Det kunne være rart, hvis der altid kom en betjent ud for at lede efter fingeraftryk eller DNA, når der blev begået et indbrud. Men virkeligheden er anderledes.
Det konstaterer Rigspolitiets politidirektør, Svend Larsen, som svar på Dansk Folkepartis krav om, at politiet skal efterforske alle indbrud.
»Hvis der er spor at gå efter på et gerningssted, som kan lede os til gerningsmanden, så sikrer vi sporene og efterforsker på baggrund af dem. Det gør vi ved at vurdere de anmeldelser, der kommer, og rykke ud, hvis den faglige vurdering er, at her er der noget at komme efter,« fortæller han.
»Hvis det for eksempel gælder indbrud i en bil eller i et kælderrum, som der er mange af, og vurderingen er, at der ikke er nogle spor, så er der politifagligt ikke meget at komme efter,« siger Svend Larsen, som understreger, at politiet altid forsøger at komme ud, når der er indbrud hos private.
Årsagen til den manglende efterforskning er ifølge politidirektøren, at politiets ressourcer er knappe. Derfor har man valgt at satse mere på at finde bagmændene og se på sager, hvor der er sikre spor at finde.
»Det er klart, at vi er fanget i et krydspres, hvor vi på den ene side skal effektivisere for en halv milliard kroner og prioritere indsatsen, og på den anden side skal vi levere en service til borgerne. Det skal vi prøve at afveje,« siger Svend Larsen, som godt forstår, det kan virke mærkeligt for borgere og erhvervsdrivende, at der ikke altid dukker politifolk op, når de ringer og anmelder et indbrud.
»En forretning, hvor der kommer 100 kunder om dagen, der kan vi godt søge efter fingeraftryk eller tage DNA-prøver, men det vil være rigtig, rigtig dyrt, og vores faglige vurdering er, at sandsynligheden for, at vi får noget ud af det, ikke er stor, for der er simpelthen spor fra alt for mange mennesker. Der må vi prioritere,« siger Svend Larsen.
Politiinspektør Poul Kjeldsen fra Københavns Politi bekræfter arbejdsmåden, men maner samtidig historien om, at de københavnske efterforskere kun bliver sendt ud til indbrud, der omfatter mere end 100.000 kroner, til jorden.
»Hvis der er spor at gå efter, vil sagen altid blive efterforsket, lige meget om der er stjålet 100 kroner. Men hvis der ikke er nogen former for spor, så vil sagen oftest blive henlagt, og så har man en intern regel om, at hvis det er over 100.000 kroner, så beder man om at få set på sagen med andre øjne. Så det er faktisk en dobbeltsikring eller yderligere efterforskning,« siger Poul Kjeldsen.
Nye tal fra Rigspolitiet viser, at der fra 20. december frem til 28. december klokken 07 blev anmeldt 1.240 indbrud i Danmark - mod 1.964 i samme periode sidste år.