Sager – som virker banale – eksploderer mellem hænderne på ministrene, forslag eller aflysning af forslag kommer som tyve om natten og giver anledning til en storm af protester. Og kommunikationen synes i det hele taget at stritte i mange retninger for den nuværende regering.

Eksempel: Først var der statsministerens nytårstale, som sendte signaler om en tilbagevenden til »Socialdemokraterne classic« – fokus på velfærd, omsorg og fællesskab. Kort tid efter solgte finansministeren så dele af den socialdemokratiske kronjuvel DONG til det, som en SFer har kaldt »kælderkolde kapitalister«. Til stor fortrydelse for de klassiske socialdemokrater.

Er spindoktorerne ved helt at miste grebet? Og er de politiske PR-maskiner løbet tør for brændstof? Det er ikke mange år siden, at spinfolket – de særlige rådgivere – og partiernes store oprustning på PR-siden syntes at være en ny politisk magtfaktor af voldsomme dimensioner.

»Mørkets fyrster« regerede på Slotsholmen, og tilbage i Anders Fogh Rasmussens (V) tid som statsminister kunne de med samtlige af de mere eller mindre beskidte tricks, som spinbogen indeholder, slå en skandalesag ned på en formiddag.

Sådan er det ikke længere. Tværtimod får selv små sager lov at vokse sig så store, at de ender med at overtage hele den politiske dagsorden. Friis Bach, Bødskov, Vilhelmsen, Thorning, Corydon.

Det burde være grundlærdom for enhver politisk leder og hans PR-stab: Hvis man vil have vælgernes opbakning i en bestemt sag – eller sit partis, sine venners eller sit baglands – så må man argumentere for den og helst i god tid. Man må prime sagen, som det hedder på nudansk PR-sprog. Det vil sige, at man sætter temaet på dagsorden, indleder en holdningsmæssig diskussion af det og udruller fakta, der understøtter de forandringer, som man senere gerne vil gennemføre.

Det er ikke altid nemt, fordi der nogle gange skal handles hurtigt, men det er som om, at den nuværende regering slet ikke tænker i de baner. Og det er en af grundene til, at det ofte går galt. Senest med salget af DONG som eksempel.

Finansminster Bjarne Corydon (S) har oven i købet i et interview sagt, at man godt vidste, at man ville få kritik for at sælge en god bid af DONG til den omdiskuterede amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Så hvorfor kom han ikke kritikken i forkøbet? Hvorfor tog han ikke kritikerne i ed, forklarede, fortalte og argumenterede for, at det er en god ide?

I stedet er sagen endt i mistænkeliggørelse, mistillid og kritik fra tidligere ministre og en finansminister, der står lidt ramponeret tilbage med et aktstykke, der bare død og pine skal hastes igennem Folketinget.

Et andet eksempel er betalingsringen. Alle forsømte at argumentere for den, indtil det var for sent, og modstanderne havde overtaget dagsorden. Ingen agiterede for den øremærkede barsel til mænd, som var en del af regeringsgrundlaget. Og til sidst måtte man tage den af bordet. Nedsættelsen af selskabsskatten og en lavere regulering af overførselsindkomsterne kom som en tyv om natten og sendte S og SF i dørken.

Om fire måneder skal danskerne stemme om dansk tilslutning til den europæiske patentdomstol. Undersøgelser viser, at det store flertal ikke aner, hvad det handler om. Uden en forberedelse i god tid, kan regeringen ende med at tabe afstemningen.

Måske er tiden for spin og den store tillid til strategisk kommunikation ved at rinde ud. Tempoet i den politiske debat er steget voldsomt, gennemsigtigheden i beslutningsprocceserne er i dag langt større end tidligere, og folkestemninger kan rejses på få timer på de sociale medier. Det gør kommunikationen langt mere uforudsigelig – og måske er den blevet så kaotisk, at selv nok så mange spindoktorer umuligt kan styre den.