Skulle man få lyst til at gå en tur i Kongens Have på grundlovsdag næste år, gør man klogt i at huske sit dankort. Den dag er hele molevitten nemlig lejet ud til et privat eventbureau, der garanterer, at haven »for første gang i 400 år vil være lukket helt af«. Det kræver en billet til 300 kr. at få adgang.

Oven i hatten får man så et »romantisk underholdningsprogram«, der mest af alt minder om supermarkedets afdeling for købekager med en overflod af sukkersøde hyldevarer. Et potpourri af sang- og musikindslag, der glider ned uden at efterlade andet end risikoen for en vammel smag i munden. Bevares, der er skam dygtige kunstnere på programmet, men deres opgave er kun at kaste glans over et top-fesent arrangement, som hverken har med kultur eller romantik at gøre.