Daisy og Søren er på vej i land i Norges hovedstad. Oslobåden har lagt til kaj, og parret fra Herlev er i højt humør. Sørens søster og svoger følges med dem; de to par har bestilt en guidet tur i den smukke by, og det er endnu tidlig formiddag den 19. september 2009, da de slentrer fra borde. Fra færgens bro sendes der febrilsk kommunikation ud i alle hjørner af skibet. Kaptajnen har fået et opkald; han skal stoppe et bestemt dansk par, inden de forsvinder ud i Oslos trafik. Men for sent.

I Sørens lomme ringer telefonen. De fire danskere er nået ti minutters gang væk fra færgelejet. Han ser på mobilen; det er hemmeligt nummer, så Søren trykker det røde rør i bund. Han holder fridag fra sit tømrerfirma, bare denne ene dag. Telefonen ringer straks igen, insisterende. Søren stopper og besvarer opkaldet, mens han ser sin kone, søster og svoger forsvinde over gaden. Han står på en hovedgade i en fremmed by, da en obersts stemme lyder i røret: ”Jeg skal desværre fortælle dig, at der er sket noget forfærdeligt.”

Hjemme hos Daisy Bloch Larsen og Søren Lillegaard Larsen talte de aldrig om, at deres søns udsendelse til Afghanistan kunne være farlig. Ikke farlig på den måde. Han kunne ændre personlighed, blive en vatnisse eller aggressiv eller deprimeret. Men ikke mere end det; ikke miste livet. Det var umuligt: ”Vi havde allerede mistet én søn. Intet kunne tage en dreng mere fra os. Så ondt er verden ikke skruet sammen,” siger Søren Lillegaard Larsen.

I Oslo vender Steffens mor, Daisy, sig for at se, hvorfor Søren sakker bagud. Hun ser ham stå forstenet midt i menneskemængden. I hans øre, fra den anden ende af telefonlinjen, lyder nu familiens kontaktofficers stemme. De har mødt ham én gang før, til et møde, hvor han sagde: ”Jeg er den officer, I ikke vil lære at kende”. Nu er samme kontaktofficers stemme venlig, men også bestemt og klar i sin melding: ”I skal gå tilbage til færgen. Nu. De venter på jer.”

Feltpræsten står midt i halvcirklen af soldater i sine ørkenfarvede camouflagebukser, lysebrun T-shirt og kasket. Det er torsdag eftermiddag i den fremskudte base Armadillo, og 3. deling fra 3. Mekaniserede Infanterikompagni har kun været i Afghanistan i omkring seks uger. Feltpræst John Melchiorsen taler over salmen ”Altid frejdig, når du går”. Om hvordan man skal kæmpe for alt, man har kært. Om hvordan døden er ”ej så svær”, når man går ud i livet befriet for angst. Og så lyser han Guds velsignelse over dem. Som han gør, hver gang en enhed forlader Armadillo.

3. deling - soldater fra Livgarden - står foran flere dages alvorlig opgave: De skal op til Sandford-lejren for at hjælpe styrken dér med patruljeringer.
I kredsen af soldater omkring feltpræsten står Steffen Bloch Larsen, 23 år og fra Herlev. Han er en dygtig soldat, men måske mest vellidt for sit gode humør. Uanset hvilken opgave, han får pålagt - om det er sur rengøring eller en patrulje i 40 graders varme - udfører han den med smil og kække bemærkninger. Han er fræk som en slagterhund, når han vil. Kan slippe af sted med næsten hvad som helst. Også konsekvent at kalde sin gruppefører for ”Prinsesse”. Sagt på det forkerte tidspunkt koster det ham tjansen med at bygge et nyt, primitivt toilet.

Et billede taget under gudstjenesten denne septemberdag har fanget ham i et mere eftertænksomt øjeblik; med foldede hænder og - som én af få i det øjeblik - med bøjet hoved. Næste morgen tager de af sted.

