Antallet af borgere, der får tildelt statsborgerskab, er faldet støt, siden Helle Thorning-Schmidts (S) regering trådte til, skriver Information.
Trods lempelse af reglerne og millioner af kroner afsat til at nedbringe sagsbehandlingstiden er antallet af personer, der med et lovforslag fra regeringen får tildelt dansk statsborgerskab, det laveste i flere år.
1718 voksne fik i november 2011 tildelt statsborgerskab. Det tal var faldet til 1099 i april 2012. I oktober 2012 var tallet 1157 og i april 2013 686. I oktober 2013 fik 1109 dansk statsborgerskab.
Hvis det aktuelle lovforslag (L 179) fra justitsminister Karen Hækkerup (S) vedtages, vil 679 voksne få tildelt statsborgerskab før sommerferien.
Regeringen forpligtede sig ellers i regeringsgrundlaget fra oktober 2011 til at »sende det tydelige signal, at udlændinge, der har boet i Danmark i flere år, og hvor integrationen er lykkedes, kan blive danske statsborgere«.
Enhedslisten vil nu bede justitsministeren gøre rede for, hvorfor tallet er så lavt henset til den politiske aftale fra maj 2013 om dels at lempe indfødsretscirkulæret, dels at bevilge midler til at få nedbragt sagsbehandlingstiden i Justitsministeriets Indfødsretskontor.
Indfødsretsordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) ville på baggrund af disse initiativer tro, at »aftalen medførte optagelse af flere - ikke færre - personer på lovforslaget,« skriver Information.