Skat har en. Domstolene har en. Universiteterne har en, Folketinget har en. TDC har en. Greve kommune har en. DR har en. Alle har en sprogpolitik. Og det vælter ud med plus-ord fra disse mange nydelige og velmenende skriftlige manifestationer og vejledende retningslinjer om et lettilgængeligt, moderne og klart sprog, der tager udgangspunkt i modtageren, sætter kommaerne rigtigt og kommunikerer direkte og forståeligt. Berlingske har i de seneste dage sat fokus på det danske sprog. Udgangspunktet har denne gang ikke så meget været bekymringen for den engelske indflydelse på både almindelig dansk tale og på undervisningen på de videregående uddannelser og i forskningen. Eller for den sags skyld internationaliseringen af erhvervslivet og dermed sproget på arbejdspladserne. Vi har prøvet at kaste lys over betydningen af bl.a. de sociale medier i forhold til sprogudviklingen og de unges sprog. Det sproglige volapyk af besynderlige forkortelser, som er almindeligt at finde i kommunikationen på twitter eller i sms’er, er ved at finde indpas i det almindelige skriftsprog og hos de voksne, og det samme gælder brugen af det særlige smiley og chatsprog, som også hører de digitale medier til.

FOLKETINGETS KULTURUDVALG SKREV i januar i år betænkning over Dansk Folkepartis forslag til folketingsbeslutning om at lave en dansk sproglov. Alle partier undtagen DF afviser forslaget og henviser til et ekspertudvalg, der i 2008 afleverede en konklusion om, at en sproglov ikke er vejen til at udvikle, styrke og fastholde det danske sprog. Det er gennem uddannelse, at det danske sprog skal udvikle sig, mener regeringspartierne. Det samme mener Venstre og konservative, som også går imod en sproglov og henviser til en styrkelse af danskundervisningen i skolen. Dermed endte endnu en sprogdebat i Folketinget med faktisk ingenting ud over en særlig pulje på finanslovene i 2012 og 2013 for at styrke læse-stave-indsatsen over for de godt 700.000 danskere, som har svært ved sproget. Jeg tror ikke, det fornuftige er som særligt i Norge, Island og til dels Sverige, at indlede en proces med partout at omdøbe alle mulige engelske ord til fordanskninger. Jeg tror heller ikke, at en sprog-lov med forbud og restriktioner er den rigtige vej. Sproget skal være en levende mekanisme og kalder hele tiden på fornyelse, udvikling og nyskabelse. Det skal ikke være et frilandsmuseum. Problemet er, om det danske sprog vedbliver at være en levende mekanisme, uden at vi gør noget mere for at give det ny ilt og livskraft. Jeg synes, den udvikling vi ser i det danske sprog, er bekymrende. Mangfoldigheden og variationen i talesproget er strandet i forsimplinger, hvor alting er »fedt« eller »cool«, hvis det da ikke er noget, der er gået galt, så det er mere »fuck« end »fedt«. Det er fint nok at dansklærerne sikkert gør en indsats for at skelne mellem chatsproget og skriftsproget hos de unge, men vi har brug for noget, der for alvor inspirerer til at udvikle og lege med det danske sprog både i tale og skrift. Noget som er mere gulerod end pisk. Noget som sætter gode gamle danske ord i spil igen. Noget som hvert år giver os en samling af de mest spændende, nyskabende, sproglige bidrag til udvikling af dansk i medierne, i litteraturen, i hverdagen, i kommunikationen til borgerne. Kulturministeriet kunne forestå en sådan udgivelse som et vigtigt nationalt initiativ til udvikling af sproget.