Det er tid for genforeninger. »Red«, »The Expendables«, »The Last Stand«, »Escape Plan« ... 1980ernes fremmeste actionmænd og -kvinder er hér, dér og alle vegne i fineste seniorform.

Nu er turen så kommet til to af filmhistoriens største boksehelte: Rocky og Jake La Motta, aka. Sylvester Stallone og Robert De Niro, der igen tørner sammen i den firkantede boksering.»Tilbage i ringen« handler om de to aldrende boksere »Razor« og »Kid«, der aldrig fik afgjort, hvem der var den ultimative champion, fordi Razor valgte at trække sig fra karrieren i utide – uden at forklare hvorfor. Svaret flagrer i fortiden – selvfølgelig i form af en kvinde, der også vender tilbage i skikkelse af den stadig yndige Kim Basinger.

De to mænd har i den grad brug for at få slået et magtforhold eller tre på plads, og siger derfor ja, da de får tilbuddet om en sidste, stærkt forsinket rematch. Om ikke andet så for at få chancen for at give den anden et læsterligt lag tæsk.

Man kan næsten se ideen opstå i en smart producents hoved: »Hvorfor ikke lade Rocky og Raging Bull møde hinanden i bokseringen – som gamle mænd – i en komedie?«.

En idé der måske nok på tegnebrættet lugtede af hurtige penge, men i virkeligheden føles allermest som cinematisk helligbrøde. Når man tager to så ikoniske roller frem igen, kunne man i det mindste have udvist den respekt at give dem et ordentligt manuskript.

»Tilbage i ringen« er så fyldt med klicheer, dovne løsninger og deciderede tåbelige oneliners, at tæerne krøller sig sammen i skoene. Sylvester Stallone, den gamle træmand, klarer sig igennem på sin stadig intakte sårbare charme og en imponerende form, mens Robert De Niro aldrig rigtigt løfter sig over det ynkelige, der får én til at tænke: »Hvorfor sagde du ja?.«

Alt i alt er »Tilbage i ringen« en film, der aldrig burde have været lavet – og som fungerer bedst som påmindelse om, at det da vist er på tide at se »Rocky« og »Raging Bull« igen

Hvad: »Tilbage i ringen«. Hvem: Instruktør Peter Segal. Medvirkende: Sylvester Stallone, Robert De Niro. Hvor: Premiere over hele landet.