En strid om Saxo Banks og IT Factorys fælles sponsorat til en værdi af omkring 80 millioner kroner er på vej for Højesteret. Kuratoren for IT Factory-boet - Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten - vil have landsrettens dom prøvet ved anden instans.
Sagen handler om, at IT Factory kort før sin konkurs købte sig ind i Saxo Banks sponsorat af Bjarne Riis' cykelhold - men efter Stein Baggers anholdelse og selskabets sammenbrud var der ikke noget tilbage at markedsføre på cykelrytternes trøjer. Derfor vil kuratoren i konkursboet have en del af pengene tilbage til fordeling mellem kreditorerne.
Udsigten til en sag i Højesteret overrasker Saxo Bank.
"Vi er overraskede over, at Boris Frederiksen har valgt at anke afgørelsen til Højesteret, for vi synes egentlig, dommen fra landsretten er meget klar. Men nu må sagen så gå sin gang i Højesteret," siger juridisk chef i Saxo Bank Bjørn Krog Andersen til Børsen.
I første instans lød kravet på 80 mio. kroner, men i Højesteretssagen vil beløbet ifølge Børsens oplysninger være skrumpet til 42 mio. kroner.
"Det handler om, at vi efter landsrettens afgørelse har taget nogle argumenter til os og derfor nu forsøger at regne os frem til til den berigelse, vi mener Saxo Bank har haft, uden hensyn til det mere konkurstekniske," siger Boris Frederiksen til Børsen.
Danske Bank, der er den største kreditor efter IT Factory-krakket, står også bag ankesagen ifølge en skrivelse fra Kammeradvokaten, som Børsen skulle være i besiddelse af.
"Konkursboet har gennemgået Østre Landsrets dom samt drøftet denne med Danske Bank. Baseret på disse drøftelser er det konkursboets opfattelse, at Østre Landsrets dom bør bringes for Højesteret," lyder det ifølge Børsen i dokumentet.