Et lidt umage par

Josefine Laursen syntes, han var noget af det mest arrogante, hun nogensinde havde mødt. De var et sammenrend af forskellige venner, som en majaften i 2007 skulle i byen sammen på værtshuset Laurits Betjent i København. Steffen så hende end ikke i øjnene, da han kom ind og satte sig ned. Han var en fregnet, kernesund 21-årig pladesmed med en altoverskyggende interesse for bilmærket Ferrari og en hårfarve, som vekslede mellem rød og blond. Hun var 18 år, malerelev, sorthåret og havde en piercing i læben. Der var ikke meget, der tydede på, at de havde noget til fælles.

Men sidst på aftenen blev der taget et billede ved baren, hvor Josefine kysser Steffen på kinden. Og da hun nogle uger senere, efter lange bilture og lange, lange snakke, spurgte ham, om de var kærester, svarede han med et lille puf: ”Hold nu kæft... Selvfølgelig er vi det.”

Josefine er flyttet hjem til sin mor i Mørkhøj. I en periode. Hun virker ældre og klogere end sin alder med sine alvorlige øjne og velovervejede sætninger, der ubesværet tegner streger i luften, indtil konturerne af Steffen står klart for selv en fremmed.

De nåede at være kærester i to år og gift i bare 72 dage. I dag er Josefine Laursen, i en alder af 21 år, enke. Få kilometer væk, i et parcelhuskvarter i skyggen af Herlev Hospitals 120 meter høje tårn, prøver Daisy og Søren Larsen at eksistere trods det tab, der har ramt dem for anden gang i livet med 20 års mellemrum: Tabet af en søn.

”Det er det, der er så forbandet. Det ligger i én hele tiden, selv om man forsøger at undslippe det,” siger Søren om sorgen. Men måske skal man ikke give slip. Sorgen måske, men ikke mindet. Så Søren har fået sine tre drenges navne tatoveret på underarmen.

I midten Patrick, der døde som spæd. Nederst Steffen. Øverst Sebastian på 18 år, der lige er flyttet hjemmefra.

Da Steffen fandt sin »far«

Det var kærlighed ved første blik, da Søren kom ind i Steffens liv. Han var to år, Søren var 21, da han mødte Daisy. Hun var alene med den lille rødhårede knægt, der fra første møde besluttede sig for at kalde Søren for ”far”. 16 år senere forseglede de båndet, da Søren adopterede Steffen. For Steffen var der aldrig en anden far. ”Han vandt mit hjerte fra dag ét,” siger Søren.

Steffen var ikke god til at gå i skole. Det interesserede ham ikke. Men han var, sagde lærerne, god til at “samle tropperne”. Et socialt barn. Lidt for social, måske - i hvert fald den gang, han som 15-årig hang ud med nogle drenge, der en aften morede sig med at sætte ild på nogle bænke ved en lokal skole. Da flokken blev snuppet af politiet, blev Steffen - som den eneste, der var fyldt 15 år - sat ind i en celle og bedt om at aflevere bælte og snørebånd. Det var en meget lille Steffen, som Daisy kunne hente et par timer senere. Ikke fordi der blev nogen sag, Steffen havde kun set på. “Men han fik en slem lærestreg; der lærte han at holde sig fra de forkerte venner,” siger Daisy.

Steffen var ellers blevet podet med ansvar og livets alvor, fra han var helt lille. I 1989, da Steffen endnu var blot tre år, fik Daisy og Søren lillebroren Patrick. Han døde, uforklarligt, i sin vugge fem dage før jul, 16 dage gammel.

”Patrick har aldrig været nogen hemmelighed. Vi har haft billeder hængende fremme og har altid snakket om ham. Hvis vi ikke havde haft Steffen dengang, havde vi nok ikke været sammen i dag. Han tvang os til at koncentrere os om andre ting; han skulle have mad, puttes og bades. Og troligt hvert år, på Patricks fødselsdag, gik Steffen op på gravstedet ved Lille Birkholm Kapel og græd som pisket. Vi holdt op med det efter nogle år, fordi det simpelthen var for hårdt for Steffen. Men så gik han bare selv derop,” siger Daisy.

Et liv slutter, et andet starter

To år efter Patricks død fik parret Sebastian. Det var lykkeligt, og den nyslåede storebror Steffen lod gladeligt sin fem år yngre bror kravle rundt på sig. Men det var også nogle angstfyldte første år i det lille rækkehus. Der var alarmer koblet på den lille nye søn, og Daisy og Søren sov stort set ikke en hel nat det første år uden at tjekke, om Sebastian stadig trak vejret. Efter dét besluttede de sig til, at de ikke skulle have flere børn. Tanken om, at de kunne miste endnu en, at de skulle gå igennem en lignende sorg, var for hård.

