Hvilken VM-slutrunde husker du bedst?
»Jeg var faktisk nede og se noget af VM-slutrunden i 1982 i Spanien med et par venner. Det var virkelig en oplevelse. VM i 1970 i Mexico var også noget særligt. Det var sådan en perfekt slutrunde på mange måder. Men den, jeg husker fra min barndom, det er jo 1958. Da havde vi fået fjernsyn derhjemme, og så kunne jeg se Garrincha og Pelé, og hvad de ellers hed. Så løb jeg ud på gaderne efter kampene og forsøgte sammen med kammeraterne at spille som brasilianerne.«Så er det måske Brasiliens finale mod Sverige i 1958, du husker, hvis jeg beder dig fremhæve en finale, der træder frem?»Ja, eller 1974 (mellem Holland og Vesttyskland, red.). Det var sådan et antiklimaks, hvor du fik de helt forkerte vindere. Holland havde klart det bedste hold. Finalen i 1970 med Brasilien mod Italien (4-1, red.) var også noget specielt for en stor knægt. Carlos Alberto og Pelé og Rivelino. Det var jo også de år, hvor man ikke så ret meget international fodbold. Det indprentede sig nok mere dengang. Nu kan man dårligt nok huske, hvem der vandt Champions League for to år siden.«Og hvem er den bedste VM-spiller, tænker du? »Det må være Pelé. Altså, i 1958 og 1970 så man jo det bedste fra ham. Han var en strateg, en dribler, en boksspiller, det hele. Han var en fuldendt spiller. Johan Cruyff var også en fuldendt spiller senere. Vi må også indrømme – uden sammenligning i øvrigt – at Zlatan Ibrahimovich er en fuldendt spiller. Altså én, der kan det hele på en bane. Men Pelé var særlig.«Jeg har Maradona. Ingen over Maradona.
»Nå, okay.«Har du mødt ham?»Ja, jeg har mødt ham i kamp. Jeg spillede for Anderlecht. Han spillede for FC Barcelona. Han var ret god. Og så skulle jeg engang købe en argentinsk spiller, da jeg var træner for 1. FC Köln. Så var jeg ovre hos Boca Juniors. Og mødte Maradona derovre. Spændende mand. Han havde mange mennesker omkring sig, må man sige. Ja, han var da en fantastisk fodboldspiller.«
Hvad betyder egentlig VM for dig?
»VM er stadig det største. Fodbold har selvfølgelig ændret sig meget gennem årene og ikke mindst de seneste bare ti år. Du kan sige, at klubfodbold har overtaget fra landsholdsfodbold på mange måder. Men hvis man tænker tilbage på de største spillere, og når man tænker på, hvordan de satte en streg under deres navn – så var det ved slutrunderne. Det er fra slutrunderne, man husker legenderne. Det er her, de har varemærket sig selv.« Hvordan var din egen første oplevelse med VM dengang i 1986 i Mexico?»Jamen, det var selvfølgelig noget helt ekstraordinært. Det var første gang for landsholdet. Men vi levede i en boble. Vi var på hotellet og til kampe. Vi snakkede dengang meget om, at det egentlig kunne være meget fint at sidde hjemme på terrassen og grille pølser og se det hele på fjernsynet. For man var med – uden at være med. Stemningen var der slet ikke. Vi kunne ikke som i dag gå på internettet og følge med i det hele.«Du får det til at lyde som om, det bare var sløjt at være til VM?»Nej, jeg husker selvfølgelig den store fornøjelse, det var at spille så god fodbold sammen med mennesker, jeg holdt af. Og at lave gode resultater sammen. Det var altså en oplevelse, der kom til at præge hele mit fodboldliv. Vi kunne jo godt få en fornemmelse af, at danskerne hyggede sig over måden, vi spillede på. Og den klang, det gav ude i verden. Jeg blev bevidst om, at elitesport spiller du ikke kun for dig selv. Du spiller for nogen. Det tog jeg blandt andet med fra 1986.«Var Enzo Francescoli fra Uruguay lige så god, som Svend Gehrs påstod i mit fjernsyn?»Ja, han var ret god. Var det ikke ham, der blev udvist?«Nej, han scorede på straffespark.
»Ja, det ved jeg. Nå, jeg troede, han røg ud. Han var god, helt sikkert.«
Og så var du med igen som træner i Japan og Sydkorea i 2002. VM var vel blevet en anden størrelse på 16 år?
»Ja, helt sikkert. Også negativt. Jeg ved, der er kommercielle hensyn i alting og sikkert altid har været det. Men jeg kan huske, at vi var til møde i FIFA tre måneder inden VM i 2002. Og jeg studsede noget over, at vores kamp mod Senegal var flyttet til middagsheden. 40 grader varmt. Det handlede om hensyn til det franske TV-publikum. Det irriterede mig meget. Heldigvis slog vi så Frankrig selv. Men dengang spurgte jeg til det møde, om de sportslige hensyn er helt væk nu. De kommercielle hensyn gør jo også, at der kommer flere og flere hold med til slutrunderne. Det kan jo være fint for Danmark, for det giver os da bedre chancer. Men det skal da helst være den eksklusive garde, der inviteres med.«Engang var VM ensbetydende med store revolutioner på taktiktavlerne. Det oplever du vel ikke længere?»Nej, den nysgerrighed på taktik, vi havde engang, den er væk. Vi kender dem alle nu. De spiller i Europa næsten alle sammen. I hvert fald dem, der kan gøre en forskel. Her er pengene. Jeg ved godt, det er romantisk snak, men det er også lidt ærgerligt. Vi ved præcist, hvad Brasilien kommer med nu. Det gjorde man ikke for nogle generationer siden.«Du har en ting med Brasilien, fornemmer jeg?»Ja, det er der ingen tvivl om. Det ærgrer mig simpelthen så meget, at vi ikke kom med derover. Jeg ville gerne have byttet VM i Sydafrika i 2010 for VM i Tyskland eller Brasilien. Også selv om Afrika var en stor oplevelse. De siger, at fodbold blev opdaget i England, men for mig er det Brasilien, der er spillets moderland. Brasilien repræsenterer den form for fodbold, der har præget min tankegang. Det er det, vi altid har prøvet at efterligne. Hvis jeg selv skulle betale penge for at se en fodboldkamp, så er det den type fodbold, jeg ville gå efter. Altså spillere, der går efter at underholde samtidig med at de går efter resultatet. Det er meningen med det hele, synes jeg. Det ene system kan være nøjagtig lige så godt som det andet. Men Brasiliens tilgang til spillet er inspirerende og har inspireret mig gennem hele mit fodboldliv.«
Det betyder meget for dig, at den form for fodbold får succes?
