Det virker måske lidt modstridigt, at et spilselskab gårtil kamp mod ludomani.

Ikke desto mindre har Danske Spil nu lanceret en kampagne, som gennem fakta, film og quizzer skal gøre danskerne opmærksomme på konsekvenserne ved at have ludomani inde på livet.

Kampagnen kører på Danske Spils sociale medieplatforme, og der er gode takter i den, lyder det fra forbyggelseschef hos Center for Ludomani, Lars Hausted.

»Vi har haft en ok dialog med Danske Spil om, hvad spilbranchen selv kan gøre, og det er rart at se, at de har lyttet til vores anbefaling og går ind på en dagsorden, som må være svær for dem: At fortælle spillerne, som de lever af, om ludomani,« siger Lars Hausted.

Ca. 10.000 danskere lider i dag af ludomani. De er afhængige af spil og er ikke i stand til at begrænse det.

Ifølge Lars Hausted er det godt, at spilselskaberne selv kommer på banen i kampen mod ludomani, og ifølge CSR-direktør i Danske Spil er der også tale om et ansvar, spiludbydere er nødt til at tage på sig.

»I Danske Spil ønsker vi ikke at tjene penge på kunder, hvor spillet går ud over deres sundhed og trivsel, både ud fra den opfattelse af, at det ikke er ansvarligt, og også fordi det ikke giver langsigtet mening for vores forretning,« siger Stine Hove Marsling i en pressemeddelelse.

Spilselskaberne har jo en dobbeltside, så spørgsmålet er, hvor langt de vil gå for at hjælpe deres kunder ud af f.eks. en miserabel økonomi?

Stadig lang vej

Selvom Lars Hausted synes, Danske Spils initiativ er positivt, pointerer han, at det er nødvendigt, at der fortsat er en uvildig part, som ikke har interesse i, danskernes spilvaner, »som kan fortælle hele sandheden.«

»Spilselskaberne har jo en dobbeltside, så spørgsmålet er, hvor langt de vil gå for at hjælpe deres kunder ud af f.eks. en miserable økonomi?« siger Lars Hausted.

I juni lavede regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, de Radikale og SF en aftale, som skulle forebygge ludomani ved at begrænse spilbonusser og gøre dem mere overskuelige. Det betød blandt andet, at der blev lagt et loft på 1.000 kr. på bonusser, og at spiludbyderne fik pligt til at være opmærksom på unormale spilmønstre.

Det er dog langt fra nok, hvis man spørger Lars Hausted, som mener, at bonusser helt burde afskaffes.

»Desuden er markedsføringen langt det største problem. Vi synes at spilselskaberne larmer alt for meget i det offentlige rum på reklamesider, aviser, tv og i radio, og når selskaberne konkurrerer så massivt, så kan det ikke undgås, at der også er nogle unge, som bliver påvirket,« siger Lars Hausted.

Han foreslår, at man kunne gøre lige som i Australien, hvor det ikke længere er tilladt at have betting-reklamer i forbindelse med sportstransmissioner.

Danske Spils kampagne lanceres i dag og vil køre fem uger frem.