Hvorfor Intime hedder Intime?
Fordi det er dét, cafeen på Frederiksberg er.
Et lille sted med en hyggelig og hjertevarm stemning, der ligger og putter sig bag nogle af Allégades store træer. Kun efter mørkets frembrud lyser navnet på facaden på en måde, der signalerer kabaret og underholdning.
Og det er der også. Ud over den underholdning, man selv står for i et kreativt samspil med drikkevarerne og de andre gæster, er der aftener med sang til musikledsagelse. Her er en barpianist, som man forestiller sig, det var udbredt før i tiden; måske på nogle af de barer, Ole Jastrau i Tom Kristensens »Hærværk« frekventerer for at leve op til romanens titel. Måske mange af de steder, der har ligget i nærheden af Café Intime; dengang da store dele af dette område af Frederiksberg var et sted, hvor mange mennesker kom for at more sig og for at møde andre, og undertiden opstod der sød musik, og man skulle ikke tage hjem alene. I hvert fald ikke denne nat.
»Flygler har også følelser,« står der på et skilt på flyglet, hvor der også er en meget stor kandelaber med levende lys, der bidrager til den intime stemning. En konferencier binder numrene sammen og introducerer de mænd og kvinder, der optræder med sjofle, sjove og sentimentale numre fra en bred folkelig sangbog af muntre viser. Han er ikke dæmonisk som konferencieren i »Cabaret« - spillet af Joel Grey - men rund og charmerende. De optrædende er ikke professionelle - men de har godt nok øvet sig, og der er en fin lydhørhed blandt de nærmest siddende i det intime lokale, hvis vægge, typisk for gamle værtshuse, er udsmykket med minder om forhistorien og forskellige former for kunst og dekoration. Stedet kan minde om en dagligstue med en stor hjemmebar og meget venlig betjening.
Måske hedder Café Intime, hvad den gør, fordi der engang i 1920erne åbnede en »vinrestauration« i lokalerne, den gik netop under navnet... Intime. Stedets historie er lige så underbelyst som interiøret i lokalet, der er med til at fremme den intime stemning af fred og fortrolighed, og den, der lever skjult, lever ofte også godt. Stedet kan i hvert fald ikke klage over, at der ikke kommer kunder.
Men vist er det, at Intime i 1990erne og omegn blev drevet af jazzsangerinden Monica Pallesen, som gerne selv gav et nummer for publikum fra den lille intimscene foran flyglet, indimellem at hun passede baren.
Sammen med sin mand, musikeren Niels Pallesen, havde Monica en fortid som sangerinde i den legendariske natklub Valencia på Vesterbrogade, ligesom parret drev Gæstgivergården i Allinge på Bornholm, hvor der også blev spillet levende musik.
Det slår mig, at jeg aldrig har været på Café Intime alene.
Jeg har været der i selskab med kollegaer, en dansk rockmusiker engang, flere gange med en af de kvinder der lejlighedsvis optræder på Café Intime, og så har jeg forresten engang holdt en lille tale ved overrækkelse af et kunstnerlegat. Men aldrig inkognito og egentlig på arbejde med - for en gang skyld - mulighed for at drikke i arbejdstiden. Det er nærmest en del af arbejdet, så måske havde Oscar Wilde ikke ubetinget ret, da han sagde, at »arbejde er de drikkende klassers forbandelse«.
Ved bordet ved siden af sidder en meget smuk kvinde og kigger med sine strålende øjnene så ømt på sin ledsager, at han mindst må være den lykkeligste mand på Frederiksberg. Der er meget menneskelig varme i den røgfyldte luft i Café Intime, så jeg begynder at føle mig som en spion i kærlighedens hus. I det hele taget er det slående, hvor fredelig og hjertelig en stemning, der er i det overfyldte værtshus. Mellem sangerne, mellem sangerne og pianisten, mellem de optrædende og publikum og mellem gæsterne og personalet og gæsterne indbyrdes i den meget fyldte bar, så det er med sådan en dejlig følelse af varme i sindet, jeg slentrer gennem den milde forårsaften hjem fra Intime og fra musikken og sangen og den glade stemning.
Café Intime, Allégade 25, Frederiksberg