,« forklarer Skarsgård.

»Hans måde at agere på er primitiv, brutal og vulgær. Men hans følelser er autentiske, og han er samtidig både varm, humoristisk og sårbar. Det har været vigtigt for mig også at få den side frem.«

Han tænker lidt.

»Det mest interessante ved Dimas karakter er betydningen af den kultur, vi kommer fra, og hvor stor en indflydelse, det har på vores liv. Det, der mere end noget andet adskiller os mennesker fra hinanden, er vores kultur. Det er helt afgørende for den, man udvikler sig til at blive, om man er født og opvokset i Kabul, Odense eller Salt Lake City,« siger han.

»Måske kommer det tydeligst frem, når mennesker bliver udsat for et ekstremt pres, uden at det er til at forudse hvordan. Da den russiske gangster og Oxford-professoren begge bliver maksimalt presset, finder de faktisk hinanden. Med kommunikation, tillid og forståelse er der et håb.«

Står det til Stellan Skarsgård, skal vi ikke inddele hverken filmkarakterer eller mennesker ude i den virkelige verden i »good guys« og »bad guys«. Det er for unuanceret at anskue mennesker på den måde, mener han. Men af en eller anden grund sker det hele tiden.

»Nå, der havde vi så lige ... hvem har vi ... vi har Osama Bin Laden,« siger han højt og slår ud med armen.

»Han er en »bad guy«, hvilket så åbenbart legitimerer alt, når man tænker på, hvad der skete med ham. Ikke fordi han skal undskyldes. Men jo mere, vi kan komplicere verden og få hinanden til at fremstå som komplekse individer, jo mere sandt bliver det hele. Intet er sort eller hvidt, for livet er fuldt af tvetydighed, derfor skal vi forsøge at forstå kompleksiteten, og hvad det er, der får mennesker til at opføre sig, som de gør.«

Skarsgård læner sig lidt frem og ser ud som om, han et øjeblik leder efter en eller anden form for en konklusion.

»Men for fa’en, det er inte let, det er for fa’en jævla’ inte let ... Altså, dybest set handler det om at tage hånd om hinanden og at skabe et sammenhold. Ellers kunne vi mennesker jo lige så godt være en art, der boede ude i en skov som primitive individer. Det er nok hele min grundtanke om, hvad der driver os som mennesker.«

Selv de store, stærke mænd har følelser

Berlingske møder Stellan Skarsgård på det fashionable Hotel Corinthia på Whitehall Place i det centrale London.

Foran hotellets victorianske, tæppebelagte trappe med dørmænd i uniformer og høje hatte, har en større gruppe britiske teenagepiger slået sig ned i silende regn, mens de venter på at få et glimt af nogen, der enten opholder sig inde på hotellet, eller som snart skal ankomme.

»Stellan, what???«

»Skarsgård???«

Næh ... ham har teenagepigerne aldrig hørt om. Men vi må da endelig hilse skuespilleren. Var det Sverige, han kom fra? Selv venter de på »Fith Harmony«, et pigeband, kendt fra den amerikanske udgave af X-Factor, der lige nu skulle være på vej i retning af Whitehall Place.

Med sine over en meter og 90 og sin stærke udstråling, fylder Stellan Skarsgård hotelværelset på Corinthia ud fra det øjeblik, han træder ind. Som en stor robust, svensk bjørn, der ikke sådan lige lader sig slå i gulvet.

Stellan Skarsgård står, hvor han står.

»Joh ... jeg er en ganske stærk skandinav. Et ret robust og stabilt menneske. Men det betyder ikke, at jeg har undgået ting, der har været svære og smertefulde. Der har været kriser, og jeg har også nogle sårbare sider. Men jeg har ... Altså jeg har ikke haft tid til at gå så meget op i mig selv. Jeg har jo altid haft en helvedes masse børn og i perioder arbejdet meget.

Jeg har aldrig haft tid til at ligge på en briks hos en psykolog og pille mig selv i navlen og vende ting om min mor og far, fra jeg var lille. Om de konsekvenser, det senere har haft for mit liv, og om jeg nogensinde har haft lyst til at »fucke« med min mor.

Der er mennesker, som er syge, og som har brug for at gå i terapi. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke deltage i et middagsselskab, uden at folk konstant talte om sig selv, mens de udvekslede erfaringer fra deres terapi. Det var sgu for meget. Jeg tænkte: Hva’ fa’en gør I nu det for? Skulle I ikke bare tale med en god ven, en bror eller en søster? Eller måske stoppe med at koncentrere jer så meget om jer selv? Hvad med at sætte jer selv lidt på standby?

