God ledelse er forudsætningen for at opnå resultater. Det gælder både inden for det offentlige og inden for den private sektor – og det er også en afgørende forudsætning på vore universiteter. Derfor var det helt afgørende med det tydelige signal om stærkere ledelse i universitetsreformen i 2003, som blev vedtaget i Folketinget for ti år siden i dag.

For mig er der ikke tvivl om, at netop en mere nutidig og gennemsigtig ledelsesstruktur er hovedårsagen til, at universitetsreformen stort set står uantastet ti år efter vedtagelsen. Universiteterne fik mulighed for bedre ledelse, der skabte mere dynamik og handlekraft i forsknings- og undervisningsmiljøerne og kunne være med til at understøtte og udvikle holdbare strategier for de tre kerneopgaver: forskning, uddannelse og videnudveksling med samfundet.

Universiteternes selvsupplerende ledelsesstruktur var ikke alene et problem for universiteterne. Hverken samfundet eller skatteyderne havde tillid til den måde, hvorpå det kollektive styre blev praktiseret. Beslutningerne var præget af konservatisme, laveste fællesnævner og kortsigtede mål.

Det lovforslag, der blev vedtaget for ti år siden, var resultatet af et politisk forlig, der blev indgået i slutningen af 2002 mellem regeringspartierne Venstre og de Konservative, Socialdemokraterne og Kristeligt Folkeparti. I slutfasen af de politiske forhandlinger var det ikke mindst de socialdemokratiske forhandlere, Lene Jensen og nu afdøde Jan Trøjborg, der udviste handlekraft og erkendte nødvendigheden af den daværende regerings ultimative krav om, at der på alle universiteter skulle vælges en bestyrelse med eksternt flertal og ligeledes en formand, der ikke kom fra universitetets egen kreds. Herefter skulle bestyrelsen ansætte rektor.

Arbejdet med universiteternes nye virkelighed startede umiddelbart efter regeringsskifet i november 2001, hvor jeg blev udnævnt til videnskabsminister. Af regeringsgrundlaget fremgik det klart, at statsminister Anders Fogh Rasmussen bl.a. inspireret af Danmarks Tekniske Universitets daværende institutionslov ønskede en markant anden ledelse af universiteterne.

Det var en opgave, som de ledende medarbejdere i det nye ministerium var meget motiveret til at løse. Departementschef Leo Bjørnskov havde allerede som formand i Forskningskommissionen været med til at sætte fokus på styringen af universiteterne – og i Universitetsstyrelsen blev der af direktør Jens Peter Jacobsen og vicedirektør Renè Bugge Bertramsen udarbejdet oplæg samtidig med, at jeg besøgte alle 12 universiteter og havde indgående drøftelser med Venstres og de Konservatives forskningsordførere, Hanne Severinsen og Pia Christmas Møller.

Det blev et langt mere markant forhandlingsoplæg end ventet, men i de to regeringspartiers folketingsgrupper var der stor opbakning. Denne opbakning var absolut ikke entydig i universitetsverdenen, men flere råd og udvalg havde i årene forud understreget vigtigheden af ændringer – og det var hjælpsomt. Ud over Forskningskommissionen havde Danmarks Forskningsråd med direktør Søren Isaksen og senere rektorformand Jens Oddershede i spidsen også slået til lyd for ny ledelse.

Og det fik de. Ikke alene i regeringens oplæg, men det blev også en realitet i det politiske forlig og det senere lovforslag, der blev vedtaget i folketingssalen 8. maj 2003.

Hermed fik universiteterne ændret den kollegiale ledelsesform, som mere eller mindre havde været gældende siden 1479 ved oprettelsen af Københavns Universitet!

Universiteterne fik ikke alene reel ledelseskraft gennem nye bestyrelser med eksternt flertal, ekstern formand og ansatte ledere, men der blev også bedre muligheder for fleksibel løn- og personalepolitik, regelforenkling ved bl.a. at samle syv love i den nye universitetslov, overgang til institutionelt særeje og krav om bedre forskningsbaserede uddannelser, der i højere grad afspejlede arbejdsmarkedets kompetencekrav.

