Ved lidt af et mirakel kom ingen noget til, da en 80-årig mand natten til mandag forvildede sig ned på den forkerte vejbane på motorvejen ved Lillebæltsbroen.
»Vores patrulje fik den første kontakt til ham allerede ved Ejby og Årup og forsøgte at få ham standset ved at køre ved siden af ham i den rigtige side. Men det var som om han hverken ænsede udrykning eller de blå blink,« fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Steen Nyland, til bt.dk og tilføjer, at situationen blev endnu mere farlig af, at der samtidig var tæt tåge i området.
»Det er en rigtig skidt kombination, og der opstod mange farlige situationer undervejs.«
De første meldinger om spøgelsesbilisten kom omkring halv et tiden om natten, og på det tidspunkt var der en del trafik på motorvejen.
Flere patruler forsøgte at stoppe manden undervejs, men han kørte gennem flere af politiets afspærringer.
Først på den anden side af Odense før afkørslen til Svendborg lykkedes det politiet at stoppe manden med sømmåtter.
»Han gav udtryk for, at han var klar over, at han kørte i den forkerte retning, men at han ikke ville stoppe, fordi han skønnede, at de ville være farligere, end at fortsætte. Han var dog ikke klar over, at han havde kørt gennem flere politiafspærringer,« siger vagtchefen.
Ifølge politiet var den ældre bilist ikke helt klar mentalt, så selv om han kan se frem til en stibe sigtelser, er det lige nu uvist, hvorvidt han bliver straffet.