Man må øve sig i at håndtere de ting, livet også byder. Det må man lære at klare. Jeg reflekterer over mine handlinger og valg og det, der sker omkring mig, men jeg dvæler for fa’en ikke ved det i tide og utide.«

»Det er vigtigt at vise sine børn, at verden er et usikkert sted, og at man aldrig kan forsikre sig mod noget som helst«

Han bander og svovler under interviewet, så griner han, højt og rungende, for kort efter at tale med lav stemme. En mand, der ser ud til at være i balance med sig selv. Som i næste måned fylder 65 år. Og i øvrigt for længst har bevist, at han godt kan. At han er blandt verdens mest velrenommerede skuespillere, stadig selv kan vælge sine roller, har modtaget et hav af priser og nomineringer og privat har sine grundværdier og et solidt fundament på plads.

Både hjemlandet Sverige og den store familie er Stellan Skarsgårds urokkelige fundament. Også sine fire søskende, som han deler et sommerhus med, har han et nært forhold til.

Det er her fra sit elskede Stockholm med den store familie, at hans verden udgår. Herfra han navigerer på filmset rundt om i verden.

»Jeg er ambitiøs, meget, og vil selvfølgelig gerne have gode roller. Der er meget, jeg gerne vil. Og en hel masse, der kan gå galt. Jeg tænker på alt muligt, der kan gå galt, også privat. Men når familien fungerer, betyder det, at jeg har et vældigt overskud. Når alle i familien har det godt indbyrdes med hinanden, kan jeg klare næsten alt, uden at det påvirker mig ret meget.

Så kan jeg gå ind hvor som helst eller lave fejl til en casting, det er ikke så farligt for mig, for der er ikke noget på spil på dén måde. Jo, der er noget på spil, men det kommer ikke op i nærheden af den betydning, min familie har for mig.«

Mens nogle familier trykker hinanden ned og tapper hinanden for energi, siger Skarsgård, er andre familier næringsrige og forstår at nære hinanden med ny energi og nye impulser. Den sidste slags familier er gode til at ekspandere, som han udtrykker det.

»Man udvider hinanden som mennesker, så man hver især kan gro og vokse. Men det beror selvfølgelig på den konstruktion, som ens familie har.«

Den ældste søn, skuespilleren Aleksander Skarsgård, har i flere interview beskrevet sit barndomshjem som et sted »fyldt med larm og højt til loftet.«

Med 20 mennesker omkring middagsbordet og Stellan Skarsgård over gryderne i køkkenet – når faderen var hjemme, og ikke i udlandet. Sønnen ville altid have, at døren stod åben ind til værelset, så han kunne høre, når de voksne sad og snakkede og grinede til langt ud på natten. Han ville være med og trives i dag bedst i grupper med mange venner, har han sagt.

Mindst en gang hver tredje måned ser Stellan Skarsgård alle sine børn samtidig og i hvert fald fem-seks af dem en gang om ugen.

»Jeg har min kone, mine mange børn og mine søskende, og vi bruger ganske meget energi og tid på at holde os ajour med, hvad hver især går og laver. På den måde kan vi også tage hånd om hinanden. Det er utroligt vigtigt for mig.«

I en familie kan der være perioder med ubalancer. Svære tider, hvor familien har det »helt forfærdeligt«, som han siger.

I 2006 blev han separeret fra sin kone gennem 32 år. My Skarsgårds massive alkoholmisbrug gjorde det til sidst for svært at fastholde kærligheden. Det har My Skarsgård i 2014 fortalt åbent om i et interview til det svenske magasin »Hendes Verden«.

Her forklarer hun en kræftdiagnose som årsagen til, at hun som 42-årig begyndte at drikke. Af regulær angst for at dø af kræft. Hun overvandt sygdommen, men misbruget fortsatte og stod på i flere år. Separationen for ti år siden blev vendepunktet, selv om det ikke var en separation, hun ønskede.

Hun måtte helt ned på bunden, har hun forklaret, for at foretage sit livs største og mest kraftfulde præstation, da ægteskabet også gik i stykker.

En vellykket behandling for hendes misbrug gjorde, at hun ikke har rørt alkohol i ti år. Gennem MyLife-metoden hjælper My Skarsgård i dag andre misbrugere.

