Alt ser umiddelbart ud til at være, som det plejer, i Fona.

Hvis der er utilfredshed blandt Fonas ansatte over kædens nye spareplan, der medfører ti procents lønnedgang til de butiksansatte, påvirker det tilsyneladende ikke serviceniveauet. I hvert fald ikke i Fona i Frederiksberg Centret, hvor ekspedienterne flittigt guider potentielle kunder rundt i junglen af fladskærme og tablets.

Berlingskes udsendte bliver hurtigt passet op af en ekspedient, der med et smil lader vide, at han står til rådighed.

Berlingske spørger efter en kommentar til spareplanen. Han henviser til sin chef.

»Vi har ikke andet at sige end det, der i forvejen er meldt ud. Det er hårde tider, ligesom det er det så mange andre steder, og det er ærgerligt. Men vi bakker op om beslutningen fra ledelsen. Vi kan jo godt lide vores job,« siger butikschef Gert Gylden Ebbesen.

Andetsteds i byen, hos Fona i Amager Centret, er der kun én ansat på arbejde, der står til at blive berørt af planen. Han har intet at tilføje.

Ved en kasse står en kunde, der er på udkig efter en CD. Den skal bestilles hjem, fortæller ekspedienten. Kunden vil vide, om det nu også er klogt. Hun har hørt noget om, at det ikke går så godt. Hvad hvis nu Fona går konkurs, får hun så overhovedet pladen? Det bliver der ikke tale om – der vil gå et par dage, før den er hjemme, men Fona på Strøget har den helt sikkert, meddeler ekspedienten venligt.

Også opbakning på Strøget

I Fona på Strøget i København har butikschef Henrik Hansen på forhånd indvilget i at tilsidesætte fem minutter fra arbejdet til at tale om spareplanen.

»Selvfølgelig er der rigtig mange, der ærgrer sig. Det er aldrig sjovt at skulle gå ned i løn. Men der er bred forståelse for, at det er en vanskelig situation for Fona. Jeg er selv af den holdning, at spareplanen er en nødvendighed for at tilpasse sig de høje omkostninger,« siger han.

Ifølge spareplanen har de butiksansatte valget mellem at gå ti procent ned i løn eller blive afskediget. Henrik Hansen fortæller, at han ikke er bekendt med, at der skulle være nogen af hans ansatte, der vil lade sig afskedige.

Berlingske siger tak og ønsker held og lykke. Butikschefen smiler og giver hånd.

»Det skal nok gå alt sammen.«