Den første dags patrulje den 18. september 2009 går fint for 3. deling. Solen skinner, men temperaturen ligger under de ofte forekommende, næsten utålelige 40 graders varme i den afghanske sensommer, og Steffen poserer velvilligt med hjelm, solbriller, skudsikker vest og maskingeværet hængende løst foran sig; midt i en majsmark er han foreviget på et billede taget af Hærens presseofficer, der er med på turen ud i felten. Steffen er sin gruppes Maskingevær 3, og han elsker det.

Det har været Steffens helt store drøm at blive udsendt, siden han begyndte på konstabeluddannelsen i august 2008. Jobbet som pladesmed har han endegyldigt droppet. Det er spændingen, eventyret, der trækker, men også et dybfølt ønske om at komme til Afghanistan og forbedre forholdene for kvinderne og børnene. Han var endda begyndt at lære sig selv de almindeligste høflighedsfraser på stammesprogene pashto og dari, da han talte med sine forældre om udsendelsen. Ikke at de blev spurgt om lov; han havde besluttet sig. Men han ville gerne have deres råd med på vejen. Daisy og Søren var bestemt ikke begejstrede, men de forsøgte - i nogle situationer bedre end andre - at skjule det. Josefine, som for længst var flyttet sammen med Steffen før hans udsendelse, bakkede også op.

Hun vidste, at det var en del af jobbet, og parret var vant til at være væk fra hinanden i løbet af ugen. Nu måtte de bare ruste sig til lidt længere tids adskillelse ad gangen. ”Han vidste, hvad han gik ind til. Han ville gøre en forskel. Og det respekterer jeg. Fandme,” siger Josefine med eftertryk.
Josefines far var tidligere oversergent og havde selv været udsendt til Bosnien, så hun vidste fra dag ét, at det i perioder kunne have sine omkostninger at være ”gift med militæret”. Josefines far tøvede ikke i sit råd, da tanken meldte sig hos svigersønnen: ”Se at komme af sted, hvis du får chancen. Man får ikke den mulighed to gange,” rådede han.

At rejse fra kærligheden

Da Steffen endelig sendes ud i august 2009, er savnet af Josefine det eneste, der kan gøre ham blød i knæene. En dag går han op til Armadillo-lejrens kiosk og vurderer udvalget af ”kone-kort”. Der er humørkort og sentimentale kort med ”Verdens bedste kone” og ”Jeg elsker dig”, som soldaterne kan sende hjem. Steffen køber samtlige 40 kort i butikken.

”Da var hans kærlighed til Josefine ikke så super populær i lejren,” siger Dennis Ohlsen, Steffens ven, der fulgtes med Steffen i tykt og tyndt, lige fra de delte værelse under konstabeluddannelsen til udsendelsen i Afghanistan.

Det er morgen, dag to på 3. delings tur i felten. Steffen har formentlig ro i sjælen. Dagen forinden har hans mor, hans svigermor og Josefine hver modtaget en stor buket blomster derhjemme. ”Tak, fordi I støtter mig i mit projekt. Jeg elsker jer meget,” har han skrevet i kortet til sin mor. Klokken er 12 minutter over seks, da danskerne sammen med afghanske soldater og britiske overordnede rykker ud fra nattens ly i Sandfordlejren for at søge efter våben og ammunition i en bygning, der ifølge rygtet huser terrorister. De går i skjul af tre-fire meter høje majsplanter det meste af vejen. Soldaterne ved, at de, så snart det rygtes i det Talebankontrollerede område, at fremmede soldater er på vej, risikerer fjendtlig beskydning. Alting virker roligt endnu; først, da de kommer ud fra majsplanternes dække, begynder kvinder og børn at løbe i al hast væk fra de bygninger, som ISAF-styrkerne har kig på.