»Det er vigtigt at vise sine børn, at verden er et usikkert sted, og at man aldrig kan forsikre sig mod noget som helst,« konstaterer Stellan Skarsgård.

»Du ved aldrig, hvornår du kan miste dit job, blive alvorligt syg, et terrorangreb kan finde sted, eller en ny krig begynde. Det eneste, du kan gøre, er at sørge for, at din familie føler sig elsket og værdsat, og at de vil tage den viden med sig, uanset hvad der vil ske.«

»Jeg tjener en helvedes masse penge, og jeg betaler gladeligt min skat«

Uden for hotelvinduet skiftevis siler det ned, mens solen kort efter skinner, og indimellem begge dele samtidig.

Han boede her i London i 2015 i et halvt år sammen med sin nuværende kone, manuskriptforfatteren Megan Everett, og parrets to børn på i dag tre og seks år. Udelukkende fordi han skulle arbejde. Så var det hjem til Stockholm igen »as soon as possible«.

»Børn har slet ikke samme betydning i England som i Skandinavien. I England taler man ned til børn på en måde, jeg ikke kan tolerere. Der var en manglende ligeværdighed mellem voksne og børn, og generelt virkede det som om, at børn bare var irriterende. Samtidig oplevede jeg tydelige kønsforskelle,« forklarer han.

Han kunne ikke drømme om at bo i England eller USA, selv om det er her, han arbejder mest.

»Jeg kunne aldrig bo i USA, aldrig nogensinde. Jeg har ikke noget imod at være i USA, der sker en helt masse fantastiske ting med masser af spændende kultur, skribenter, filminstruktører og intellektuelle diskussioner. Men jeg ville aldrig kunne acceptere at leve i det amerikanske samfund og den måde, det er bygget op på.«

Sin tårnhøje skat betaler han derfor med glæde hjemme i Sverige, siger han. Sådan må det være, når man værdsætter et samfund, hvor alle uanset social baggrund har mulighed for at komme på hospitalet, når de er syge. Hvor børn går i de samme slags skoler og efterfølgende har mulighed for at uddanne sig på universitet, gratis. Og hvor kvinder og mænd har samme rettigheder fra den dag, de bliver født.

»Jeg tjener en helvedes masse penge, og jeg betaler gladeligt min skat. Vi har formået at opbygge nogle tolerante og humanistiske samfund i Sverige og resten af Skandinavien, og det er jeg utroligt stolt af. Skandinavien er ikke perfekt, og der er problemer og kedelige tendenser. Men grundlæggende er Skandinavien et af de meget få civiliserede steder på hele jordkloden.«

Kærligheden til Sverige har intet at gøre med nationalisme, understreger han, for nationalisme er der aldrig kommet noget godt ud af. I øvrigt hader han alle former for flag-markeringer.

Stellan Skarsgård er især af udenlandske medier blevet bedt om at forholde sig til »Janteloven«. Er det sådan i Sverige, at hans landsmænd ser skævt til ham, fordi han ikke skal tro, han er mere end andre, bare fordi han er en berømt skuespiller?

»Svenskerne er meget stolte af, at Zlatan Ibrahimowich er svensker. Jeg tror, at svenskerne er stolte af mig, når jeg udfører mit arbejde i udlandet,« har Stellan Skarsgård sagt. »Hvis du er international berømt, vil svenskere se på dig et par gange, og så vil de kigge væk igen, fordi vi er et reserveret folkefærd. I USA vil amerikanerne komme hen til dig og sige: »Oh, my God, er det dig?«

I Sverige vil en svensker kun komme hen til dig, hvis du befinder dig på en bar klokken 2 om natten, hvor alle på det tidspunkt er blevet hinandens bedste venner.«

Stellan Skarsgård rejser sig fra stolen på det anonyme hotelværelse midt i London. Der skal tages billeder. Han gør nøjagtig, hvad fotografen beder ham om. Er stille, så hun kan koncentrere sig, også da han med sine næsten to meter bliver smidt op i en vindueskarm og det tynde gardin bliver trukket for. Han ved godt, siger han, hvad det er for en effekt, hun vil opnå.

Til sidst giver han en stor, svensk bjørnekrammer til farvel, og tager på vej ud af døren sin hånd ned i den ene jakkelomme. Som om han skal have fat i noget.