JERUSALEM: Hvis Barack Obama fortsat anser det som USAs strategi angående Libyen at »føre an bagfra«, står det fortsat uklart, hvilken retning den amerikanske præsident anviser for, at både libyerne selv og omverdenen kan komme ud af det libyske kaos.

Mandag greb amerikanske specialstyrker ind i en strid om retten til den libyske olie, som nogen advarer om risikerer at udløse en borgerkrig og en opsplitning af det store ørkenland. De amerikanske »navy seals« bordede lige over midnat – natten til mandag – tankeren »Morning Glory« ud for cypriotisk farvand, og det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, oplyste i en erklæring, at præsident Obama selv havde givet grønt lys for operationen, som den libyske og cypriotiske regering havde bedt om.

»Morning Glory har en last af olie, der ejes af den libyske regerings nationale oliefirma. Skibet og dets last er fremskaffet på ulovlig vis,« lød det i Pentagons erklæring, hvor man videre oplyste, at ingen kom noget til under operationen, og at olielasten vil blive overleveret til de libyske myndigheder. Det forlyder desuden, at tre bevæbnede libyere på dets vej i Middelhavet havde overtaget kontrollen med skibet.

Hvad der derefter vil ske i Libyen er i højeste grad uklart. Den skrøbelige og sprængfarlige situation blev understreget efter den amerikanske aktion, da flere bilbomber eksploderede ved et libysk militærakademi i den østlige hovedby Benghazi. Mindst otte blev dræbt og mindst otte såret, oplyser Reuters.

En følelse af kaos og usikkerhed har længe hersket i Libyen, siden de otte måneder i 2011, hvor Muammar Gaddafis grotesk nepotistiske, uhyrligt brutale og dybt inkompetente regime blev væltet med kraftig støtte fra et NATO-ledet flyveforbud og humanitært begrundede bombeangreb. Ingen har formået at udstikke en stabil kurs, selv om Libyen med Afrikas største oliereserver og en befolkning på kun seks millioner har et bedre grundlag for et inkluderende demokrati end de fleste andre lande i regionen.

Megen kaos har haft bund i magtkampe mellem både regioner og militser fra revolutionen. De seneste måneder er situationen eskaleret i alvorlig grad, da en militsleder, som var udnævnt til at sikre landets olieinstallationer, i efteråret i stedet overtog kontrollen og blokerede for regeringens olieeksport, som er landets stort set eneste indtægtskilde. Ifølge internationale medierapporter fra Libyen er mange i det olierige øst, inklusive revolutionshovedbyen Benghazi, skeptiske over for militsen og de egentlige hensigter. Men kravet om en større del af olieindtægterne har god grobund i området, som Gaddafi-regimet »udsultede« økonomisk og holdt nede politisk.

»Morning Glory« er i den sammenhæng mere et symptom på krisen end det egentlige problem. Tankskibet, tilhørende et egyptisk selskab og under nordkoreansk flag, anløb tidligere i marts den centrale libyske oliehavn Es Sider i den østlige del af landet trods den libyske regerings kraftige advarsler.

En selverklæret oprørsregering i området afleverede olien til en anslået værdi af omkring 180 millioner kroner. Premierminister Ali Zeidan forsøgte uden held at få både flåde og luftvåben til at gribe ind, men hans ordrer blev ignoreret, og det blev den endelig anledning til, at især Det Muslimske Broderskab i det islamist-dominerede parlament kunne fjerne Zeidan, der siden trodsede korruptionsanklager og et rejseforbud og flygtede til Europa i et privatfly. Senere sagde han til et libysk medie, at »venner« havde advaret ham om, at »hans liv var i fare«.

»Jeg behøver ikke at forsvare mig selv. Jeg udfordrer enhver til at finde det mindste spor af korruption i min regeringsperiode,« sagde Zeidan, der kaldte sin afsættelse udført på et ugyldigt juridisk grundlag.

Et planlagt parlamentsvalg til sommer kunne give de islamistiske politikere problemer, fordi de ikke har leveret varen i form af sikkerhed og fremskridt for libyerne, men nu har USA og Vesten med Zeidans afgang mistet en vigtig stemme frem mod valget for en mere sekulær udvikling.

I stedet truer en militær konfrontation mellem det libyske parlament og regering støttet af militser mod oprørsmilitsen i øst fortsat. Regeringen har givet oprørerne to ugers frist til at ophæve den nu seks måneder lange blokade af olieeksporten. Oprørslederne har i et interview med Reuters erklæret sig villige til at forhandle, men konfrontationen omkring tankskibet og angrebet på militærbasen i Benghazi kan øge spændingerne yderligere. Hvis det kommer til en militær konflikt, tør ingen spå om udfaldet. Regeringshæren er svag og må løbende have hjælp fra militser – blandt andet fra byen Misrata, hvor militsstyrker har erfaring og stor revolutionsstolthed for at være det sted, hvor man mest effektivt modstod Gaddafi-styrets angreb. Andre militsers loyalitet kan skifte og øge risikoen for de gnister, som kan udløse en egentlig borgerkrig.

For Vesten er den eskalerende konflikt i højeste grad ubelejligt. Fokus er for længst flyttet til andre kriser som Krim og Syrien, og de vestlige politikere har generelt signaleret, at involveringen i Libyen er et overstået kapitel. USAs sikkerhedsstyrker gennemførte dog i september en opsigtsvækkende aktion i hovedstaden Tripoli for at anholde en formodet al-Qaeda-leder. Han blev uden grønt lys for aktionen fra de libyske myndigheder pågrebet på gaden på vej hjem fra en moské. I 2012 oplevede Obama-regeringen en af sine værste udenrigspolitiske ydmygelser, da USAs ambassadør blev dræbt under et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi.

For europæiske ledere kunne muligheden for at øge energileverancerne fra Libyen lige på den anden side af Middelhavet være en oplagt brik i det nu intensiverede spil for at gøre afhængigheden af Rusland mindre. De internationale forviklinger bliver ikke mindre af, at to israelere og en sengaleser blev afhørt på Cypern, fordi lokal politi havde fulgt deres færd ud til »Morning Glory« i internationalt farvand for angiveligt at forhandle om et køb af olielasten. Efter at være blevet sat på fri fod fløj de tre ifølge AFP til Tel Aviv søndag aften. Israel opretholder en blokade omkring Gaza og har for nylig slået til mod en skibslast i international farvand, som israelerne mener var tiltænkt Gaza-striben. Israels regering er normalt en stor fortaler for opretholdelsen af internationale sanktioner mod blandt andet Iran, begrundet i internationale regler og behovet for at sikre international stabilitet. Samme begrundelse, som USA og Libyen nu bruger for at gribe ind mod den libyske olielast.

Nordkoreas regime har derimod fralagt sig ethvert ansvar for skibet og siger, at landets tilladelse at sejle under nordkoreansk flag er blevet misbrugt, og at »kontrakten forbød«, at skibet »transporterede smuglervarer«. Står det til troende, er det i det mindste én forvikling mindre.