En konflikt med Danmark mast mellem modstridende interesser er brudt ud i Nordatlanten. Konflikten handler om rigsfællesskabet, om EU og ikke mindst om vandrende sild, makreller og hvaler. Sagen er ikke enkel, men i al korthed drejer det sig om følgende: Færøerne har ensidigt sat sin fiskerikvote for fisk og makreller voldsomt i vejret. Begrundelsen er, at fiskene har ændret vandringsmønster, hvorfor Færøerne over for EU, Norge, Rusland og Island krævede sine kvoter stærkt forhøjet. Disse lande og EU har ellers været enige om fiskeri i det nordøstlige Atlanterhav siden 1996.

Forhandlinger mellem Færøerne og de øvrige parter er mislykkedes, og nu er EU på vej med sanktioner. En mulighed er, at EU vil kræve EUs havne lukket for færøske fiskere, som i givet fald ikke må lande deres fisk i Esbjerg, Hanstholm og Hirtshals. Situationen vil bringe Danmark i en underlig situation. Færøerne er en del af rigsfællesskabet, men samtidig er Danmark forpligtet af EU-medlemskabet, som vi traditionelt respekterer. Dilemmaet er åbenlyst.

Ud for Grønland er det hvalerne, der rejser et lignende problem. Grønlænderne er gået enegang over for Den Internationale Hvalfangstkommission, der har sagt nej til at forhøje den grønlandske hvalkvote fra 211 til 221. Grønlænderne har fastholdt og meddelt, at man gør, som man vil, hvorpå Danmark har meddelt, at så udtræder Danmark af Hvalfangstkonventionen. Begrundelsen er, at Danmark ikke bare vil overtræde en international konvention. Begge disse sager fra Atlanterhavets dyb viser, at rigsfællesskabet hurtigt bliver bragt i fare, når grønlandske og færøske grundlæggende interesser konfronterer Danmarks forpligtelser til anden side. Da viser det sig, at Danmark ikke er en samlet stat. Det officielle Danmarks opfattelse af Danmark som en enhedsstat under Grundloven er, som professor Uffe Østergaard forleden sagde til Weekendavisen, uden hold i virkeligheden. Rigsfællesskabets aktører sidder i denne sag på begge sider af forhandlingsbordet.

Det er jo rigtigt, omend ikke enestående i verden, at statsfællesskaber, som eksempelvis Storbritannien, i nogle sammenhænge er en konstruktion, der logisk ikke kan fungere. Alene det forhold, at Færøerne og Grønland står uden for EU, som Danmark på stadigt flere områder forpligtes af, skaber muligheder for konflikter. Grønlandske interesser i fremtidig råstofudnyttelse og uranudvinding har allerede rejst spørgsmålet om grænsedragningen mellem Grønlands selvstyre og økonomi på den ene side og rigets samlede sikkerhedspolitiske interesser på den anden. Skal konstruktionen holde i længden, er det nødvendigt, at parterne så at sige spiser rigeligt med brød til silden og hvalkødet. Insisterer man på kortsigtet, maksimal udnyttelse af fiskebestande, uden hensyn til naboerne, vil man også blive behandlet uden hensyn. De sikre tabere vil blive grønlændere og færinger. Og rigsfællesskabet.