To lange byger af skud bryder stilheden og får soldaterne til at kaste sig på jorden. Kuglerne slår ned i støvet omkring dem, pisker jord og mudder op. Geværilden kommer uventet inde fra majsmarkerne, ikke fra bygningerne, hvor en afghansk krigsherre ifølge efterretninger har til huse. I front af Steffens gruppe skyder Dennis Ohlsen og en anden soldat massivt tilbage mod den usynlige fjende i majsmarkerne, indtil beskydningen stopper. Lige så brat, som den er begyndt.

Da sygehjælperen selv fik alvorlig brug for hjælp

Klokken er 7.43, og morgenen, der er begyndt så fredeligt, fyldes nu af kommandoer, radiomeldinger og hektiske bevægelser.

Midt i det hele ligger Steffen. Han er ramt i venstre side, i skulderhøjde, og kuglen er gået tværs gennem brystkassen og ud på højre side. Steffen er selv uddannet sygehjælper for sin deling; et hverv han har påtaget sig med stor humor og seriøsitet. Hans soldaterkammerater har grinet meget af, at han midt under en voldsom ildkamp mod Taleban tidligere på måneden tørt havde bemærket over radioen, at de skulle ”huske at drikke vand”. Også mens kuglerne fløj om ørerne på dem. Nu ligger han selv og har brug for hjælp.

En helikopter bliver tilkaldt fra hovedkvarteret. Den lander efter en halv time; hænger endnu i luften, da seks soldater med en bevidstløs Steffen på båren imellem sig haster frem mod landingsstedet. Den har hjulene i jorden i mindre end to minutter, før de lange slanke rotorer løfter maskinen igen med Steffen indeni. Soldaterne sidder tilbage på jorden med armen løftet over øjnene for at beskytte mod de pumpende luftstrømme fra helikopteren. Så vender de tilbage til de bygninger, de var sendt ud for at undersøge; Taleban skal ikke have fået ram på deres kammerat uden grund.

Josefine og Steffen godt, at de var væsentligt under gennemsnitsalderen for brudepar, da de gik op ad Københavns Rådhus' trappe den 9. juli 2009. En 20-årig brud og en 23-årig gom. Hun i blå kjole, han i sort skjorte, hvide bukser, hvidt slips og sorte sko. De havde talt og talt om brylluppet. Om muligheden. Skulle de tage springet? Forsvaret opfordrer de udsendte til blive gift, sikre deres kære derhjemme, hvis det utænkelige skulle ske. Men det er ikke dét, der er motivationen, da de stiller sig foran politikeren og siger ja til hinanden.

Steffen har dog haft sine bekymringer. Hvad nu, hvis han bliver en anden? ”Han var bange for, at vi ikke kunne se hinanden i øjnene, når han kom hjem. For det gør noget ved mennesker at være dernede i seks måneder og måske slå andre mennesker ihjel. At overskride alle former for grænser; at gøre ting, som på et menneskeligt plan grundlæggende ikke er rigtige. Men jeg sagde, at uanset hvad, han måtte blive til, så ville vi finde ud af det,” siger Josefine.

Alle Steffens bekymringer er som forsvundet den dag. Han er glad. Deres vielsesringe er ikke færdige, og da festen står i Josefines mors have to dage senere, er der bestilt for lidt mad, så Steffen og Josefine må i al hast ringe efter en bunke familiepizzaer. Festen, der foregår i telt med 60 mennesker som gæster, jukebox-anlæg og fakler i mørket den 11. juli 2009, er på ingen måde en farvelfest. Det er nede på jorden, hyggeligt og meget følelsesladet. Josefines far er død i foråret efter kort tids sygdom, så resten af familien er rykket tæt sammen om det unge par: ”Det var ren og skær kærlighed,” siger Josefine.

Tre uger senere tog Steffen af sted.

En uvirkelig oplevelse

Hans kammerater får beskeden, da de efter nogle timer vender tilbage til lejren. Steffen Bloch Larsen er erklæret død ved ankomsten til felthospitalet. Der var intet at gøre. Han kom aldrig til bevidsthed og døde formentlig mellem hænderne på sine bedste venner, ude i majsmarken. Der bliver grædt. Men så melder vreden sig. Mens hans gruppe gør klar til at flyve Steffen hjem, tager resten af delingen med britiske og afghanske soldater ud i området igen. Optændte. De tager ud for at ”sparke noget seriøs Taleban-røv,” som en af soldaterne siger. De finder ligene af modparten i marken, hvor Steffen faldt. De har allerede fået ram på dem.

