Der er forskel på at være udstationeret af staten og på at være det af alle andre. Og forskellen er blot blevet større: På den ene side har man ophævet den skattefritagelse, som udstationerede har haft siden 1975. Og på den anden side er statens mulighed for at give deres medarbejdere store, skattefrie tillæg med i lommen uforandret. Den mulighed er der i henhold til ligningslovens §7 ingen andre, der har. End ikke kommuner og regioner. Det er »helt klart« forskelsbehandling, siger en af landets førende eksperter i skatteret, dr.jur. ved Aarhus Universitet Jan Pedersen. »Det betyder, at det bliver dyrere for kommuner, regioner og private virksomheder at kompensere deres medarbejdere for de krav om lønstigninger, der utvivlsomt vil komme. Så der er også en forskelsbehandling for institutionerne. Hvis medarbejderne skal kompenseres, skal kommuner, regioner og virksomheder betale dobbelt så meget som staten, fordi de ikke kan gøre det skattefrit. Der havde man tidligere ligningslovens §33A, der sikrede den ensartethed, men det er så blevet afskaffet nu. Det giver en række uhensigtsmæssigheder, og det er ikke rimeligt,« siger han.

Op til en million om året

Udenrigsministeriet har 382 udstationerede medarbejdere og dertil 75 specialattachéer fra andre ressortministerier. De fik tilsammen 150,5 mio. kr. om året svarende til 329.000 kr. pr. person. Pengene er omkostningsbestemte og skal dække de merudgifter, som medarbejderne har i forbindelse med udstationering. »I Udenrigsministeriet har vi den særlige udfordring, at vore medarbejdere til forskel fra de fleste øvrige udsendte igennem et helt arbejdsliv skal veksle mellem at arbejde herhjemme i ministeriet og arbejde på en ambassade i udlandet – typisk i intervaller af tre-fem år ad gangen. Det har bl.a. stor betydning for ægtefællens egen karriere, løn og pension,« siger administrationschef i Udenrigsministeriet Thomas Østrup Møller. Berlingske har kendskab til et konkret eksempel, hvor der i skattefrit udetillæg gives 30.000 kroner månedligt kontant og 30.000 til dækning af boligudgifter samt 80.000 kroner om året pr. barn som betaling for international skolegang. Dertil andre beløb, som samlet skubber tillægget op i nærheden af en mio. kr. årligt. »Det er vanvittigt. Vi er slet ikke i nærheden af nogle af de størrelser, og derfor er det simpelthen topmålet af hykleri, at man holder fast i det, mens man bomber os andre tilbage. Det er virkelig dybt uretfærdigt og særbehandling i en grad, som ingen vist kan holde til. Derfor er det eneste rigtige, at man helt dropper ophævelsen af ligningslovens § 33A,« siger Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), der udtaler sig på vegne af 22 kommuner i Region Syddanmark, der har et fælles kontor i Bruxelles, som han er formand for.

»Skattemæssig dobbeltmoral«

Han bakkes op af Lars Holte Nielsen, der er direktør for Midtjyllands EU-kontor i Bruxelles. Han peger på, at en kommunalt udsendt måske får 40.000 kroner om måneden i løn. Dermed har vedkommende hidtil fået en årlig skattefordel på cirka 250.000 kroner om året som følge af den skattefrihed. »Nu er forskellen endnu større, og det er uretfærdigt. Som jeg ser det, varetager vi de samme opgaver som statens udsendte: Vi skaber synlighed om Danmark og får trukket EU-penge hjem, og vi sørger for, at landet kommer med i internationale projekter. Men det anerkendes ikke for os, selv om det gøres for statens egne. Det er skattemæssig dobbeltmoral,« siger han. Både Lars Holte Nielsen, Johnny Søtrup og andre opfordrer derfor til, at regeringen dropper ophævelsen af udstationeredes skattefrihed. Men det er skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ikke umiddelbart parat til, for skatteændringen er både rimelig og sund fornuft, siger han. »Men hverken regeringen eller jeg er immune over for argumenter. Derfor tager jeg det også alvorligt, når både erhvervsliv og kommuner udtrykker bekymring,« siger han. Tidl. skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har flere gange sagt, at ophævelsen af ligningslovens §33A er retfærdig, fordi alle, der nyder godt af det danske velfærdssystem, også skal betale dansk skat. Men den køber Lars Holte Nielsen ikke. »Mine børn går i belgisk skole, hvilket jeg betaler for, ligesom jeg betaler, når jeg går til lægen. Jeg har ingen cykelstier, veje eller adgang til danske folkebiblioteker. Jeg lever i en belgisk virkelighed med alt, hvad det indebærer af brugerbetaling på offentlige ydelser,« siger han.