Når lystfiskere skal rigge udstyret til, omfatter det ofte et blylod eller et blink med blyindhold. Men bly i fiskegrej har været ulovligt på det danske marked i 10 år, og det bekymrer derfor Miljøstyrelsen, at det fortsat er så udbredt. En stikprøvekontrol foretaget af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion afslører, at 19 ud af 20 butikker har fiskegrej med bly.
- Det er bekymrende, at vi finder bly i fiskeudstyr i 19 ud af 20 butikker. Nogle af butikkerne er gengangere fra sidste års kontrol, hvor vi også fandt bly hos dem. Bly er et giftigt tungmetal, der ikke bliver nedbrudt i naturen, men ophobes i fødekæden til skade for både mennesker og miljø, siger Birte Børglum, leder af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion.
Miljøstyrelsen kiggede under sine uanmeldte besøg nærmere på i alt 266 tilfældigt udvalgte blink, pirke, spinnere, lodder og andet udstyr. I 100 ud af de 266 produkter viste det sig, at der var for store mængder bly i, og kun én butik havde helt blyfri produkter.
Flere af forhandlerne udtrykker ifølge Miljøstyrelsen, at de gerne vil af med blyet i det udstyr, de sælger, men at det er umuligt for dem at se blyet med det blotte øje.
- Det er positivt, at flere forhandlere gerne vil problemet til livs. Mange gange er det ikke af ond vilje, at de sælger blyholdigt udstyr. Derfor kan jeg kun opfordre forhandlerne til at stille større krav til deres leverandører om, at grejet er blyfrit. Jo flere der stiller krav, jo hurtigere får vi blyet ud af varerne, siger Birte Børglum.
En nærmere analyse skal nu fastslå de høje koncentrationer med henblik på håndhævelse overfor importører og forhandlere.
Tidligere års stikprøver har ført til politianmeldelser af både lystfiskerbutikker og importører af fiskegrej.