Fra Christiansborg rejser sig nu et ønske om, at DONG Energys formand, Fritz Schur, og resten af bestyrelsens rolle i DONG-sagen undersøges til bunds.
Statsrevisorernes formand, Peder Larsen (SF), peger på, at Fritz Schur burde have haft viden om den overbetaling af nøglemedarbejderne i DONG, som førte til direktør Anders Eldrups afgang.
»Hvis Anders Eldrup har foretaget sig noget, som bestyrelsen ikke har givet tilladelse til, så burde det have været bemærket af den statsautoriserede revisor, når det drejer sig om medarbejdere i den tunge ende. Der burde revisionen have skrevet til bestyrelsen, at Anders Eldrup har forbrudt sig imod retningslinjerne om løn- og ansættelsesforhold,« siger Peder Larsen, som mener, at der er tale om stiltiende accept, hvis bestyrelsen har overhørt revisionens bemærkninger.
Hvis revisionen ikke har haft anmærkninger, må det skyldes, at Eldrups handlinger har været inden for bestyrelsens retningslinjer, mener Peder Larsen.
Rigsrevisionen er allerede ved at indlede en undersøgelse af forholdene i DONG, men den bliver nu sat på standby, ifølge Peder Larsen fordi de er nødt til at afvente den voldgiftssag, som Anders Eldrup har bebudet. Hvis ikke voldgiften undersøger Eldrups rolle, så forventer han, at Statsrevisorerne sætter Rigsrevisionen i gang. Det bakker både Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, og Socialdemokraternes gruppeformand og statsrevisor, Mogens Jensen, op om.
»Bestyrelsens rolle i forhold til lønniveau og aftrædelsesordninger, forventer jeg, vil blive afdækket,« siger Mogens Jensen.
Fritz Schur har ikke ønsket at kommentere sagen.
Selv om fyringen af Anders Eldrup er baseret på de usædvanlige kontraktforhold for fire ansatte, viser parternes udlægning af forløbet op til fyringen stor uenighed om DONGs fremtidige satsninger på vindområdet. BSide 4-7, leder side 2, 1. sektion


