Den store generation af danske sprogkunstnere takker af. Først Halfdan Rasmussen og nu Benny Andersen. De kunne modellere det danske sprog på en måde, der overrasker og viser dets flertydighed. I deres leg med sproget afslørede de tilværelsens kompleksitet. Bag det på overfladen enkle, lå det dybe.

Halfdan Rasmussen skrev sjove digte, men også triste, f.eks. om atombombeprøvesprængningen på Bikini. Lidt ærgerligt konstatererede han, at de første læser andre folk, men selv læste han de sidste. For det er sandelig ikke morsomt alt sammen. I sine ekvilibristiske Tosserier fik han alligevel leveret nogle sørgmuntre sandheder, som f.eks. i digtet, hvori han prøver at gå på vandet i Gentofte Sø, men går til bunds, for »der er noget i vejen med vandet i Gentofte Sø« – det er naturligvis ikke ham og hans forestillinger, men omstændighederne, der er noget i vejen med. Jo, »fidelibam, fidelibom./ Klog er den tosse, der ved han er dum«.