Universitetsloven var også sammen med den efterfølgende vedtagelse af forskningsrådsreformen med til at skabe ny tillid til universiteterne på Christiansborg og var forudsætningen for et kolossalt økonomisk løft af dansk forskning fra ca. 12. mia til 18 mia kroner. Dertil kom en ubetinget gavnlig effekt på privat finansiering.

Uden en stærkere og mere målrettet ledelse var den senere store fusion af universiteterne og sektorforskningen i 2007 heller aldrig blevet til noget.

Når der hverken ved lovrevisionen eller ved den nye regerings tiltræden i efteråret 2011 har været ønsker om fundamentale ændringer af den ti år gamle lov, tilskriver jeg det i høj grad, at vi har været begunstiget af gode, engagerede kræfter i bestyrelseslokalerne og rektorkontorerne. Jeg er særdeles opmærksom på, at der såvel for otte-ti år siden som i dag er svage led, men sådan er det ganske givet også, hvis man analyserer ledelsen i otte store danske virksomheder, der har bestyrelser og en administrerende direktør.

For en ordens skyld skal det til den sammenligning understreges, at kravene for at blive rektor har en ekstra dimension. Det kræver nemlig fortsat at være anerkendt forsker.

Med udgangspunkt i universitetsloven er der selvfølgelig plads til forbedringer.

På institutniveau fornemmer jeg, at der er behov for mere ledelsesfokus. Det er i hvert fald vigtigt, at institutlederne ikke bare besættes med lektorer med store armbevægelser og for lidt ledelsesindsigt. Medinddragelse og medbestemmelse er også i dag som for ti år siden nødvendigt for at undgå uengagerede og frustrerede ansatte

Universiteterne bør også være opmærksom på, at vores kandidater i dag skal kunne noget andet end for 10-20 år siden, fordi arbejdsmarkedet har forandret sig markant.

I det hele taget mener jeg, at et endnu stærkere samarbejde mellem virksomheder og universiteter kan være grobund for øget vækst, viden og produktivitet. Det glæder mig, at der på Christiansborg tilsyneladende er en erkendelse af, at vi både nu og senere er nødt til at investere i danske virksomheders konkurrenceevne bl.a. gennem forskningen og universiteterne.

Nu skal man altid være forsigtig med »pick the winner«-strategien, men en vis prioritering er nødvendig – både på Christiansborg og på universiteterne.

Inden for biomedicin, fødevarer og tekniske videnskaber har vi nogle af vore styrkepositioner – også internationalt, hvilket betyder, at en fortsat stærk indsats også vil kunne tiltrække udenlandske forskere og studerende. Der bør også lægges særlig vægt på produktionsforskningen i lyset af, at vi har mistet flere end 50.000 produktionsarbejdspladser under den økonomiske krise. Der skal udvikles nye teknikker, smartere metoder og innovative løsninger.

En klar økonomisk styrkelse af Danmarks Grundforskningsfond og etableringen af Højteknologifonden har også helt givet været med til at skabe et stærkt forsknings- og universitetsmiljø i Danmark i de sidste fem-ti år.

Ofte er Danmark i internationale sammenhænge blevet fremhævet – og senest er det sket i en evalueringsrapport fra det svenske videnskabsakademi, der fremhæver udviklingen i Danmark som et eksempel til efterfølgelse. I rapporten, der bl.a. er forfattet af den anerkendte svenske professor og Nobel-komitémedlem Gunnar Øquist, bruges bl.a. udtrykket et »dansk mirakel«.

Jeg fik lov til at være med til at præge det danske universitetsmiljø i otte spændende år. Da jeg sagde farvel til Videnskabsministeriet, var der kun et stort tema, som jeg gerne ville have effektueret fra ønskesedlen. Det var etableringen af et privat universitet, der kunne være et spændende alternativ til de otte velfungerende offentlige universiteter.

Jeg drømmer stadig om et danske universitet i Billund, der skal ligge i Lego-regi – et universitet med fokus på børn, og hvor nogle af verdens bedste forskere kunne specialisere sig tværfagligt i børns udvikling og læring inden for alle akademiske forskningsfelter.