Over det seneste år er lønnen for både de statsansatte og regionernes medarbejdere steget med 1,5 procent.

Det er for de statsansatte en acceleration af lønstigningen fra de 0,9 procent, som deres løn steg med i det foregående kvartal. For regionernes ansatte steg lønnen med 1,2 procent i første kvartal.

Det oplyser Danmarks Statistik.

Dermed halter til sammenligning de kommunalt ansattes løn, som kun steg med 1 procent i årets andet kvartal, mens den var steget med 1,3 procent i det foregående kvartal.

Men da inflationen kun er på 0,6 procent er der tale om reallønstigninger, påpeger Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank, hvilket der også er udsigt til for de privat ansatte.