Med de populære »Pirates of the Caribbean«-film in mente var det vel bare et spørgsmål om tid, før en sørøverserie så dagens lys. Og nu er den her i form af »Black Sails«, der er produceret af den amerikanske kabel-TV-kanal Starz, og som herhjemme kan ses på streamingtjenesten HBO Nordic.

Starz står også bag bl.a. »Magic City«, der forsøgte at gå TV-serierne »Boardwalk Empire« og »Mad Men« i bedene, og »Spartacus«, der lænede sig op ad filmen »Gladiator« og TV-serier som »Rome« og »Game of Thrones«. Strategien i »Black Sails« er nogenlunde den samme: Man tager et genrestykke og skruer op for volumenknappen, når det gælder vold, sex og bandeord. Således går der ikke lang tid, før vi har hørt »the f-word« utallige gange, har været vidne til, at de første liter teaterblod er sprøjtet ud på kameralinsen, samt overværet en hed lesbisk kærlighedsscene mellem to af seriens centrale kvindelige figurer.

Vi er i 1700-hvidkål – et par årtier før Robert Louis Stevensons »Skatteøen« – på en tidligere britisk koloni i Caribien, der nu styres af berygtede piratkaptajner, heriblandt kaptajn Flint (Toby Stephens). Han allierer sig med én af de to føromtalte kvinder, smuglerdatteren Eleanor (Hannah New), og ungersvenden John Silver (Luke Arnold) for at finde et sagnomspundent skib fyldt med skatte. Men naturligvis er de oppe imod mange endnu større skurke end dem selv, der også forstår at gøre sig i både rænkespil og sværdkamp.

Lidt for meget

At dømme efter de første tre afsnit af i alt otte har skaberne af »Black Sails«, Jon Steinberg og Robert Levine, tydeligvis forsøgt at give et mere mørkt, hårdt og »gritty« bud på pirat-mytologien, der nogle gange godt kan blive lidt »kappe-kårde-og-hej-ho-og-to-flasker-rom«-komisk. Lægger man hertil det relativt ukendte ensemble af skuespillere, der for størstedelens vedkommende faktisk spiller deres firskårne roller uden at gå planken ud, er »Black Sails« i udgangspunktet en ganske underholdende oplevelse.

Men hele »(s)exploitation«-grebet bliver hurtigt lidt for meget. Det er næsten ufrivilligt morsomt, at de kvindelige skuespillere partout skal vise bare bryster i mange af scenerne, sådan lidt tilfældigt, mens de hårdtpumpede mænd ruller med svulmende og svedige biceps. Og selv om folkene bag »Black Sails«, som foruden Steinberg og Levine bl.a. tæller blockbuster-instruktøren Michael Bay, har haft et velvoksent budget at lege med i Sydafrika, hvor både en vandtank, et piratskib og omfattende kulisser er blevet bygget op, føles looket alligevel billigere og mere computerskabt, end man oplever med eksempelvis en storsælger og trendsætter som »Game of Thrones«.

»Black Sails« ender derfor med at balancere på to ben – et af kød og blod og et af hult træ – og kan måske nok tjene som en omgang uforpligtende ramasjang i de mørke vinteraftener, men har – kloen på hjertet – svært ved at nå niveauet for mange af de fremragende amerikanske TV-serier, vi i øvrigt har adgang til herhjemme.

Hvad: »Black Sails«.

Hvem: TV-serie skabt af: Jon Steinberg og Robert Levine. Medvirkende: Toby Stephens, Luke Arnold, Hannah New m.fl.

Hvor: Første afsnit havde premiere 26. januar på streamingtjenesten HBO Nordic. Nye afsnit hver søndag.