»Ja, især under VM. Det er fra VM, der bliver analyseret og talt om trends, fordi der er så mange, der kigger fodbold i den måned. Derfor er det også så afgørende, synes jeg jo, at vi ikke får for meget forsigtig-fodbold. Den trend, at trænere vil investere i angrebsspillet, håber jeg vil fortsætte til sommer. Kan du huske VM i 1990? Det er det værste vi, jeg har set. Det var kun omstillinger. Intet andet. Og den poppede så op igen for nylig i relation til José Mourinhos Chelsea med den parkerede bus og dét pjat der...«Ja, der gik du lige verden rundt med din kritik af Mourinho...»Ja, men det har intet at gøre med, at det ene er forkert og det andet er rigtigt. Jeg synes bare, det er ærgerligt for sporten. Det er ikke underholdning, og fodbold er da også underholdning. Hvis den form for fodbold bliver accepteret af sponsorer og medier og fans og alle andre, så får vi VM 1990 igen. Kun omstillinger. 11 mand bag bolden. Heldigvis er de trænere, der vil investere i angrebsspillet flest. Pep Guardiola, Brendan Rodgers. De typer. Og det er skønt. Jeg håber bare ikke, at det bliver sådan, at alle hold stiller sig bag bolden, når den er tabt. Jeg forlanger ikke, at FC Vestsjælland åbner porten mod FCK. De skal ikke høre noget. Men jeg håber, at man generelt vil noget andet med fodbold. Vi oplever i tiden masser af genpres, og vi ser, at hold bliver fremme på banen. Det kan jeg godt lide. Det er det VM, jeg håber på.Hvorfor skal FC Vestsjælland egentlig have lov?»Jamen, diskussionen var José Mourinho og Chelsea. Mange, mange hundrede millioner i holdet. Så parkerer du bussen, og de mest attraktive spillere, de sidder på bænken. Hallo, den køber jeg bare ikke. Vestsjælland skal da ikke åbne slusen og gøre banen enorm. Der må være realisme i tingene. Og det ene kan være lige så godt som det andet, hvis det kun handler om at få et resultat. Det er vigtigt at sige. Men nu taler vi om VM-holdene med masser af gode, teknisk stærke spillere på holdene. Dér håber jeg, at så mange som muligt vil investere i angrebsspillet. Så får vi fantastisk fodbold. Og det værste er, at når de meget defensive hold vinder og har succes, bliver de kaldt taktisk kloge. Taktisk kloge?! Ved du, hvem der er taktisk klog? Det er (AaBs cheftræner, red.) Kent Nielsen, som angriber godt. Og slutrunderne bliver bare så definerende i manges øjne. Hvorfor har vinderne succes? Hvad vej går de? Jeg håber virkelig, vinderne har succes, fordi de fandt nogle interessante offensive løsninger.«
Hvilke hold glæder du dig så til at se?
»Uh, der er så mange. Brasilien selvfølgelig. De er favoritterne, ikke? Argentina også. Kan Messi finde formen? Det er formentlig sidste tur for flere af de store spillere fra Spanien. Italien måske. Det er et godt turneringshold, må jeg sige.«Hvad med Belgien? Det er feinschmeckernes outsider?»Ja, men det kan jeg godt forstå. Jeg er bare meget i tvivl. De har en fantastisk generation. Ingen tvivl. Men det er første gang for de spillere. De har ikke været med siden 2002. En ting er at forklare VM. En anden ting er at føle det. Det minder mig lidt om Danmark i 1986, hvor vi også havde noget specielt. Men vi var der første gang, og vi faldt sammen til sidst. Og så har jeg aldrig mærket så meget eufori, som der er i Belgien lige nu. Nu kan de næsten kun skuffe. Men okay, de tror på det. Og de har en generation, som de aldrig har haft før. Hvis det klikker, kan alt ske.«
Er der en VM-træner, som inspirerer dig?
»Jeg har stor respekt for de kloge trænere, der lader de individuelle spillerkvaliteter komme til udfoldelse. De store trænere er selvfølgelig tydelige i deres stil. Men lad være med at gøre dig selv og dit system vigtigere end spillerne. Det er spillerne, der skal gøres vigtige, og det ved de største trænere. Jeg synes nogle gange, jeg oplever, at trænere, der ikke selv har spillet på topplan, tydeligt føler, at de selv er vigtigere end holdet. Jeg har stor respekt for Vicente Del Bosque (Spaniens landstræner, red.) Han lader spillernes kvalitet komme til udtryk, mere end han insisterer på selv at bestemme alting.«