På Oslo-færgen står personalet klar, da Daisy og Søren Larsen fortumlede dukker op. De bliver skubbet ind i en taxa. Et SAS-fly i Gardemoen Lufthavn står på landingsbanen og venter på dem, og inden middag lander de i Kastrup Lufthavn, hvor militærets folk, Josefine og Sebastian venter. 18-årige Sebastian var alene hjemme med hunden Ouzo, da de tre militærfolk bankede på. Sammen kørte de ud til Josefines mors hus.
Hun sad i stuen, knap vågnet, da hendes mor åbnede døren. Som i en tåge løb Josefine op til hoveddøren. Gav de fremmede mænd et sekund til at sige, at Steffen var hårdt såret. Og så skreg hun.

Der går 11 dage, før Steffen kommer hjem. For Josefine er dagene praktiske. Uvirkelige. Uden beviser for, at Steffen virkelig er væk. Militæret hjælper hende troligt. Besvarer opkald i privaten sent lørdag aften og kommer med en stak pengesedler, da hun uden adgang til Steffens bankkonti ikke kan betale sin husleje. Som hustru hænger meget af ansvaret til gengæld officielt på hende. Hele tiden er der valg, hun og Steffens forældre skal træffe. Valg af salmer, af kirke, af blomster. Det sidste er ikke svært; Steffen har selv besluttet, at der skal være margueritter i kirken: Daisyer - som hans mor. Da kisten kommer hjem, den 27. september, tager Søren og Daisy en tvivlsfri beslutning: De vil se deres døde søn og opfordrer Josefine og lillebror Sebastian til at gøre det samme. Da de 20 år tidligere mistede den spæde Patrick, som Steffen nu skal begraves ved siden af, tog de samme svære valg. De havde endda taget billeder af den lille, livløse dreng og havde været glade for beslutningen lige siden.

Josefine tøver. Hvad nu, hvis sindbilledet af en livløs Steffen vil blive det sidste, hun husker? Alligevel har hun brug for vished: Beviset for, at det er Steffen, der ligger i kisten.

Han er smuk, da hun og familien endelig ser ham i kisten på Rigshospitalet, klædt i sit tøj fra bryllupsfesten. Men det er ikke hendes Steffen: ”Det var en tom æske; jeg kunne ikke mærke ham mere. Ikke mærke sjælen. Det er lige før, at man kan se, at hjertet ikke er der mere, og det billede har ikke sat sig fast. Det er nogle helt andre billeder af Steffen, jeg har indeni. Ikke ét bestemt; der kommer hele tiden nye. Det er hjemme i lejligheden, hvor han står og leger med sin Nintendo Wii helt alene, sætter sit hår foran spejlet, eller sidder i køkkenet og spiser morgenmad. Det er aldrig det samme billede, men det er aldrig noget dårligt,” siger hun.

Da begravelsen nærmer sig, er der ét penibelt problem. Folkene i Armadillo-lejren har ledt overalt, men kan ikke finde Steffens halskæde, legitimationsskiltet med hans personlige data. Det er imod alle regler, at en soldat tager den af. Særligt under udsendelse. Josefine sidder i bilen med kontaktofficeren på vej for at se Garnisonskirken, da officeren siger, at de måske er på sporet af hundetegnet.

Steffen havde få dage før sin død talt med en kammerat om, at han ville sende noget hjem til Josefine, som han havde båret tættest på hjertet i længst tid.

Josefine beder kontaktofficeren køre direkte til hendes og Steffens lejlighed på Nørrebro. Hun flår postkassen op. Inde i den ligger en gammeldags airmail-kuvert med blå og røde striber i kanten. I brevet står blot: ”Der ligger en gave her i konvolutten, som betyder rigtig meget for mig. Jeg håber, den kommer til at betyde lige så meget for dig.” Josefine ryster kuverten: En lang kæde med et lille metalskilt kommer ud.

Steffen havde sendt sit hundetegn hjem.